Evangelikal tv-station skaber debat i Israel: ”Vi forsøger ikke at få jøder konverteret”

En ny evangelikal tv-station i Israel, hvor der tales hebraisk, er truet af lukning for missionsvirksomhed

God Tv (engelsk for: Gud-tv) er navnet på organisationen, der står bag en ny kristen tv-kanal i Israel. God Tv forkynder den kristne tro i alverdens lande og fortæller på sin telefonsvarer, at stationens programmer følges af over 300 millioner mennesker verden over.

Kanalen har fået det hebraiske navn Shelanu, der betyder ”vores”. Da den for små tre uger siden fik sendetilladelse og begyndte sine daglige programmer på hebraisk på den israelske kabel-tv-platform Hot, erklærede ankermanden Ward Simpson, at der var tale om en guddommelig historisk begivenhed:

”Gud har overnaturligt åbnet døren for, at vi for første gang nogensinde i historien kan bringe evangelierne om Jesus ind i det jødiske folks hjem, sind og hjerter, at vi kan prædike om den jødiske Jesus på deres eget sprog,” jublede han.

Men lige netop den forklaring kan komme til at betyde, at kanalen bliver lukket.

I Israel er der stor følsomhed over for mission, og frygten for, at kristen forkyndelse er et forsøg på at omvende, endda muligvis tvinge jøder til at overgå til den kristne tro, ligger dybt i mange – især religiøse – jøder. Det er ved lov forbudt at forsøge at få israelere til at konvertere (uanset deres religion), og forbuddet er særligt strengt i forhold til børn under 18 år.

Så knapt havde Shelanu-kanalen præsenteret sig selv og sin mission, der også er at sende ungdomsprogrammer om Jesus på hebraisk, før protesterne dukkede op i form af debatindlæg i medierne med krav om omgående at lukke kanalen.

Det fik Shelanu til at fjerne Simpsons begejstrede præsentationsvideo og erstatte den med en anden og længere videoforklaring:

”Vi er kristne, og vi er forpligtet til forkyndelse, men det er følsomt at prædike om Jesus i Israel. Vi har de bedste jurister, der fortæller mig, at vi overholder loven, men det sidste, vi ønsker, er at skabe splittelse. Vi elsker Israel. Vi forsøger ikke at få jøder konverteret. Vi ønsker bare, at de skal acceptere Yehoshua (hebraisk for Jesus, red.) som Messias,” forklarede Simpson blandt andet og understregede, at de såkaldte messianske jøder, der på engelsk blandt andet kendes som Jews for Jesus, netop ikke opgiver deres jødiske religion og tradition, men ud over denne accepterer, at Kristus er Messias.

Ikke alle i Israel brød sig om at forstå Simpsons sondring. Flertallet af israelske jøder, religiøse som sekulære, betragter de messianske jøder som kristne og ikke som jøder.

En anden amerikansk evangelikal organisation, Proclaiming Justice to The Nations, blandede sig i den israelske debat ved at offentliggøre et åbent brev til Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i den amerikansk-jødiske ugeavis Jewish Press. Proclaiming Justice to The Nations krævede omgående et forbud imod, at ”God Tv sender programmer, der fokuserer på at omvende jøder til kristne. For i en tid hvor den globale antisemitisme spreder sig, burde God Tv hellere bruge sin sendetid til at fortælle kristne om deres bibelske forpligtelse til at stå ved vore jødiske brødres side.”

Der er en åbenlys konflikt mellem de amerikanske evangelikale om, hvem der støtter Israel mest og bedst. Organisationen bag God Tv vedkender sig den såkaldte erstatningsteologi, ifølge hvilken Guds pagt med det jødiske folk er blevet erstattet af en pagt med den kristne kirke.

I tirsdags udsendte Israels kommunikationsminister, David Amslem, en pressemeddelelse, hvor han erklærede, at han ikke ”på noget tidspunkt under nogen omstændigheder vil tillade nogen missionsk tv-kanal at operere i Israel”. Men det er ikke kommunikationsministeren, der bestemmer.

Israelske medieplatformeer underlagt Rådet for kabel- og satellit-tv i Israel, der er et offentligt organ. Dette råd giver blandt andet sendetilladelser og understreger, at det, uanset hvilket politisk pres der lægges, agter at vogte over såvel ytringssom religionsfriheden i Israel.

Der er i forvejen adskillige kristne tv-kanaler på arabisk og engelsk i de israelske kabel- og sattelitpakker, og God Tv har tidligere haft licens til at sende på engelsk i Israel.

Når rådet nu alligevel vil bede kabel-tv-platformen om at lukke for den kristne tv-kanal, er det, fordi God Tv har søgt – og fået – sendetilladelse til en ”kanal, der sender på hebraisk henvendt til kristne seere”. Det svarer ikke til kanalens egen definition af sig selv som en kanal, der henvender sig til jødiske seere. God Tv må skrive en ny ansøgning, som rådet så vil tage stilling til, siger en repræsentant for rådet i en baggrundssamtale med Kristeligt Dagblad.

Direktøren for det statslige israelske pressekontor, Nitzan Hen, siger til Kristeligt Dagblad, at han er overbevist om, at en løsning er på vej:

”Shelanu skal overholde lovens forbud imod mission. De må ikke opfordre jøder til at blive kristne. De må ikke lokke nogen til at ændre sinreligion. Men jeg er sikker på, at der vil blive fundet en løsning. Fordi det er vigtigt, at kristne tv-stationer rundt om i verden støtter Israel og hjælper os imod BDS (kampagne for boykot og sanktioner rettet imod Israel, red.) og antisemitisme,” slutter Nitzan Hen, der blandt andre rådgiver de israelske myndigheder i sagen.8