Guds eneboere i ørkenen

Den 49-årige Lazarus er en af verdens få kristne eneboere og bor i en afsides klippehule. Han tilhører den koptiske kirke i Egypten, der er en af kristenhedens ældste. Eneboere herfra grundlagde for snart 1700 år siden det kristne klostervæsen i ørkenen, og i dag står veluddannede unge i kø for at blive munke og nonner

Den koptiske kirke i Egypten er en af kristenhedens ældste. Eneboere herfra grundlagde for snart 1700 år siden det kristne klostervæsen i ørkenen, og i dag står veluddannede unge i kø for at blive munke og nonner. Den 49-årige Lazarus (billedet) er en af verdens få asketer og bor i en afsides klippehule i bjergene ved Suez-Golfen, netop dér hvor munken Antonius i det 4. århundrede levede som eneboer og blev grundlæggeren af det kristne klostervæsen. Lazarus har valgt fællesskabet i klosteret fra og har boet i sin klippehule i fem år og håber at kunne blive der resten af sine dage. Chefredaktør Erik Bjerager traf ham og talte med ham om livet som eneboer og munk.
Den koptiske kirke i Egypten er en af kristenhedens ældste. Eneboere herfra grundlagde for snart 1700 år siden det kristne klostervæsen i ørkenen, og i dag står veluddannede unge i kø for at blive munke og nonner. Den 49-årige Lazarus (billedet) er en af verdens få asketer og bor i en afsides klippehule i bjergene ved Suez-Golfen, netop dér hvor munken Antonius i det 4. århundrede levede som eneboer og blev grundlæggeren af det kristne klostervæsen. Lazarus har valgt fællesskabet i klosteret fra og har boet i sin klippehule i fem år og håber at kunne blive der resten af sine dage. Chefredaktør Erik Bjerager traf ham og talte med ham om livet som eneboer og munk. Foto: Erik Bjerager.

Hvis man følger kristendommens spor tilbage i historien, ender man på et tidspunkt på en smal bjergsti, der fører op i Rødehavs-bjergene nogle hundrede kilometer syd for Egyptens hovedstad, Kairo. Det tager knap en time at forcere stien, som fører ad den stejle bjergside til en grotte, hvor den 49-årige munk Lazarus har valgt at leve sit liv. Han er en af verdens få kristne eneboere.

Inspirationen til det barske, ensomme liv henter han fra en mand, som for 1700 år siden menes at have boet i en klippegrotte på den anden side af bjergkammen. Hver nat tager den kutteklædte Lazarus sine italienske bjergstøvler på og klatrer over bjergkammen til grotten, hvor han sammen med en anden munk fejrer gudstjeneste og nadver fra midnat og nogle timer frem.

For munken Lazarus er dette målet med hans liv. En uophørlig bøn og hengivelse til Gud i en bortvendthed fra verden. Han har valgt at følge de dybe fodspor, som eneboeren Antonius satte i kristendommens historie, da han i det 4. århundrede fik et kald til et liv i fattigdom og askese efter at have hørt Herrens ord fra Matthæusevangeliet: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene, og kom så og følg mig.«

Antonius søgte ifølge de historiske kilder ud i Egyptens østlige ørken, i bjergene ved Suezbugten og Det Røde Hav, hvor han angiveligt slog sig ned i den grotte, som munken Lazarus nu søger til hver nat. Antonius blev anset for at være en hellig mand, og andre, som søgte et liv i askese, flokkedes omkring ham for at følge hans vejledninger til bøn, fælles andagt og praktisk håndværk.

Denne koloni af eneboere blev forløberen for det klostervæsen, som siden slog rod i hele den kristne verden og i dag er rygraden i ikke mindst den koptiske kirke. Antonius blev som en af kristendommens første asketer grundlæggeren af klostertraditionen, som henter sit navn fra det latinske »claustrum«, som betyder indelukke. For at holde verden ude måtte man lukke sig selv inde.

Fra munken Lazarus' grotte skimtes havet i det fjerne mod øst. Den gulbrune ørken strækker sig i sin uendelighed over hele det nordafrikanske kontinent mod vest. Den har med sin barske natur, stilheden og den korte afstand fra liv til død tiltrukket eremitter lige siden Antonius' dage. Der findes ingen form for vegetation her. Mus, skorpioner, slanger og vilde hunde overlever på forunderlig vis, mens de få eneboere henter mad og vand fra en kilde bag den tykke mur, som omkranser Antonius-klosteret, der har ligget ved foden af bjergene, siden det hele begyndte i det 4. århundrede.

Professor i klippehule
Et brev fra den koptiske kirkes patriarkat i Kairo har banet vejen for det usædvanlige møde, som en ung munk på klosteret sætter i stand. De egyptiske klostre forholder sig traditionelt tavse om eneboernes tilværelse for at værne om dem og deres selvvalgte eksil fra menneskelig kontakt, og Lazarus fortæller da også, at mennesker kun cirka 10 gange om året finder ad den vanskelige bjergvej til hans klippehule.

Selv siger han, at han har mistet smagen for menneskelig kontakt, men det er, som om,afsondretheden alligevel har ophobet en trang til samvær og samtale, der udløses med samme styrke, som når sluserne i den overbelastede Aswan-dæmning lader Nilens vande strømme igennem. Kun meget få vesterlændinge konverterer til den koptisk-ortodokse kirke, som er en af kristendommens ældste og derfor giver et sjældent indblik i livet i de første kristne kirker, men Lazarus er én af dem. For fem år siden flyttede han ind i grotten efter et liv som universitetsprofessor i Australien.

Med en baggrund i litteratur og filosofi og et politisk engagement som trotskist på den yderste venstrefløj var vejen til Egyptens ørken lang. Moderens død og hans eget fatale svigt ved hendes lange sygeleje førte ham på en åndelig rejse mod syndsbekendelse og tilgivelse. Den trak ham først til den serbisk-ortodokse kirke i Australien, gjorde ham så til munk i et kloster på munkehalvøen Athos i Grækenland og nu til eneboer i ørkenen i Egypten.

Grotten skal være hans hjem resten af hans dage. Inshallah - om Gud vil. Inderst ligger en madras og et par tæpper. Her står flere russiske og koptiske ikoner, utallige lysestager, og i det lille forrum, som er muret uden på den naturlige klippegrotte, kan han sidde ved et lavt bord og studere Bibelen og de bøger, som ørkenfædrene, der gik før ham, skrev om det spirituelle liv, der kan opstå under disse barske forhold.

Her er for lavloftet til, at man kan stå oprejst. Han har selv skaffet træværk og ved egen håndkraft bygget en dør, så slanger og vilde hunde holdes ude om natten. Ligesom for de øvrige munke og eneboere i hele den ortodokse kirke er også Lazarus' liv en hengivelse til Gud og en kamp mod Satan, som især går til angreb mod hellige munke, når de ikke beder, fortæller han. Derfor sover han helst ikke mere end fire timer i løbet af et døgn.

Hver dag læser han de 150 Davidssalmer fra Det Gamle Testamente med de tidebønner til, som den koptiske kirke foreskriver. Foran grotten har han indrettet en sti, hvor han vandrer frem og tilbage under læsningen og bønnen. Det tager syv timer og forbereder ham på den åndelige kamp mod Satan. Taget på det lille rum, der er bygget uden på grotten, er der, hvor han dagligt knæler 100 gange, idet han siger »Herre Jesus Kristus, tilgiv mig min synd.«

Og inderst i grotten sætter han sig også dagligt, krumbøjet med hovedet imellem knæene, mens han med særlige åndedrætsøvelser beder den hjertebøn - »Herre Jesus Kristus forbarm dig over mig« - som ortodokse munke har bedt i en sådan grad, at nogle siger, de har fået den ind i hjertet, så de ikke længere har magten over bønnen, men den har magten over dem og er blevet en organisk del af deres person, lige så vigtig som åndedrættet.

Dertil kommer midnatsgudstjenesten i Antonius' grotte, hvor man klemmer sig igennem en smal sprække i bjerget, som knap 10 meter inde åbner sig til en grotte. Her er der opstillet et lille alter med en ikon af den hellige Antonius, mens klistermærker af Jesus, Maria og de mange koptiske helgener sidder på væggen ovenover som udtryk for den særlige æstetik, man finder i den koptiske kirke. I dagtimerne er grotten mål for især egyptiske pilgrimsvandrere.

Om natten har Lazarus og hans munkeven stedet for sig selv. Streng askese Målet med den hårde religiøse praksis i ørkenen er at nå en frommere sindstilstand, en ny form for bevidsthedsniveau og en hellighed og nærhed med Gud, som han og hele munkevæsenet kun mener kan opnås ad denne vej. Den asketiske munks måltid består af et alterbrød på størrelse med en desserttallerken påsmurt honning. Han spiser kun én gang dagligt. Drikker også et par kopper kaffe og mindst én liter vand.

På den koptiske kirkes 250 årlige fastedage er honningen på brødet udskiftet med salt. En uge om måneden får han også grøntsager hos en munkeven, og én dag om måneden besøger han klosteret, henter friske forsyninger og vasker sit tøj.

For at bevare sin forstand skal Lazarus som alle andre munke ved siden af det åndelige liv arbejde praktisk. Han syr de særlige munkehuer, som koptiske munke bærer. Seks kors på hver side af hovedet symboliserer de 12 apostle, mens en linje i midten ender i et stort kors, der på én og samme tid symboliserer Kristus og minder munken om, at han lever i en splittet verden, hvor kampen står mellem Gud og Satan.

At de begge er konkret virkelighed, er tydeligt i den ortodokse og særligt i den koptiske tradition, hvor virkeligheden ofte får mytologisk skær. Lazarus så engang Satan i form af en slange, som var på vej ind i hans grotte, men blev fordrevet med nogle udvalgte vers fra en Davidssalme.

Gud manifesterer sig dagligt i kampen mod de onde ånder. Forleden nat, da Lazarus i mørket var på vej over til Antonius' grotte for at fejre gudstjeneste, skred han i mørket og gled ned ad den stejle bjergside, men nåede at råbe »Mama«, for det er, hvad han kalder den hellige Maria. Og hun greb ham om brystet og holdt ham fast. Og for noget længere tid siden i en skumringsstund, mens solen farvede bjergene gyldne, og ørken og himmel flød sammen i et fjernt fatamorgana, kiggede han ned i dalen, hvor Antonius kom gående som en gennemsigtig ånd.

Den gamle ørkenfader med det lange, hvide skæg vendte sig op mod Lazarus og løftede sin hånd til hilsen og velsignelse, som en pagt imellem de to eneboere, en direkte forbindelse imellem det 4. og det 21. århundrede.

Kirken har fremgang
Ved Rødehavs-bjergenes fod bag Antonius-klosterets tykke, lerklinede forsvarsmure hos Lazarus' munkekollegaer finder man en anden del af den koptiske kirkes liv. Til dette og de øvrige ørkenklostre i Egypten strømmer folk til. Dels vil unge mænd og kvinder være munke og nonner, dels er klostrene blevet valfartssteder for Egyptens kristne.

Kopterne udgør med omkring 10 procent af befolkningen et af de største kristne mindretal i noget muslimsk land, og med de seneste årtiers fremkomst af fundamentalistisk islam er deres situation langtfra let. Derfor har kirken og især den nuværende koptiske patriark, pave Shenouda III, forsøgt at mobilisere koptisk identitet med undervisning på alle niveauer.

Som et af meget få gamle kirkesamfund undergår den koptiske kirke derfor en kraftig renæssance i disse år. Hver onsdag aften i Kairo taler paven til menigheden og besvarer spørgsmål om tro og kristendom. Katedralen, der kan rumme 5000 mennesker, er fyldt til sidste plads, men rødderne til kirkens succes finder man hos børnene i søndagsskolen.

Biskop Moussa, en 63-årig tidligere læge, som selv blev munk og siden som biskop har fået ansvaret for kirkens forhold til børn og unge, fortæller på sit kontor i Kairo, at arbejdet med at undervise børnene er en af kirkens hjørnesten. Tusindvis af frivillige er engageret i arbejdet, som har bevidstgjort mange koptere om deres kristne identitet. Undervisningsprogrammet har med biskop Moussas ord infiltreret hele det koptiske samfund i Egypten.

Der er etableret grupper for kristne i alle aldre. Grupper for studerende, som hjælper dem til at klare sig igennem med også praktiske spørgsmål. Grupper som fortæller, hvordan unge skal finde ægtefæller og leve gode ægteskaber. Grupper for nygifte, for ældre, for gamle og ensomme. Og så er klostrene blevet gjort tilgængelige.

For blot 25 år siden gik vejen til Antonius-klosteret på fod eller kamelryg de sidste 20 kilometer fra hovedvejen langs Suezbugten. I dag er vejen asfalteret. Af de mange ørkenklostre, som er forvitret til ruiner med årene, står i dag 13 delvist renoverede klostre tilbage. Og flere kommer til. Kendskabet til klostrene har øget interessen for dem, så unge mænd og kvinder nu står i kø for at træde ind i det barske og ukomfortable liv som munke og nonner.

I den koptiske befolkning er de dybt respekteret for deres uigenkaldelige valg. Klostrenes position understreges yderligere af, at kirkens øverste ledelse, biskopperne og paven, skal vælges blandt munkene, som i dag alle forventes at have afsluttet en højere uddannelse. Af en pulje på 20 munkeansøgere til Antonius-klosteret blev alle for nylig vraget. Et stærkt korps af munke giver et stærkt felt af biskopper. At de samtidig alle kender til et liv med store afsavn, har ikke mindst i perioder med forfølgelse været en fordel.

Kirkens ledere er nøjsomme ørkenmunke og ikke velnærede præster fra byerne. Pave Shenouda har selv boet syv år i ensomhed i en klippegrotte. Klostrenes traditionelle gæstfrihed er blevet udstrakt til at omfatte nybyggede gæstehuse, hvor hundredevis af besøgende kan overnatte. I det muslimske samfund er der blevet skabt et pilgrims- og mødested for kristne, som i tusindvis valfarter til klostrene weekend efter weekend.

Et stort antal koptere står i tæt kontakt med en eller flere af de nu 1200 munke og 300 nonner, hvoraf mange påtager sig rollen som åndelige vejledere og sjælesørgere for de besøgende. Men den voksende trafik af pilgrimme eller bare nysgerrige turister har fået selv nye munke til at vende blikket længselsfuldt mod bjergene.

Den 28-årige egypter Ilarion er magister i engelsk litteratur og gik i kloster sammen med sin nære ven for fire år siden. De længes begge efter stilheden og et ægte munkeliv. Sammen er de nu i færd med at udhugge og bygge to huler i bjergene ikke langt fra Lazarus' klippegrotte. At blive munk er nemlig som at dø, at vende ryggen til verden, hvorfor optagelsesritualet for munke også indeholder elementer af kirkens begravelsesritual for døde.

Så når verden trænger sig på i klosterets hverdag, er der eneboertilværelsen at ty til. Og spørger man Lazarus om det livsvalg, han har foretaget ved at blive eneboer og munk i et af verdens ældste kirkesamfund, får man det enkle og alvorlige svar:

- Jeg har viet mit liv til at forberede mig på døden. Jeg vil være klar.

Foto: Erik Bjerager