Prøv avisen

Guds hedebønder

En gudstjeneste i Kristelig Lutheransk Trossamfund tager sig god tid, halvanden til to timer, men det er intet i forhold til gamle dage, hvor den kunne snige sig op på fire timer. Foto: Jens Bach.

På Herning-egnen kender man dem som dømmerne eller de højhellige. Kristelig Lutheransk Trossamfund har rødder i den gudelige forsamlingsbevægelse for 200 år siden og synger fortsat efter Kingos Salmebog og Sjungekor fra 1600-tallet

Det, der først falder i ørerne, er salmesangen. Sådan omtrent må det have lydt, når vores olde- eller tipolde- eller tiptipoldeforældre sang salmer i kirken for 150 eller 200 år siden, og sådan lyder det stadigvæk, når Kristelig Lutheransk Trossamfund holder gudstjeneste og synger fra Kingos Salmebog i menighedshuset på Sebbesandevej i Tjørring ved Herning.

Menighedshuset er en velholdt rødstensbygning fra 1940 med et stort kors på gavlen, dannet af en fordybning i murværket. Huset er omgivet af et typisk fladt vestjysk landskab med marker og læhegn, men vejen er forlængst asfalteret. Det var ellers her, Jens Vejmand fra Jeppe Aakjærs folkelige sang sad bag skærmen og slog de morgenvåde sten til skærver. Og her, heden engang bredte sig til alle sider.

LÆS OGSÅ: Politiske tøjler eller fuld frihed for trossamfund?

Kristelig Lutheransk Trossamfund er grundet af disse hedebønder, der med ufattelig flid forvandlede nøjsomme hedearealer til landbrugsjord, og de fortidens hosekræmmere, der sammen med andre driftige folk blev del af industrieventyret i Herning, der for altid forandrede det tilbagestående Hammerum Herred til en driftig og vækstfokuseret landsdel.

Medlemmer af Kristelig Lutheransk Trossamfund var med både her og der, og Jens Vejmands søn blev menighedstjener i frimenigheden, hvor man bruger denne ydmyge stillingsbetegnelse for præsten.

Menighedssangen under gudstjenesten er uden musikledsagelse. Det er nu nærmest af nød, forklarer trossamfundets nuværende menighedstjener, Flemming Østergaard Lauridsen, for ingen af menighedens unge af dem, der kan spille på el-orglet oppe ved prædikestolen er hjemme i Tjørring denne søndag.

Det er et af de store problemer, som fremhæves af menighedstjeneren og trossamfundets formand, Mads Lauridsen, som en af forklaringerne på de senere års tilbagegang:

De unge flytter østpå til uddannelse og job i storbyen, og mange vender ikke tilbage.

Men samtidig erkender Mads Lauridsen, at menigheden har været for lukket om sig selv, og alt for sen med fornyelse og de senere års større åbning over for det omgivende samfund. Blandt andet derfor måtte trossamfundet i 2009 lukke sin friskole, som blev bygget lige over for menighedshuset.

I de senere år er medlemstallet i Kristelig Lutheransk Trossamfund skrumpet ind til nu omkring 110 medlemmer børn og voksne. Da det gik bedst, var de dobbelt så mange.

Trossamfundet har aldrig været en stor kristelig vækkelse, men befinder sig i en af de små, let oversete nicher i dansk kirkeliv. Til gengæld udgør den her, med sin helt specielle historie, et ganske særligt kapitel, som tidligere sognepræst og minister Flemming Kofod-Svendsen nu for første gang har beskrevet i bogen Lutheranerne på heden. Om Kristelig Lutheransk Trossamfunds historie (Forlaget Kolon).

Kristelig Lutheransk Trossamfund har sine rødder direkte tilbage i den gudelige forsamlingsbevægelse i begyndelsen af 1800-tallet. Den kom i kølvandet på pietismen, og ud af den voksede blandt andet de store hovedstrømninger i dansk kirkeliv, Indre Mission og grundtvigianismen.

På Vejle-egnen opstod, som den første kristelige lægmandsbevægelse i Danmark, de stærke jyder, der, som siden Kristelig Lutheransk Trossamfunds vakte medlemmer, kæmpede for retten til et selvstændigt og myndigt trosliv uden indblanding fra øvrigheden, og i stadig strid med præster og biskop.

Musikledsagelse til salmerne, når det er muligt, hører de nye tider til, som Kristelig Lutheransk Trossamfund med forsinkelse har forsøgt at tilpasse sig de seneste årtier. Så salmesangen, som den lyder denne søndag eftermiddag og som langsomt og kringlet snor sig igennem de patinerede ord og omkring vanskelige versefødder i 1600-tallets barokdigtning, er dermed historisk autentisk, som den siden trossamfundets grundlæggelse i 1863 og før da har lydt hos de vakte på Herning-egnen.

Udi min angst og nød

søger jeg dig, Herre sød;

du kan mig bedst undsætte

i al min sorrig og trætte...

... synger menigheden i det nedarvede slæbende tempo, som de yngre måske nok kunne have lyst til at sætte lidt mere fart på. Men det ville være vanskeligt, for det kræver en helt særlig sangstil at komme omkring alle de gamle ord i Kingos Salmebog, der sammen med hans Sjungekor fra 1600-tallet stadig er i brug i Kristelig Lutheransk Trossamfund. Dog de senere år suppleret med et sanghæfte med nyere lovsange og et udvalg fra Den Danske Salmebog.

Det er en af fornyelserne. En anden er oplæsningerne fra Luthers skrifter, som for få år siden blev fjernet fra gudstjenesteliturgien. Så derfor varer gudstjenesten i Kristelig Lutheransk Trossamfund i dag kun mellem halvanden og to timer. Tidligere kunne den snige sig op på tre en halv, og i gamle dage helt op på fire timer.

Men der er stadig god tid i dag, også til en 40 minutters prædiken, som overhøres i intens lyttende stilhed, hvor også børnene sidder velopdragne og aldeles tyste på bænkene.

I nadveren bagefter deltager både børn og voksne. Sådan har det altid været, for netop på dette punkt har Kristelig Lutheransk Trossamfund befundet sig på forkant i forhold til folkekirken. At trossamfundet begyndte at tage de ukonfirmerede børn til alters, i strid med den daværende kirkeordning, blev i midten af 1800-tallet direkte årsag til brud og dannelse af en frimenighed.

På en af de øverste bænke i kirkesalen sidder den 85-årige Niels Østergaard Lauridsen. Han er blandt trossamfundets ældste og, ligesom de fleste i Kristelig Lutheransk Trossamfund, født ind i menigheden. Som andre på de søndage, hvor der ikke er gudstjeneste, læser han sig til opbyggelse derhjemme i Luthers huspostil.

Luther er fortsat i højsædet, og kristendomsforkyndelsen i Kristelig Lutheransk Trossamfund har fortsat nu som tidligere nadveren og dåben som sine vigtigste elementer. Alligevel er der ingen døbefont i menighedshuset, for i trossamfundet har der været tradition for hjemmedåb. Helst så hurtigt som muligt efter fødslen, da man tidligere mente, at udøbte børn, som døde, gik fortabt.

I det hele taget lagde de tidligere generationer af Kristelig Lutheransk Trossamfund ikke fingrene imellem. Når de dengang mødte mennesker af anden tro eller kristelig observans, kunne det være med den karske hilsen Du går til Helvede, ligesom de ikke veg tilbage for at gå direkte til angreb på vantro biskopper og præster, når de hævdede konfirmationen, som trossamfundet ikke fandt bibelsk belæg for, fortæller Flemming Kofod-Svendsen i sin bog.

Derfor tilnavnet dømmerne, der ligesom de højhellige fortsat lever i folkemunde på egnen, selvom man nu hellere taler om forkyndelse end fordømmelse.

I dag har trossamfundet accepteret konfirmationen, ud fra den opfattelse, at der i vores tid er hårdt brug for mere kristendomsundervisning blandt børn og unge, og i dag overlades det til Gud, hvad der sker med udøbte børn, i håb og forventning om, at de også er omfattet af hans kærlighed. Samtidig er man dog fortsat fortaler for tidlig dåb.

Menigheden mener ikke, at der er grund til at udsætte en så vigtig sag, fastslår formanden.

Dog, som det fremgår af søndagens tekst og prædiken, kommer vi som mennesker ikke uden om den endelige dom, tilføjes det.

Der er mange, som i dag kun prædiker om Guds kærlighed og glemmer fortabelsen, og det er der ikke bibelsk belæg for, supplerer Flemming Østergaard Lauridsen forklarende.

Frelse og fortabelse er fortsat i spil i Kristelig Lutheransk Trossamfund, men alligevel er man med årene blevet rundere, mere fremkommelige og har dermed også mistet noget af tidligere tiders skarpe særpræg.

Om det er et problem, har man diskuteret i menigheden, fortæller Mads Lauridsen, men efter formandens mening skal Kristelig Lutheransk Trossamfund ikke nødvendigvis bevare sit særpræg blot for at skille sig ud.

Samtidig har man en arv at passe på, mener han, ikke mindst i forholdet til menighedens ældre, som formentlig ikke ville begynde at komme i den lokale sognekirke og dem er der to af i Tjørring hvis Kristelig Lutheransk Trossamfund på et tidspunkt blev nødt til at nedlægge sig selv på grund af manglende tilslutning.

Trossamfundet opstod i protest mod den officielle kirke og kristelige øvrighed, og selvom det er længe siden, er det ikke glemt. En dyb skepsis mod den officielle kirke og dens myndigheder har her overlevet fra generation til generation.

Dåb og nadver har altid spillet en stor rolle i trossamfundets gudstjenester. Medlemmerne tog deres ukonfimerede børn til alters, og da det var forbudt i midten af 1800-tallet, resulterede det i et brud og dannelse af en frimenighed. Her har man også haft tradition for hjemmedåb, men på dette punkt er der måske ændringer på vej: Den første familie har fået døbt sit barn i menighedshuset, hvor man ellers har nøjedes med en efterfølgende fremstilling af de hjemmedøbte. Foto: Jens Bach.
Formand Mads Lauridsen (tv.) og menighedstjener Flemming Østergaard Lauridsen foran Kristelig Lutheransk Trossamfunds menighedshus på Sebbesandevej i Tjørring. Trossamfundet blev frimenighed i 1863, men dets forhistorie går tilbage til de gudelige forsamlinger i begyndelsen af 1800-tallet. Foto: Jens Bach.
Menigheden er præget af den ældre generation, og tidligere bar alle kvinder - som de to forrest på billedet her - tørklæde. Foto: Jens Bach.
I Kristelig Lutheransk Trossamfund synger man stadig efter Kingos Salmebog og Sjungekor fra 1600-tallet, dog fra 2006 suppleret med et sanghæfte, hvor der også er nye salmer med. Foto: Jens Bach.