Mere end 3000 år gammelt og stadig lige så slagkraftigt som dengang.
Navnet Zion, der oprindeligt blev brugt om Salomons Tempel i Jerusalem, er et af historiens mest ladede navne. Både politisk, religiøst og følelsesmæssigt. Navnet bruges 154 gange i Bibelen. I dag nævnes Zion i popsange, og blandt jøder bærer både drenge og piger stadig navnene Zion eller Ziona. Endelig har Zion også fungeret som inspiration til den moderne jødiske ideologi, zionismen.
Navnet Zion blev først brugt af jøder om det sted, kong David købte efter at have erobret Jerusalem. Senere byggede kong Salomon det jødiske tempel på stedet, der i dag er kendt som Tempelpladsen i Jerusalem. På den måde bruges navnet Zion først om det Tempelbjerg, hvor al-Aqsa-moskéen og Klippemoskéen i dag ligger. Ofte forveksles Tempelbjerget med det såkaldte Zions Bjerg, der ligger i den sydvestlige ende af Jerusalems gamle bydel.
Zions Bjerg ligger på en høj oven for Tempelbjerget. Kong David er begravet her, og kristne pilgrimme og turister strømmer hertil for at besøge Nadversalen, hvor Jesus ifølge traditionen holdt sin berømte sidste nadver. Men til forskel fra Jerusalem og Tempelbjerget, der begge blev kaldt for Zion op til 1000 år før Jesu fødsel, har Zions Bjerg først fået sit navn omkring 400 år e.Kr.
Det jødiske tempel blev kaldt for Zion, og fordi den første af de tre monoteistiske religioner udsprang fra netop det sted, siges det, at templet var og er Guds hvileplads på jorden.
Han fik sin hytte i Salem, sin bolig på Zion, står der i Salmernes Bog, kapitel 76, vers 3. Her fremstår Zion tydeligvis som Tempelbjerget i Jerusalem.
Men i andre vers kan Zion både forstås som Tempelbjerget og hele byen Jerusalem:
Fra Zion, skønhedens krone træder Gud frem i stråleglans, står der i Salmernes Bog, kapitel 50, vers 2.
Da både kristendom og islam senere også tilskrev Jerusalem en central status, blev Zion nu hyppigere brugt som et synonym for hele byen Jerusalem og ikke kun om Tempelbjerget.
Jerusalem er ikke nævnt ved navn i Koranen, og ifølge fortolkninger er den eneste hentydning til Jerusalem i den hellige muslimske skrift vendingen den fjerneste (al- Aqsa). Der er dog uenigheder om betydningen af den fjerneste. Nogle mener, her er tale om profeten Muhammeds såkaldte natrejse til Jerusalem.
Højlovet være Han, der lod sin tjener rejse om natten fra det fredhellige bedehus til det fjerneste bedehus, hvis område Vi har velsignet for at vise ham nogle af Vore tegn, lyder det i Koranen, sura 17, vers 1.
Et blik på de første historiske verdenskort viser, at Jerusalem eller Zion næsten altid er placeret solidt i midten som verdens centrum.
I jødisk tradition fik Zion allerede en særlig ophøjet status, da det første tempel blev ødelagt af babylonerne i 586 f.Kr. Jerusalems jøder blev drevet i eksil, og den velkendte jødiske længsel efter byen og templet, der har været kernen i jødisk eksileksistens siden, opstod i årene, der fulgte.
Ved Babylons floder sad vi og græd, når vi tænkte på Zion, står der i Salmernes Bog, kapitel 137, vers 1.
Længslen efter Jerusalem og templet er en så central del af jødisk tænkning, at Jerusalem er en fast del af enhver jødisk vielsesceremoni, hvor følgende vers, også fra Salmernes Bog, citeres højt af gommen:
Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem, så gid min højre hånd må lammes. Gid min tunge må klæbes til ganen, hvis jeg ikke husker på dig, hvis jeg ikke sætter Jerusalem over min højeste glæde.
Den samme længsel blev på metaforisk vis udviklet hos mange af de sorte slaver, der blev tvangskonverteret til kristendom. De anså Zion for at være slavernes længsel efter et sikkert hjemsted. Ud af den idé er navnet Zion på det åndelige niveau blevet tillagt en harmonisk og fredsskabende karakter. Zion er stedet, hvor krig ikke findes, og hvor mennesker opnår fuld harmoni med sig selv.
For Europas jøder var idéen om Zion dog en meget konkret størrelse hen imod slutningen af det 19. århundrede.
De europæiske jøders længsel efter Jerusalem og templet, dannede baggrund for tilblivelsen af zionismen i Europa i slutningen af det 19. århundrede. Længslen efter et nationalt hjem for jøder havde taget til som følge af jødeforfølgelser i Europa, og det religiøse udtryk Zion fik tilsat en politisk dagsorden, der havde til mål at oprette en selvstændig jødisk stat.
Tilblivelsen af den moderne zionisme sidestilles ofte med historien om eksiljøderne i Babylonien, der i sidste ende også endte med at vende tilbage til Jerusalem.
I begyndelsen af det 20. århundrede var det muligt at se plakater, hvor Europas jøder omtales som Zions døtre, og hvor disse opfordres til at rejse til Palæstina for at oprette et nationalt hjem for jøder.
Som på bibelsk tid bruges udtrykket Zions døtre stadig til at beskrive de indbyggere, der har privilegiet at bo i Jerusalem.