Da Ole Andersen i midten af 1980’erne studerede på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, gav byen ham en åbenbaring i forståelsen af Bibelens ord og billeder. På en af de første dage gik den unge teologistuderende på Tempelbjerget, og han blev overvældet af følelsen af, at byen Jerusalem var noget særligt.
”Det er en enestående og spændende by, uanset om du betragter den historisk, kulturelt, politisk eller åndeligt. Den er en sammenblanding af islam, jødedom og kristendom, og den er et kulturelt midtpunkt mellem den orientalske og den moderne vestlige verden. Og for mig personligt som kristen er byen særlig vigtig, fordi det var og er byen, som Gud udvalgte til at være byen, hvor Jesus skulle dø og genopstå,” fortæller Ole Andersen, som i dag er generalsekretær i den kristne organisation Ordet og Israel.
Af den grund betyder denne søndags tekst fra Lukasevangeliet også noget særligt for ham. Jesu tårer for befolkningen i byen bliver for Andersen et afgørende bevis for Guds kærlighed til os som mennesker og enkeltpersoner.
”Jesus kommer til Jerusalem for at frelse det jødiske folk. Det er et udslag af Guds egen kærlighed til Israels folk. Vi er i samme båd som det israelske folk – præget af en verden, der udfordrer os – og derfor elsker Gud også os. Det er et enormt stærkt budskab fra teksten, som peger direkte ind i vores hverdagsliv. Vi er ikke glemt, men vi er altid genstand for Guds kærlighed og frelsestanker,” siger han.
Organisationen Ordet og Israel er født som et modstykke til antisemitismen og jødeforfølgelsen under Anden Verdenskrig. Hovedformålet var, at holocaust ikke måtte finde sted igen, og at den kristne tro ikke måtte bruges til at legitimere antisemitisme. Her mener Ole Andersen, at søndagens tekst har en enorm relevans i dag, hvor flere undersøgelser viser en øget antisemitisme i en del vestlige kristne lande.
”Gennem de seneste 2000 år har der kirkehistorisk været en dyb kløft mellem kristne på den ene side og jøder på den anden. Det var jøderne, der dræbte Jesus og ikke tog imod ham, har argumentet været, når kristne har vendt sig mod jøder. Det har i uhyggelig grad præget kirkens historie. Søndagens tekst viser den totale modsigelse af al kirkelig antisemitisme. Jesus elsker Jerusalem og det jødiske folk, ligesom Gud gør. Derfor er der simpelthen ikke plads i en kristen kirke til at have ringeagt over for det jødiske folk.”
Selvom en del af forfølgelserne af jøder i dag blandt andet er motiveret af politik og skyldes urolighederne mellem Israel og Palæstina, så er der også højrenationale grupperinger i Europa og USA, som forfølger jøder ud fra en retorik, der ikke er set siden Anden Verdenskrig. Ole Andersen synes, det er rystende, at vi i Danmark er nødt til at have betjente foran den jødiske synagoge og skole i København.
”Det kan vi som kristne i Danmark simpelthen ikke acceptere. Det burde simpelthen ikke kunne lade sig gøre. Vi kan se dagens tekst om Jesu kærlighed til det jødiske folk som et totalt opgør med den form for antisemitisme,” siger Ole Andersen.
Jerusalem som by kan også tjene som eksempel på, at skønt der er uenighed om religion og politik, så er der også et liv, der leves med daglige gøremål, gensidig respekt og kærlighed. Når Ole Andersen besøger byen i dag, oplever han, at der er en udpræget grad af tolerance mellem mennesker i byen, som er en smeltedigel af både jødisk, muslimsk og kristen tro. Men samtidig ser han også, at Jerusalem er et stridspunkt mellem ikke kun israelere og palæstinensere, men også jøder og muslimer i bredere forstand.
Søndagens tekst fremhæver ifølge Ole Andersen, at Jerusalem spiller en afgørende rolle i den frelsesplan, Gud har lagt for alle mennesker. Byen er central i Det Gamle Testamente, og i sidste ende er det her, Gud viste sin kærlighed over for det udvalgte folk, over for Jesus og over for os, forklarer han. Dette blev tydeligt, da han som studerende vandrede rundt i byens gader.
”Som ung teologistuderende kom jeg med en meget teoretisk viden, der pludseligt blev omsat til virkeligt liv. Templet i Jerusalem, som jeg kun havde en tåget forestilling om, kunne jeg pludseligt fornemme. Trapperne som førte op til der, hvor templet lå. Her lå noget af den gamle mur, som dannede kanten af tempelpladsen. Det gav i den grad liv til en ung teologistuderendes noget teoretiske forhold til Bibelen. Som ung dansk studerende var det en ny verden, der åbnede sig for mig på et eksistentielt plan,” siger han.
WW Vi er i samme båd som det israelske folk – præget af en verden, der udfordrer os – og derfor elsker Gud også os.
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
Jeg ville fremhæve to ting: Den ene ting er Jesu enorme kærlighed til det jødiske folk og derfor også kærlighed til os andre. Den anden ting er, at frelse ikke kommer automatik. Når vi går til gudstjeneste, er det vigtigt, at fokus er på bøn og på den personlige relation til Gud og ikke på alt muligt andet, som tager pladsen.
Hvordan ser din ønskegudstjeneste ud?
Formen er ikke så vigtig for mig. Der er jeg ekstremt fleksibel. Men det er enormt vigtigt, at der er to led i en gudstjeneste, hvis jeg virkelig skal have et udbytte. Det ene er, at gudstjenesten skal give plads til tilbedelse af Gud. At jeg i et øjeblik kan være med i den hyldest af Gud, som englene døgnet rundt foretager i den himmelske verden. Det andet er, at gudstjenesten skal give plads til, at jeg modtager et budskab fra Gud.
Hvad er det vigtigste af De Ti Bud?
Det er indledningen på De Ti Bud. I den jødiske tradition lyder det første bud: ”Jeg er Herren, din Gud, som har ført dig ud af Egyptens land, af trældommens hus.” Det tæller jøder som det første bud, de det på hebraisk ikke hedder De Ti Bud, men De Ti Ord. Og det første ord handler om, hvad Gud har gjort. Gud har ført Israels folk ud af Egypten, og det har han gjort af ren kærlighed. Den kærlighed er baggrunden for, at Gud kommer og påbyder os overholde De Ti Bud. Vi elsker, fordi han elskede os først. Det handler om, hvad Gud har gjort, og ikke hvad vi skal gøre.
Hvordan er dit gudsbillede?
Mit gudsbillede er nok sammensat af det, der ligger i Treenigheden. Først Gud, der skaber, som betyder, at det liv, jeg har i dag, er en gave fra ham. Dernæst Gud som frelser, hvor jeg ved, at han i hjertet har en enormt stærk kærlighed til mig, som han viste gennem sin søn, Jesus. Til sidst Gud som fornyeren, der både ønsker at arbejde i livet med at præge mig, og at han så en dag vil forny verden, lade Jesus komme igen og skabe en ny retfærdig og fredelig orden.