I den islandske kvindekirke er Gud en kvinde. Det har Hun nu været i 15 år.
Jeg bliver altid overrasket, når mandlige præster og de fleste kvindelige kolleger prædiker på deres underlige sprog, siger pastor Audur Eid Vilhjelmsdottir, som har været en del af Kvennakirkjan siden etableringen i 1993. Kirken er en del af den nationale, islandske lutherske kirke, hvis forlag også trykker blandt andet Kvennakirkjans salmebog.
Vi holder gudstjeneste en gang om måneden i skiftende kirker, hvor vi bruger vores eget gudstjenestesprog. Jeg mener, at vi har haft stor indflydelse på, at den islandske kirke bruger et mere inkluderende sprog. Blandt andet er Det Nye Testamente i den nye oversættelse fra tidligere i år for en stor del skrevet inkluderende, forklarer hun.
Inkluderende kan i feministisk teo-logi forstås på to måder: Enten køns-neutraliserer man Gud for eksempel ved at kalde Gud udelukkende for Gud eller Livgiveren og ikke Herre eller Vor Fader. Eller også inkluderer man kvindenavne i for eksempel bønner, som traditionelt kun indeholder mandenavne.
Island er ikke det eneste nordiske land, hvor feministisk teologi har en mere fremtrædende plads end i Danmark. Norge og Sverige er også med støttet af de nationale lutherske kirker i begge lande.
Audur Eid Vilhjelmsdottir lægger ikke skjul på, at i gudstjenesterne i Kvennakirkjan er sproget lige så eksklusivt kvindeligt, som det er maskulint i de øvrige islandske kirker, men i kvindekirkens øvrige aktiviteter er det inklusiviteten, der tæller.
I begyndelsen af august er Audur Eid Vilhjelmsdottir og Kvennakirkjan et af programpunkterne på Nordisk Økumenisk Kvindekonference i Island.
Det er ingen hemmelighed, at kvinderne fylder mest på kirkebænkene og mændene mest på prædikestolene. Og i alle religioner sidder mændene tungt på ledende stillinger i nogle trossamfund helt og aldeles.
Selvom kvinderne i dag udgør flertallet på de danske teologiske fakulteter, så udgør de ikke et flertal blandt præsterne. I provste- eller bispelaget er der endnu længere til egentlig kønsligestilling. Og på de to pastoralseminiarier er lederne begge mænd. Københavns Universitet fik sin første kvindelige teologi- professor nogensinde i år, mens Aarhus Universitet fik den første kvindelige professor i 1995.
Det samme gør sig gældende i Island, hvor den enlige biskop er en mand. I Norge kom den første kvindelige biskop til i 2002, og i dag er der tre, snart fire kvindelige biskopper ud af elleve. Men modsat i Danmark er der et professorat i feministisk teologi.
I den svenske kirke er der en mandlig ærkebiskop og to kvindelige biskopper ud af 13. Den svenske kirke har en kvindekonsulent ansat, og en af de toneangivende svenske feministiske teologer er også ansat i den svenske kirke.
I den svenske kirke er kollektbønnen i 2002 ændret, så man ikke længere siger Herre, vår Gud, men blot Gud. Og i salmebogstillægget fra samme år findes en salme om Helligånden med titlen: Hennes starka vinger bär.
I Finland blev de første kvindelige præster ordineret i 1987, de udgør i dag cirka en tredjedel af præsterne men endnu er der ikke en kvinde blandt de ni biskopper, og spørgsmålet om kvindelige præster er stadig kontroversielt.
Men selvom vore nordiske søsterkirker på forskellig vis fremmer inkluderende sprog, så er der grænser. Den 16. marts døbte kapellan Gyrid Gunnes, Hamar Domkirke i Norge, to små piger i Skaberens, Befrierens og Livgiverens navn.
Det fik blandt andet den norske kirkes repræsentant for det mellemkirkelige arbejde, Olav Fykse Tveit, til at protestere i det mellemkirkelige arbejdes navn og erklære sig enig med den katolske kirke i, at dåb foregår i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
Gyrid Gunnes svarede, at når kirkeledere signalerer nogen som helst særstilling for det patriarkalske sprog om Gud og giver det en særstilling i forhold til det kvindelige eller det kønsinkluderende, så bliver det meget problematisk at bruge i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
Og så længe den formulering opfattes som en mere sand teologisk dåbsformulering end den kønsinkluderende, så anser jeg den for umulig at bruge. Indtil en kønsinkluderende dåbsformulering opfattes som ligestillet med den patriarkalske, så vil jeg fremover bruge den kønsinkluderende, sagde hun efter dåben til Vårt Land.
Gyrid Gunnes havde dog ikke taget sin biskop, Solveig Fiske, i ed. Hun meddelte kapellanen, at ingen præst i den norske kirke kan udvikle nyt gudstjenestesprog uden øje for den kirkelige sammenhæng, han eller hun indgår i. Men biskoppen anerkendte dåben som gyldig.
Gyrid Gunnes kønsinkluderende dåbsritual er ikke en del af de oplæg til ny liturgi i den norske kirke, som netop er sendt i høring.
Der er heller ikke udelt begejstring for kvindekirken i den islandske lutherske kirke. Det forklarer den islandske biskops højre hånd, Thorvaldur Karl Helgason, som ikke udtaler sig på kirkens vegne i denne sag.
Men kvindekirken er en anerkendt del af den lutherske kirke, og der er frihed inden for kirken, hvis man holder sig inden for grundprincipperne. Der er bare ingen, der helt ved, hvor grænserne går, siger han og understreger, at han alene udtrykker en personlig holdning.
Til gengæld kommer der ikke konkrete klager eller stor offentlig debat om kvindekirken. Det er mere forsigtige spørgsmål til biskoppens kontor.
Thorvaldur Karl Helgason forklarer også, at interessen for feministisk teoligi i Island blandt andet kan forklares ved, at tre professorer af seks på det teologiske fakultet to kvinder og en mand er optaget af kvindespørgsmålet i kirken.
Det må jo alt andet lige betyde noget på så lille et fakultet som det islandske, hvor vi ligesom de andre nordiske lande har flest kvinder på teologistudiet.
I Danmark er der ingen interesse for ligestilling og ej heller professorater i feministisk teologi. Det mener ph.d. og lektor Else Marie Wiberg Pedersen fra Det Teologiske Fakultet i Århus.
Det er lykkedes tidehvervsfolk at sætte sig på folkekirkens opinion med ordets teologi som den eneste rigtige. Så hvis kvindelige præster ikke prædiker inden for den ramme, er det galt, og hvis de ikke også er omsorgsfulde, er det lige så galt. Så lige meget hvordan kvindelige præster tackler præsterollen, så forbliver de afvigende, mens manden er normen, siger hun.
Vi er de eneste, som ikke arbejder med kvindeforskning på teologi. Selv Sydeuropa overhaler os nu.
Else Marie Wiberg Pedersen er lidt misundelig over ligestillingsarbejdet i nabolandenes kirker, men mener ikke, at den islandske kvindekirke er den rigtige vej i Danmark.
Så ender vi med en parallelkirke frem for én kirke. Jeg er mere til enhed i forskellighed.
Ikke desto mindre mener hun, at også folkekirken burde fremme det inklusive sprog i gudstjenesterne.
Vor Herre er blevet et idol frem for en metafor. Gud er i de fleste menneskers øjne blevet en gammel, hvidskægget herre. Men når den ene metafor bliver den gældende, ender den gamle mand som det enerådende Gudsbillede. Hvorfor ikke finde et neutralt ord eller bare sige kære Gud?
Professor i feministisk teologi ved Oslo Universitet Jone Salomonsen har et andet bud på, hvorfor lige netop Danmark ikke fokuserer på liturgien.
Folkekirken er meget beundringsværdig, hvad praksis angår, men med liturgien sker der ingenting. Det skyldes, at der ingen ledelse er i den danske folkekirke. Menighederne er simpelthen for konservative. Der ville heller ikke ske noget i den norske kirke, hvis det skulle ske på græsrodsniveau. For at sætte den konservatisme til side kræver det et stærkt mandat, og at der et udbredt ønske om det. Og for at få en dynamik, så skal der være en repræsentation af kirken centralt, siger hun.
Jone Salomonsen er formand for et udvalg om liturgi i nyere religiøse bevægelser. Her sidder også danske ph.d. i teologi Lene Sjørup, som fra forskellige synsvinkler har arbejdet med feminisme og feministisk teologi siden slutningen af 1970erne.
Og jeg tror også, at det sprog, man finder i andre religioner, kan bruges i kristne kirker. Danskernes religiøsitet har ændret sig fra det maskuline til det åndelige. Derfor må man liturgisk også justere efter den folkelige tro. Den sproglige gentagelse i gudstjenester, salmer og bønner genspejler den traditionelle kønsopfattelse. Her er Gud som Hun en berettiget provokation, for hver gang man gentager han om Gud, cementeres og indskrænkes sproget om Gud. Og det er ikke dér, folk er længere. Gud opfattes mere og mere som energi, ånd, i alting og hvilke ord, moderne mennesker nu bruger om Gud. Det kan man se i alle undersøgelser. Men tilsyneladende vil folkekirken hellere være en hår på brystet-kirke. I hvert fald ser jeg meget få tegn på bevægelse overhovedet, siger Lene Sjørup.
Ifølge teologiske kritikere af feministisk teologi, så kaldes Gud Fader 277 gange i Bibelen, heraf er det Jesus, der siger det 179 gange. Intetsteds kaldes Gud moder. De feministiske teologer derimod slår ned på, at Gud skabte begge køn i sit billede, at Fader er en metafor, og at testamenternes oprindelige sprog beskriver Helligånden i hunkøn.
Eller som Audur Eid Vilhjelmsdottir hilser fra Island: Gud velsigne dig. Hun er altid hjælpsom og smuk, som du ved lige så vel, som vi ved det heroppe.