En lignelse for dummies. Sådan lød musicalforfatter Thomas Høgs første tanke, da han læste søndagens prædikentekst, hvori Jesus beretter om sædemanden, der gik ud for at så.
”Først får man fortalt en lignelse, som bestemt er ikke svær at forstå. Og så får man dét, der ikke er svært at forstå, skåret ud af Jesus selv. Og så kunne man godt tro, at det bare var dét,” opridser han.
Men fortællingen om frøene, der falder på vejen, på klippegrund, mellem tidsler og i god jord rummer et mere eksistentielt budskab, end ordene umiddelbart afslører, mener den 52-årige musicalforfatter.
”Når jeg læser teksten, går der ikke længe, før jeg begynder at spekulere på: ’Hvem af billederne er jeg? Er jeg den fede jord? Det må jeg være. Jeg kan da ikke falde mellem tidsler eller klippegrund’. Det er det, der er tankevækkende ved lignelsen – at vi som mennesker ikke er lang tid om at læse os selv ind i en historie og dermed glemmer at lytte til budskabet,” siger Thomas Høg.
I søndagens tekst forsøger Jesus først at skildre over for en større skare, hvordan ”den, der har ører at høre med, skal høre”, og forklarer siden sine disciple, hvad sædemanden i virkeligheden er et billede på:
”Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem,” siger Jesus.
For Thomas Høg viser ondskaben sig blandt andet i den måde, det moderne menneske kommunikerer med hinanden på i dag – ikke mindst i den virtuelle verden.
”Jeg tror, det var Luther, som engang sagde, at mennesket er indkroget i sig selv – altså at man er sig selv så meget nok, at ordet ikke når ind til én. Det synes jeg især, man ser på de sociale medier. Vi har travlt med at komme med et output, men vi tager ikke rigtig imod det, andre folk prøver at fortælle os. Det bliver enten stemplet som ’fake news’ eller også bralrer vi løs i en eller anden tråd på Facebook. Det tror jeg godt, at Satan kan være et moderne billede på her,” forklarer han.
Det samme gælder ifølge Thomas Høg for de frø, der bliver sået mellem tidslerne, hvor ”rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt”.
”Jeg tror dybest set ikke, at der er mere brug for at lytte til ordet, end der har været tidligere. Men jeg tror, det er sværere for det kristne budskab at trænge igennem i dag. Hvordan skulle vi kunne opsnappe det, når vi får tusindvis af andre impulser hver eneste dag?”, bemærker musicalforfatteren.
Svaret forsøger han selv at finde i sit daglige virke som musikmedarbejder i Ansgarkirken i København, hvor de storslåede opsætninger fra musicalverdenen er erstattet af en anderledes jordnær tilgang til kirkelivet. Her bliver ordet først og fremmest sået ved at holde fast i kirken som et åndeligt alternativ til det hastigt skiftende samfund.
”Når man som jeg har været mange år i kirkeverdenen, bemærker man, at folk sætter pris på, at folkekirken skiller sig ud fra samfundet. Der behøver ikke at gå ’pop’ i den ved for eksempel at arrangere en Kim Larsen-gudstjeneste, da han døde sidste år, for jeg tror, at folk kan mærke, hvis budskabet sker på en uærlig baggrund, og så har det sjældent den effekt, man håber på,” påpeger Thomas Høg og fortsætter:
”Folkekirken skal holde fast i sin unikke personlighed, for hvor ofte har man egentlig mulighed for at lytte til et menneske, som reflekterer over troen og tilværelsen i en prædiken?”.
Af samme grund tror han først og fremmest, man får sædemandens frø til at falde i ”den gode jord” hos sine medmennesker, hvis man viser dem, hvilken betydning Guds ord har for én selv.
”Den bedste måde at fortælle, at den kristne tro har et fantastisk budskab, som andre kan have glæde af, er ved at vise, hvad budskabet betyder for mig som menneske. For det kan folk mærke, og derefter må de så vurdere, om de vil tage budskabet til sig eller ej,” siger Thomas Høg.
Nutidens støjende verden til trods mener han derfor, at søndagens tekst rummer et håb om, at ordet stadig kan finde vej til menneskehedens ører, så budskabet vil ”bære frugt tredive, tres og hundrede fold”.
”Hvis man forestiller sig, at sædemanden er Gud eller Jesus, så synes jeg, det fantastiske ved lignelsen er, at ordet bliver sået så mange steder – til trods for at vi er, som vi er. Gud forsøger at få ordet ind i os, selvom vi kan være nogle hårdhjertede mennesker,” siger Thomas Høg.8
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
Lyt til hinanden, og lyt til ordet, og prøv at være stille og mærke efter, inden man kommer med et output. For tager man sig ikke tid til at lytte, så tror jeg aldrig, man bliver til den fede jord som i lignelsen.
Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?
Når man tænker på, at livet er helligt, så må det vigtigste bud være, at du ikke må slå ihjel.
Hvordan er din ønskegudstjeneste?
En gudstjeneste med højt til loftet og med plads til forskellige aldre og temperamenter. Og med masser af musik.
Hvordan er dit gudsbillede?
Det ærlige svar er, det ikke ligger langt fra min barnetro om en faderskikkelse. Jeg ved selvfølgelig, at andre eksempelvis ser Gud som kærlighed, men når man siger Fadervor, så er det for mig min far i himlen.