”Min mor fortalte engang en historie om den hellige Thérèse af Lisieux, en katolsk helgen, som betød meget for hende. Historien handlede om, at Thérèse, der gik i kloster som ganske ung, kom ud for, at en novice i klostret gik så ivrigt til den med vasketøjet, at der sprøjtede sæbevand op i øjet på Thérèse. Det sviende sæbevand i øjnene var selvfølgelig ubehageligt, men Thérèse sagde ikke noget, da det måske ville såre novicen. Så hellere tåle sæbevand i øjnene. Måske kan det virke underligt, men for min mor var det et strålende eksempel på at gøre små ting med stor kærlighed og være parat til at give hele sit liv med alt, hvad det indeholder, til Gud.”
Niels Tiedemann refererer sin mors beretning om den katolske helgen med både smil og alvor.
”Da min mor fortalte historien i min barndom, havde jeg jo ingen anelse om, at Thérèse af Lisieux ville komme til at betyde enormt meget for mig – og at jeg endda sidste lørdag kom til at bære relikvierne af hendes forældre ind i den katolske domkirke i Bredgade i København og relikvierne af hende ud igen om søndagen,” siger han.
”Vi katolikker tilbeder ikke relikvierne, men de bringer os i en nærhed af Skt. Thérèse, hvor vi kan lade os inspirere af hendes eksempel og bede til hende om at gå i forbøn for os.”
To skrin med relikvier af Thérèse af Lisieux og hendes forældre er for tiden på valfart rundt i Skandinavien, og de kom også forbi Sankt Ansgars Kirke, hvor Niels Tiedemann hører til og kommer til messe, så ofte han kan. Herfra er hans far både døbt og begravet. Forældrene, Vivian og Erling Tiedemann, var troende og praktiserende katolikker og meget aktive i katolske sammenhænge i Danmark, indtil de for få år siden begge gik bort inden for kort tid. De gav sønnerne Jens og Niels mellemnavnet ”Maria” og opdrog dem og søsteren Lotte i den bedste hensigt med kirkegang og katolske sommerlejre. Både Niels og hans søskende valgte imidlertid kirkegangen fra, da de blev større, og for Niels’ vedkommende virkede kirken og til dels også den kristne tro ret fjern og uvedkommende.
”I mit voksne liv har jeg som mange andre ikke lyttet til Gud, og når man ikke lytter, er det svært at høre noget. Jeg var mere optaget af at realisere mine egne mål. Selvom jeg var opdraget med budskabet om Guds kærlighed, troede jeg nok simpelthen ikke på, at det kunne være sandt. Det lød for godt til at være sandt. Derfor levede jeg efter devisen om, at man skal være stærk og uafhængig. Det er en dominerende kulturel norm, som påvirkede mig, selvom jeg havde fået noget andet med hjemmefra,” siger han.
For seks år siden ændrede dette sig radikalt. På det tidspunkt var Niels Tiedemann netop blevet skilt efter 18 års ægteskab med tre børn, var fratrådt som advokat i et større advokatfirma og oplevede en voldsom reaktion på at være stoppet med den antidepressive medicin, han ellers havde taget siden sin ungdom, fordi han lider af endogene depressioner. Nedturen fik Niels Tiedemann til at indse sin afhængighed af relationer – først til andre mennesker, siden til Gud. Det var skræmmende, men også en lettelse.
Og en morgen vågnede han og mærkede en glæde, der strømmede gennem kroppen.
”Det var en fysisk fornemmelse, der bedst kan sammenlignes med den, jeg har oplevet som ung og nyforelsket. Den fornemmelse har jeg haft lige siden, hver gang jeg beder til Gud og lytter til ham. Det er en konkret og stærk fornemmelse, som udrydder enhver tvivl om Guds kærlighed,” siger han.
Netop denne sikre fornemmelse af Guds kærlighed er for Niels Tiedemann central, når han forholder sig til søndagens tekst.
”Jeg er overbevist om, at Guds rige er en realitet for dem, som vil Guds vilje og lægger deres liv i Guds hænder. Når Jesus siger, at Guds rige er ’midt iblandt jer’, betød det dengang, at det var ham selv. Han var Guds rige, konkret og nærværende. For os, som ikke lever på Jesu tid, er Guds rige heller ikke fjernt eller fraværende. Guds rige er der, hvor vi forsøger at gøre Guds vilje ved at elske og følge Jesus,” siger han.
For Niels Tiedemann er vi hver dag kaldet til at realisere Guds rige i det små.
”Hver dag vil jeg gerne gøre små ting for andre, hvor jeg kan. Ofte handler det bare om at være nærværende og se den anden. Jeg har for eksempel sat mig for, at når nogen ringer, skal jeg gøre mit bedste for, at de er gladere, når vi afslutter samtalen, end da de ringede op. Og når jeg skal ind i et tog, bliver jeg stående som den sidste på perronen i stedet for at mase mig ind. For nogen tid siden fik jeg igen bil, og i trafikken prøver jeg at være hensynsfuld. Selvom bilen er lille og beskeden, er den en materiel luksus, som jeg må råde bod for. Det gør jeg ved at køre ældre damer hjem efter søndagsmessen.”
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
Guds rige findes ikke kun i en uvis fremtid i livet efter døden eller efter Jesu genkomst. Det er nuværende og nærværende – konkret, her og nu, som Jesus var det i sin tid. Alle kan vinde et liv i Guds rige, hvis de er villige til at ”miste deres liv” ved at give afkald på det, som adskiller os fra Gud – selviskhed, materialisme og bedrevidenhed. Vi kan tilmed få Guds hjælp til det.
Hvad er det vigtigste for dig af De Ti Bud?
Det første: ”Du må ikke have andre guder end mig”. Af- guder er alt, der fjerner os fra Gud, for eksempel materialisme og selvtilstrækkelighed. Vi kan ikke tjene både Gud og mammon eller både Gud og vores bedrevidenhed.
Hvordan er din ønske-gudstjeneste?
En messe med stort nærvær med Gud. Jeg er glad for messerne hos benediktinerinderne i Høsterkøb med gregoriansk sang i mindre rammer. I Skt. Ansgars Kirke, den katolske domkirke i København, hvor jeg hører til, er jeg gladest for prædikenerne til børnemesserne. De er korte og fundamen- tale. Mere behøver vi ikke, for vi skal tro med et barns blinde tillid og være fattige i ånden.
Hvordan er dit gudsbillede?
Jesus Kristus er den usynlige fars synlige ansigt, den Gud, som udøver sin magt gennem tilgivelse og barmhjertighed. Sådan har pave Frans udtrykt det i en bøn, og det billede kan jeg godt lide. Når jeg ser en kærlig mor med sit barn, minder det mig også om mit forhold til Gud. Stor kærlighed fra Gud, stor afhængighed hos mig og stor intimitet mellem os. Min vigtigste relation og fundamentet for mit liv.