”Hun må virkelig have været forvirret,” siger jordemoder Stine Roswall, da hun prøver at sætte sig i Jomfru Marias sted i søndagens tekst, som landets præster prædiker over i morgen.
Hun har lige født, og det eneste, som hun ikke har brug for, er, at der dukker tre fremmede mænd op med nogle pudsige barselsgaver til hende.
”Men måske gør besøget også, at Maria bedre kan forholde sig til situationen,” tilføjer Stine Roswall.
For der er gået ni måneder, siden englen pludselig dukkede op og fortalte hende, at hun skulle bære Guds barn i maven. Og siden har hun været overladt til sig selv og sine tanker.
”Man kan kun forestille sig, at hun har gået og spekuleret: Gad vide, om det er rigtigt? Hørte jeg virkelig Guds stemme? Er det bare noget, som jeg forestiller mig i mit indre? Ni måneder er lang tid at gå med sådanne tanker. Særligt, når alle omkring dig stadig opfører sig, som om intet er hændt. At der til gengæld pludselig dukker tre vise mænd op, gør, at Maria ved, at hendes situation er helt særlig,” siger Stine Roswall.
Men Maria får dog kun få af sådanne bekræftelser gennem livet, indtil Jesus er omkring de 30 år.
”Da han som 11-årig bliver væk, leder hun alle de oplagte steder, hvor en dreng på hans alder måske kunne finde på at gemme sig, men hun finder ham til sidst i templet. Hun ser ham altså som en gennemsnitlig dreng og har stadig svært ved at forholde sig til, hvad han er og skal blive,” siger hun.
Sådan har de fleste mødre det nok i virkeligheden, tænker Stine Roswall. Hun har selv to døtre derhjemme og stiller da også tit sig selv spørgsmålet: ”Går det nu godt?”. For hun kan sommetider komme i tvivl, om hun nu også selv gør alt det rigtige.
”Så må man bare gå stille og roligt videre med det, man er kaldet til, indtil man indimellem bliver bekræftet i, at det er det rigtige at gøre. Det er der også noget fint i, synes jeg. Men Maria står bare i en endnu sværere situation. Hun skal ikke bare have et barn som så mange andre. Hun skal have Guds barn,” siger Stine Roswall.
Jordemoder Stine Roswall er vokset op i Søborg i Storkøbenhavn i en familie, der er en del af Det Danske Mis- sionsforbund. Men da hun mødte sin nuværende mand, der tidligere var tilknyttet Dansk Oase, fandt parret i stedet fælles fodfæste i frikirkebevægelsen Vineyard.
Og hvordan forener hun så sit naturfaglige fag som jordemoder med sin tro? Det synes hun egentlig ikke er vanskeligt.
”I den optik er det ikke vigtigt, om det er Gud, der har skabt os, eller om vi er skabt ud af ingenting ved et tilfælde. Vi bevæger os uanset hvad inden for nogle rammer og naturlove – og jeg tror så bare, at de er gudgivne. Men så længe rammerne betyder, at vi kan undersøge og hjælpe kvinderne på den bedst mulige måde, er det egentlig underordnet, hvorfor lægemidlerne og behandlingsformerne findes,” siger Stine Roswall.
Tankerne om professionen leder Stine Roswall tilbage til søndagens tekst. For hun synes også, at der i teksten er et andet spor, som er interessant for vores samfund i dag. Det spor handler om, hvad vismændene oplever.
”De ser stjernen og går simpelthen bare af sted fra Østerland – alene på grund af deres tro på, at de skal finde en konge og frelser,” siger Stine Roswall og fortsætter:
”Men de har en forståelse af, at en konge må findes i hovedstaden Jerusalem. Det vil svare til, at de rejser til Rådhuspladsen i København, mens al spændingen foregår i en barselsseng i Vestjylland. De bliver ramt af, at virkeligheden er anderledes, end de tror. Og Guds virkelighed er netop ofte en anden end den, vi forventer.”
Det er i den sammenhæng også interessant, at magt- haveren Herodes kalder vismændene til sig og fortæller dem en løgn, fordi han har bagtanker med dette.
”Det kan godt være, at kongen siger et, men når Gud har en anden sandhed, er det måske et tegn,” siger Stine Roswall.
For mennesker er kun mennesker, og det at have fået tildelt magt betyder desværre ikke, at man altid taler sandt og gør det bedste, mener hun.
”Vi skal bruge vores kritiske sans. Jeg ser det i dag på fødeområdet, hvor der bliver skåret ned og gennemført besparelser, mens politikerne praler af vores fantastiske sundhedsvæsen. Men det er ikke politikerne, der kan svare på, om fødeafdelingerne fungerer godt nok. Det er de fødende, jordemødrene og fødselslægerne. At få magt betyder ikke, at man bliver et perfekt menneske, der ved alt og ikke forsøger at manipulere til sin egen fordel.”
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
Jeg ville tale om, at det, at Herodes har magt, ikke afholder ham fra at forsøge at manipulere vismændene til sin egen fordel. Det tror jeg også gør sig gældende i dag. Derfor er det vigtigt, at vi bruger vores øjne, ører, kritiske sans og sunde fornuft i mødet med magthavere.
Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?
Jeg bryder mig ikke om spørgsmålet. For der er ingen af De Ti Bud, der kan fjernes, så der bare er ni bud tilbage. Og jeg kan heller ikke bare stryge ni af dem og sige, at der så er ét, der er vigtigere end de andre. De er alle vigtige for vores liv. De kan ikke gradbøjes.
Hvordan er din ønske-gudstjeneste?
Det er en, hvor der er musik, som taler til mit hjerte, og en eller anden form for prædiken eller forkyndelse, som taler til min hjerne. Og så skal der være plads til alle. Også dem, der ikke er vant til at færdes i kirkens rum, og som ikke kender alle ritualerne på forhånd.
Hvordan er dit gudsbillede?
Jeg tror ikke, at Gud kan begrænses af min opfattelsesevne. Gud er en åndelig magt eller kraft og måske også en fysisk form, som jeg ikke kan forestille mig. Men jeg tror, at når jeg møder Gud, så ved jeg det i mit hjerte.