Guds vilje vises i måden, vi er over for hinanden på

Som teenager tumlede USA-ekspert Mads Fuglede med spørgsmål om eksistens. Han fandt svarene i kristendommen, og i dag er han glad for, at han fandt sit kristne leje, inden han blev alvorligt syg af kræft

”Jeg har det svært med lovreligioner. Jeg synes, det er noget pjat,” siger USA-ekspert Mads Fuglede.
”Jeg har det svært med lovreligioner. Jeg synes, det er noget pjat,” siger USA-ekspert Mads Fuglede. Foto: Scanpix.

”Vi får del i Guds ånd i mødet med vores næste, ikke ved at gemme os bag nedskrevne regler og forskrifter. Det er det, der adskiller kristendommen fra andre religioner, og det er derfor, dette tekststykke er så vigtigt.”

Sådan siger Mads Fuglede om søndagens prædiketekst fra Matthæusevangeliet. Her fortæller Jesus farisæerne, at kristendommen hviler på at elske sin Gud og at elske sin næste.

Mads Fuglede er ikke vant til at tale om religion. Sædvanligvis er det USA, der er omdrejningspunktet, når han er i studiet hos TV 2 og kommenterer på international og især amerikansk politik. Det handler også om USA, når han til daglig underviser i politik på Grundtvigs Højskole i Hillerød. Og det var heller ikke religion, det handlede mest om, da han i 2013 stillede op som folketingskandidat for Venstre.

Mads Fuglede afslører da også, at han lige måtte ringe til en veninde, der er præst, for at diskutere søndagens tekststykke inden samtalen med Kristeligt Dagblad.

Og at han i den forbindelse opdagede, at der var forskellige måder at gribe teksten an på. ”Nogle ser forskellige ting i teksten og udleder forskellige spor. Men det, der står tilbage for mig, er, at teksten understreger, at det er kærlighedsbuddet, der er vores religion. Vi har kun det bud, at du skal elske din næste,” siger han.

Det er flere år siden, Mads Fuglede sidst er stødt på netop denne tekst fra Matthæusevangeliet. Han betegner sig selv som bibellæser og kirkegænger, men det er noget tid siden, han sidst har forholdt sig til sin egen religiøsitet. Derfor skulle han også overveje, om det nu var en god idé at tale om søndagens tekst, for tro er ikke noget, han sædvanligvis reklamerer med.

Men Mads Fuglede betegner sig som kristen, og han er glad for sin tro.

”Min tro gør en forskel for mig på den måde, at den er det, jeg hænger min identitet på. Jeg er glad for, at jeg har den, men den er personlig. Jeg vil gerne snakke med folk om den, hvis de spørger ind til det, men jeg går ikke selv ud og opsøger diskussionerne,” forklarer han.

For ham er søndagens tekst et vidnesbyrd om, at troen netop er personlig, og at den kan komme til udtryk på den måde, man selv vælger.

”Jeg har det svært med lovreligioner. Jeg synes, det er noget pjat, og jeg er glad for, at kristendommen er gået i en anden retning. Derfor synes jeg, at søndagens tekst er så revolutionerende,” siger han og uddyber:

”Det er netop her, kristendommen viser, hvorfor vi lader det Nye Testamente og Jesu liv og gerninger være det centrale frem for de begivenheder, som udfoldes i Det Gamle Testamente. Der findes den voldsomme, dømmende, destruktive Gud, som i Det Nye Testamente afløses af noget andet. Her vises Guds vilje ved den måde, vi er over for hinanden på. For mig er det så smukt, det kan blive.”

Da han voksede op, gik Mads Fuglede i kirke med sin mor. Faderen er ateist og det endda markant, siger Mads Fuglede, så han havde sin fars ateisme og sin mors kristendom at forholde sig til i opvæksten. Da han var sidst i teenageårene, begyndte han at læse Camus, Sartre, Kierkegaard, Løgstrup og Nietzsche for at undersøge, hvad man skal rette sig efter som menneske, som han siger.

”Jeg fandt ud af, at jeg var mest tilpas, hvis jeg kunne koble virkeligheden sammen med den kristendom, jeg havde fået i arv. Det tog jeg på mig, og jeg kunne finde svar på mine mange spørgsmål i kristendommen,” fortæller han.

”Det var nogle svære og tunge tanker i teenageårene, som handlede om min egen syndighed, skyld, manglende evne til at være ordentlig over for andre og svigte dem, jeg elskede. Som jeg er blevet ældre, har jeg fundet ud af at komme overens med det at være ordentlig, mens man er her.”

”Min tidlige brug af det religiøse handlede meget om det at forlige sig med de fejl, man begår. Dengang kunne jeg godt lide forestillingen om, at der er en, der har gennemskuet mig og kender mig og alligevel elsker mig, og det er Gud. Det betød meget. Det her med, at man tumler gennem livet på jagt efter kærlighed og anerkendelse, og at der er en grund til at være her, som er større end en selv, det kan jeg ikke gøre uden et gudsforhold. Det kan andre måske, men ikke jeg.”

I dag, forklarer han, ligger kristendommen som et bagtæppe for hans liv. Teenageårenes spørgsmål og søgen efter at definere sig selv som menneske ligger efterhånden langt tilbage. Men han er glad for, at han havde de eksistentielle år. Og især at han havde dem, inden han i midten af 20'erne fik konstateret lymfekræft. Mads Fuglede blev meget syg og lå længe på hospitalet.

”Da jeg ligger der, er jeg glad for, at jeg er færdig med at afsøge det felt. At det ikke er der, jeg skal tænke over, hvad jeg skal med mit liv, når jeg er i gang med at miste det. I stedet har jeg en dyb forestilling om, at min krop er i lægernes hænder, men min sjæl er i Guds hænder. Og det har jeg det godt med,” siger han.

Han fortæller, at hans forældre husker perioden som et tidspunkt, hvor religion betød særlig meget for ham, men at han ikke selv husker det sådan.

”Jeg var egentlig mest bekymret for, hvad der skulle ske med mine forældre, hvis jeg døde. Hvordan de ville tackle det at miste et barn, som er det forfærdeligste, jeg kan forestille mig for forældre. Jeg husker det, som om jeg var rolig, at jeg følte, at jeg ikke kunne gøre noget ved tingene, men bare bede. Jeg bad nok mere regelmæssigt i den periode end ellers,” siger han.

Efter sygdommen fandt hans religiøsitet et nyt leje. Fra at være en eksistentiel afsøgen er religion blevet noget, han finder forankret i sine omgivelser.

”Jeg er glad for at gå i kirke, men i dag handler det mindre om mig. Nu handler religion om mit land og dets kristne arv. Det er gået fra et eksistentielt projekt, som er koblet op på det religiøse som en måde, jeg kunne få min eksistens til at gå hånd i hånd med virkeligheden på, til at være mere et nationalt identitetsprojekt. Jeg tror, at skiftet afspejler de forskellige aldre, man går igennem. Min religiøsitet har fundet sin plads i mig,” siger han.

”Hvis der sker noget voldsomt i mit liv eller med mit land, hvor jeg føler mig magtesløs, vil jeg tit bede. Ikke fordi jeg tror, at Gud hører mig, for det er ikke den måde, jeg tror på. Men bønnen er et redskab til at formulere og håndtere en frustration på.”