Prøv avisen

Gudstjeneste med andre religioner vækker debat

Gudstjenester med besøg af imamer i danske kirker har de senere år medført flere kontroverser. Det vakte for eksempel kritik, da en imam kom med en hilsen efter DR's nytårsgudstjeneste i 2012. Arkivfoto. Præst Theodor Jørgensen holder lysmesse i Helligåndskirken. Foto: Martin Stampe/ Denmark

Folkekirken inviterer stadig oftere folk med anden tro til gudstjeneste. Religionsmøde er blevet et vilkår i tiden, men synet på Kristus volder problemer

Når Helligåndskirken i København inviterer til Lysgudstjeneste med gæster fra andre trosretninger i morgen, vil deltagerne hverken modtage nadver eller fremsige trosbekendelsen.

Derimod vil en imam, en buddhist, en jøde og en sikh overbringe en hilsen i kirken efter gudstjenesten. Anledningen for det multireligiøse møde er FNs uge for harmoni mellem forskellige trosretninger.

Det fortæller Michael Krogstrup Nissen, sognepræst og formand for den arbejdsgruppe, som står for gudstjenesten.

Det er vigtigt at få frem, at det er en kristen gudstjeneste, hvor vi fejrer Kristus som verdens håb og lys. Det er ikke religionsblanderi. Men det er meget kristent at møde sit medmenneske, hvor det er. Vi vil skabe rum for et møde med mennesker af en anden tro, og måske man oven i købet selv kan flytte sig i det møde. Det kan gå begge veje.

LÆS OGSÅ:
Vi skal lære, at vi ikke kan gå på vandet

Gudstjenester med besøg af imamer i danske kirker har de senere år medført flere kontroverser. Det vakte for eksempel kritik, da en imam kom med en hilsen efter DRs nytårsgudstjeneste i 2012.

Michael Krogstrup Nissen understreger, at man gerne vil undgå problemer.

Så vi har valgt, at der ikke skal være nadver, fordi nadveren kan skabe meget debat for og imod. Det ville være ærgerligt, hvis nogen synes, det er kontroversielt. Det skal bare være en enkel gudstjeneste, hvor Kristus står centralt.

Men fravælger man nadveren, fravælger man også kristendommen. Det mener tidligere universitetslektor, dr.theol. Carsten Breengaard, der er kritisk over for, at amerikansk kristendom, FN og harmoniseringsbestræbelserne i folkekirken svigter det væsentligste i kristendommens væsen.

Den amerikanske tanke om harmoni, som smitter af på FN, er et resultat af en anden kirketradition end herhjemme. Amerikanerne lægger vægt på, at kristendom er tro på Gud, og fordi alle andre trossamfund tror på Gud, forestiller man sig, at der kan skabes et fællesskab.

Men Danmark er præget af den grundtvigske skelnen mellem det folkelige og det religiøse, mener Breengaard.

Hvis vi skal leve ordentligt sammen med andre, handler det derfor ikke om at nedtone eller reducere væsentlige dele af vores religion, men om at skabe folkelige platforme. Mødet skal foregå på gaden, i religionsundervisningen, i andre sammenhænge. For selvfølgelig skal vi leve i et åbent og tolerant fællesskab med andre religioner. Men man skal ikke mødes i gudstjenestelige sammenhænge, siger han og kalder det for et moderne fænomen, som ligger i forlængelse af en afsporet toleranceforestilling.

Det er totalt misforstået, at man tager noget så fundamentalt ud af gudstjenesten som nadveren og trosbekendelsen. Det er det, der gør kristendom til kristendom. Kristendom er ikke en tro på Gud, men en tro på noget ganske bestemt om Gud, nemlig at Gud har forsonet sig med mennesker gennem Kristus, siger han.

Men Michael Krogstrup Nissen er ikke enig:

Jeg synes, at det er en forkert tilgang til det her. Vi har ikke fravalgt noget for at skabe en form for moderne, harmonisøgende tilgang til andre religioner. Det er blot for at gøre det enkelt. Verden er blevet en global landsby, og den mangfoldige virkelighed er lige uden for døren. Når vi lærer hinanden at kende, og religion er blevet til konkrete mennesker frem for noget abstrakt, så er det meget lettere at leve sammen, uanset om der er tale om dagligdag, eller hvis der opstår en krise.

Det sker tiere og tiere, at folk fra forskellige religioner samles til for eksempel gudstjeneste, fortæller lektor i teologi ved Aarhus Universitet Peter Lodberg:

I Nordamerika og Europa, herunder i Danmark, er antallet af interreligiøse markeringer vokset de sidste 20-25 år, og efter tårnenes fald i 2001 har der været en stærk bestræbelse på at markere en religiøs samhørighed. I Mellemøsten og Afrika, bortset fra Sydafrika, er der ikke denne stærke markering. Det kræver en form for stabilitet og ro og overskud i samfundet, hvor man ikke frygter hinanden, men hvor man har et fællesskab, som man ønsker at holde i hævd.

Ifølge Lodberg vil fænomenet formentlig vokse i Danmark i takt med den religiøse mangfoldighed. Men synet på Kristus, og dermed på nadveren, vil stadig være en stopklods, mener han.

Det ser ud til, at de skarpe religiøse forskelle vil fortone sig, og man besinder sig på det fælles i den religiøse tro. Men det er grundlæggende synet på Kristus, som stadig skaber strid: Er Kristus den, der skiller kristendom fra andre religioner, eller er Kristus allerede til stede i alle religioner?.