Prøv avisen

Gudstjeneste vil sætte fokus på kristendom og køn

Ifølge Paulus er der ikke forskel på mand, kvinde, træl og fri for Gud, påpeger præst og initiativtager til gudstjenester med fokus på forholdet mellem kristendom og køn.

Enghave kirke får i morgen besøg af den danske drag-queen og sanger Ramona Macho. Diskussionen om den såkaldte queer-teologi har ikke rigtig været ført i dansk teologi, påpeger lektor

Hen over foråret har Enghave Kirke på Vesterbro i København haft flere gudstjenester, der på forskellig vis sætter fokus på forholdet mellem kristendom og køn. Ved morgendagens gudstjeneste får kirken besøg af den danske drag-queen og sanger Ramona Macho. Han går til daglig under det borgerlige navn Bo Hagen Clausen og optræder af og til i dametøj, hvilket han også vil gøre i kirken.

Om gudstjenesten forklarer præst og initiativtager Viggo Julsgaard Jensen, at han vil sætte fokus på forandringer, ikke mindst i troens univers:

”Jeg synes, at Ramona er en af de figurer, som bedst formår at transformere sig hele tiden. Der opstår noget interessant, når Ramona bliver en del af kirken og en vægtig del af gudstjenesten. Dermed indgår hun også som en del af kirkens identitet. Man kan sige, at for Ramonas vedkommende er der en helt konkret fysisk transformation på spil. For de fleste af os, er der ikke det samme på spil med at transformere fra det ene køn til det andet, men jeg synes, at vi skal være mere bevidste om, at vi som mennesker ikke er en statisk størrelse. Vi er på vej til at blive noget andet også,” siger Viggo Julsgaard Jensen, der understreger, at der ifølge Paulus ikke er forskel på mand, kvinde, træl og fri for Gud, og derfor skal vi heller ikke fastlåse hinanden ud fra bestemte forestillinger om køn.

Benedicte Hammer Præstholm, cand.theol. og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, peger på, at diskussionen om den såkaldte queer-teologi, teologien om det kønsmæssigt anderledes, stort set ikke har været ført i dansk teologi. Hun har selv skrevet ph.d.-afhandling om køn og kultur i nyere dansk teologi.

”Jeg ser ikke tegn på, at der er en ny stor diskussion på vej i den danske folkekirke relateret til queer-tænkning, men der er forskellige ansatser til en mere positiv interesse for køn, end tilfældet har været tidligere,” siger hun.