Prøv avisen
Kirkeanalyse

Gudstjenesten er det nye sort i folkekirken

Birgitte Stoklund Larsen. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Ikke mindre end fire store undersøgelser om gudstjenesten har set lyset det seneste halve år

Inden for det seneste halve års tid er der kommet fire større undersøgelser om gudstjeneste og liturgisk praksis. Københavns og Ribe Stifter har foretaget hver deres analyse af gudstjenestepraksis. Center for Kirkeforskning på Københavns Universitet har gennemført en undersøgelse blandt præster af Bibelen i gudstjenesten, ligesom Frederiksberg Provsti har offentliggjort en undersøgelse af, hvordan kirkegængere oplever gudstjenesten.

Tendensen er markant: Gudstjenesten er kommet i fokus. Hvor man for nogle årtier siden så en intensiv interesse for og satsning på pædagogik og kateketik, så vendes blikket i disse år mod gudstjeneste og liturgisk praksis.

Der skrives nye bønner og nye salmer, og der afholdes workshops og liturgiske seminarer. Og man undersøger, hvad der sker, og hvordan det virker.

At gudstjeneste på denne måde er det nye sort i folkekirken er egentlig ganske opmuntrende. Det er oplagt at se fokuseringen på gudstjenesten som en form for kirkelig selvbesindelse på et absolut kerneområde. Folkekirken har - sammen med de andre kirkesamfund - gudstjeneste som særlig og specifik værens- og udtryksform. Uden gudstjeneste - ingen kirke.

Det er plussiden. Minussiden er, at den særlige form kan være så særlig, at den opleves fremmed og måske direkte frastødende for en del mennesker.

Den dobbelthed dokumenteres tydeligt i en brugerundersøgelse fra Frederiksberg Provsti med titlen ”Højmessen set fra kirkebænken”. Her har ph.d. Nete Enggaard interviewet kirkegængere i fire teologisk og liturgisk forskelligt profilerede sogne på Frederiksberg ved København om deres oplevelse af gudstjenesten.

En af konklusionerne er, at alle de kræfter, der investeres i liturgisk tilpasning, for eksempel i form af nye bønner og nye salmer, ”ikke er helt så afgørende for kirkegængerne, som de må formodes at være for for eksempel præsterne”. For jævnlige og hyppige kirkegængere er salmerne vigtige, mens de ikke tager megen notits af kollekter og bønner.

Der går - ikke overraskende - et skel mellem dåbsgæsterne og de faste eller lejlighedsvise kirkegængere. Hvis man kommer i kirken tit eller indimellem, så er man groft sagt glad for formen, for salmerne og fordybelsen i gudstjenesten, mens mange dåbsgæster er dækket ind under et udsagn om, at ”formatet er mildest talt kedeligt”.

Hvis man finder ”formatet”, forstået som gudstjenesten med salmer og dåb og nadver, kedeligt, er der dog opløftende elementer, for eksempel prædikenen, som dåbsgæsterne i modsætning til hyppige eller lejlighedsvise kirkegængere lægger langt mere vægt på end andre af gudstjenestens led. Formentlig fordi netop prædikenen mest ligner et format, dåbsgæsterne kender. Eksempelvis en blog, en kronik eller et læserbrev.

En klassisk, traditionel gudstjeneste med en relevant og aktuel prædiken bedømmes altså mere positivt af dåbsgæster end en liturgisk eksperimenterende gudstjeneste med en irrelevant prædiken.

Spørgsmålet er, hvor denne og andre undersøgelser efterlader os. Kan man få dåbsmenigheden til at elske ”formatet”? Er den liturgiske fornyelse kun vigtig for præster og organister? Og hvor batter det at zoome ind i sit fokus på gudstjenesten?

Det er oplagt at forestille sig, at de senere års fokusering og røre omkring gudstjenesten resulterer i en form for mere systematisk liturgisk arbejde i folkekirken, en liturgisk kommission måske.

Inden man sætter hele maskineriet i gang, er det dog værd at skele til Norge, der sidste år evaluerede en omfattende og næsten 10 år lang gudstjenestereformproces. Evalueringsrapporten med den tvetydige titel ”Noe falt i god jord” (Noget er faldet i god jord) evaluerer en reform, der har givet en omfattende liberalisering af gudstjenestelivet, tydeligt eksemplificeret ved, at ”kan” optræder 77 gange i den nye norske gudstjenesteordning.

En af konklusionerne er, at reformen blev for vanskelig for en i øvrigt reformtræt norsk kirke, og at meget er opnået, men at ”en del” også er gået tabt gennem gudstjenestereformen.

Bemærkelsesværdigt lægges der i konklusionen op til, at fremtidens diskussion i Norge må handle om, ”hvordan norske menigheder kan varetage højmessens plads i den norske kirke, samtidig med at der arbejdes for, at den åbnes for stadig nye mennesker”.

Undersøgelsen fra Frederiksberg peger i retning af, at dette kunne være et oplagt sted at sætte af i arbejdet med gudstjeneste i en dansk sammenhæng.