Prøv avisen
Kirkeanalyse

Gudstjenesten trues snarere af det historiske teater end af anarkiet

Den første rapport fra biskoppernes udvalg om gudstjeneste kommer ikke rigtigt ud af stedet. Man må begynde med at spørge, hvad gudstjenestens formål er, før man kan tale om dens former

Den nye rapport ”Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed” fra det biskoppeligt udpegede fagudvalg vedrørende autorisation er en tynd sag. Udvalget har fundet ud af, at ”liturgien”, hvormed der vist nok menes søndagsgudstjenesten klokken 10, enten kan være meget fri eller meget fastlagt eller noget midt imellem. Over 20 sider bringes der betragtninger for og imod de tre muligheder. Hertil kommer 80 sider med faglige indlæg om forskellige emner, der har noget at gøre med autorisation af liturgi. Nå, siger man så. Var det det hele? Og hvad skal vi med det?

Jeg står tilbage med det indtryk, at udvalget er begyndt med at finde columbusægget med de tre løsningsmuligheder, og så er de 10 fagfolk ellers vandret rundt om den varme grød på seks møder uden rigtig at komme ud af stedet.

Problemet er måske, at det hele slet ikke handler om gudstjenesten. Her er der ingen akutte kriser, for så vidt man lokalt tilpasser udbuddet og formerne til, hvad man fornemmer, at der er brug for. Krisen ligger snarere i biskoppernes og provsternes forståelse af, hvad ”tilsyn” er for noget. Hvis det ikke duer, at bisper og provster kommer rundt som kontrolassistenter, der har autoriserede alter- og ritualbøger som facitlister i forhold til gudstjenesten, hvad skal de så gøre i stedet? Måske skulle vi alle begynde med at stille de grundlæggende spørgsmål, som udvalget springer over:

Hvad er gudstjenestens formål?

Vi holder vel ikke kun gudstjeneste, fordi det står i Danske Lov fra 1685, at vi skal?

Måske skal gudstjenesten bidrage til at gøre Jesus Kristus kendt og troet, så vidt det nu står til mennesker, sådan som Danmission udtrykker det?

Måske skal gudstjenesten præsentere og repræsentere kristendommen, som afdøde biskop Niels Henrik Arendt sagde det?

Måske skal gudstjenesten sigte på, at deltagerne må styrkes i det indre menneske, så Jesus Kristus må bo ved troen i vore hjerter, som det hedder i nadverliturgien?

Måske skal gudstjenesten, ligesom kirkens mange andre aktiviteter, stille kristne praksis- og trosformer til rådighed for mennesker af alle slags, så de kan indøves i kristendom?

Hvis man formulerer gudstjenestens formål, sætter det nogle kriterier for, hvilken skikkelse gudstjenesten skal have. Og så bliver man straks sendt ud i arbejdet med at finde ud af, hvilken gudstjeneste der fungerer for hvem, hvor, hvordan og hvorfor? Så længe man ikke overvejer det, kommer man ikke længere end til en fristil. Man begynder og ender med traditionen, fordi man ikke tør tænke selv.

Hvis er gudstjenesten?

Folkekirken er arvtager efter en statskirke med ”tradition for en institutionel varetagelse af danskernes religiøse behov… uden teologisk dialog med medlemmerne”.

Sådan skriver Anders Laugesen i sin reformationsbog. Udvalgets tale om genkendelighed i gudstjenesten på landsplan efterlader det indtryk, at gudstjenesten stadig er kongens og præsteskabets.

Hvis man derimod forudsætter, at gudstjenesten er lægfolkets, brugernes, er det den lokale gudstjenestes fasthed, der er afgørende. Hvert sogn må arbejde med den lokale liturgis kadence, frihedsgrader, kernesalmer og så videre. De vellykkede folkelige liturgier udfoldes i et tillidsrum, hvor enhver, der kommer til kirken, ”føler sig omgivet af et Tilbud – ikke en Tvang, men et Tilbud – af kristen Tro og Trøst … omtonet af Røster, der siger: kunne du ikke have Lyst til at komme til denne dine Forældres Bekjendelse, hvormed Luther stod for Keiseren …” for nu at citere fra biskop P.C. Kierkegaards tale i Folketinget i 1867.

Udvalget vil gerne have en gudstjeneste med ”evangelisk-luthersk prægnans”. Hvis man læser Luthers gudstjenestevejledning om den tyske messe fra 1526, så kan man ikke fremme det med autoriserede forordninger, men ved et klart sigte på, at troen kan ”gå i svang” i menneskers hjerter. Gudstjenester er ikke dogmatik omsat til rollespil. Gudstjenester er indøvelse i kristendom.

Luther oversatte Bibelen og skrev sin lille katekismus og sine salmer på 1500-tallets tyske folkesprog. Tænk, om han i stedet havde holdt sig til 1100- eller 1300-tallets tysk – eller til latin for en sikkerheds skyld, for at holde sig til traditionen – så var der ikke kommet hverken reformation eller folkelig vækkelse ud af hans indsats.

I kirker, hvor man ikke tilpasser liturgien til menigheden og ikke bruger salmer på nudansk, sætter man egen bekvemmelighed højere end menneskers adgang til kristendommen. Det er her, problemet ligger. Hvis man har et evangelisk formål med kirken og gudstjenesten, er faren for anarki beskeden. Den store fare er, at gudstjenesten blot genopføres som et stykke ”historisk teater”, sådan som Thorkild Grosbøll mener, at gudstjenesten er det.

Hans Raun Iversen er lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet.