Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Teater

Halløj i Domkirken - men uden Kristus

4 stjerner
Salmen ”Altid frejdig når du går” havde fået sig et par nye vers, som forfatteren Chr. Richardt ikke ville have brudt sig om, for nu gjaldt det ikke om at nå frem, men om at gå. Jesus sagde nu ellers, at ingen kommer til Faderen uden ved ham! Der blev hele aftenen lagt kraftigt afstand til kirkens gamle ”ord”. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Der blev lagt vægt på den ”uendelige kærlighedskraft” på tværs af religionerne, da en imam søndag aften var inviteret til at prædike i Aarhus Domkirke. Det var ikke bare formerne, der blev gentænkt, men hele kirkens teologi og i sidste ende gudsbegrebet

Søndag formiddag var jeg i sognekirken. Den unge præst udlagde i en solid prædiken søndagens bibeltekst. Omkring 300 mennesker fremsagde i fællesskab trosbekendelsen. En tidligere muslim læste epistlen med svag mellemøstlig accent. Bortset fra nogle børnesange og lidt moderne musik var det en klassisk gudstjeneste.

Søndag aften var jeg i Aarhus Domkirke. Det er kulturår i Aarhus, og temaet er Rethink, gentænk. Og domprovst Bartholin havde bedt et teater hjælpe med at gentænke gudstjenesten. Idéen er glimrende: Gudstjenesten er, foruden hvad det også er, et stykke kultur.

Kultur er der i enhver gudstjenestes musik og salmer. Søndag aften var orglet erstattet af andre musikinstrumenter, og en dygtig gospel-sangleder indlærte fra scenen nye sange. Et stort gospelkor befriede os fra den klassiske kirkemusiktradition i Danmark og fyldte det store rum. Kultur er der også i gudstjenestens rammer. Der er altid elementer af performance i en gudstjeneste. Jeg havde forventet, at teatrets folk kunne inspirere på det punkt, og jeg blev ikke skuffet. De kunne noget med kropssprog og mimik. De rappede Fadervor – og hvorfor ikke?

Prædikenen blev holdt af Sherin Khankan, imam og religionssociolog. På forhånd har det med rette været omstridt at lade en muslim prædike. Egentlig var det vel ikke anderledes, end når man lader andre ikke-kristne personer sige nogle kloge ord på det menneskelige plan. Aftenens såkaldte episteltekst var vistnok skrevet af en ateist og bestod i en god dagligdags morale om fællesskab i en opgang.

Jeg har selv inviteret en rabbiner og en ateist til at tale ved en kirkehøjskole for at lære noget af det, de som gæster udefra kunne bidrage med ind i vores kristne menigheds sammenhæng.

Den kvindelige imam skulle tale om fællesskab, og da muslimske miljøer er kendt for sammenhold i familier, forventede jeg, at hun ville slå et slag for vigtigheden af det. Jeg ventede også, at hun ville appellere til sammenhold i danske nabolag, på tværs af vores forskellige tro. Jeg havde ikke forventet, at hun som gæst i en kristen kirke ville prædike Muhammeds lære. Det gjorde hun heller ikke. Faktisk slet ikke.

I sin prædiken understregede hun barndomshjemmets vigtighed i dannelsen af børns senere forhold til fællesskab. Fællesskab var så vigtigt. Børn skulle opleve at blive set af kærlige forældre. Børn måtte gerne lære om fællesskab ved at opleve gæstfrihed og åbenhed i deres hjem. Børns frihed til at vælge deres egne veje blev understreget, for børn tilhører ikke forældrene, men skulle og kunne have frihed til at vælge deres egen vej.

I den sidste del af sin prædiken slog hun så et slag for fællesskabet mellem alle mennesker på tværs af religioner. I mødet med de fremmede måtte der aldrig sættes begrænsninger. De såkaldte islamofober og de radikale islamister ville hun udfordre, blandt andet med henvisning til en middelalderlig sufist, der understregede den ene fælles sandhed. Alle slags tro udgik fra en rod, og derfor var der ikke kun én vej og én sandhed. Jesu næstekærlighed lagde op til et solidarisk fællesskab, og dette fællesskab måtte ikke begrænses, for Gud åbenbarede sig i mødet med de andre.

Med disse ord spandt den liberale imam videre på den røde tråd, der gik gennem hele arrangementet søndag aften. Hun kom ikke til at virke som en gæstetaler ved en utraditionel kristen gudstjeneste, som jeg havde forventet. Hun kom i stedet til at spille med på den anderledes teologi, der lå bag den såkaldte event. For man kan spørge, om ikke netop ”befrielsen” i denne gudstjeneste var en befrielse fra Kristus-troen? Trosbekendelsens ord om Gud, Fader, Søn og Helligånd var erstattet af nye ord om Gud og om, at ”alt er forbundet i en uendelig kærlighedskraft”. At Kristus er Guds enbårne Søn og vores herre, var redigeret bort.

Salmen ”Altid frejdig når du går” havde fået sig et par nye vers, som forfatteren Chr. Richardt ikke ville have brudt sig om, for nu gjaldt det ikke om at nå frem, men om at gå. Jesus sagde nu ellers, at ingen kommer til Faderen uden ved ham! Der blev hele aftenen lagt kraftigt afstand til kirkens gamle ”ord”. Men de blev ikke bare erstattet af nye ord, men af et helt nyt budskab.

For nogle år siden var der tale om ”den nye gud”, i en bog af Niels Grønkjær i kølvandet på Thorkild Grosbøll. Jeg opfattede gudstjenesten søndag aften som udtryk for en ny gudsforståelse: Gud er ikke Jesu Kristi far, men sådan, som vi tænker om ham. Trosbekendelsen må skrives om ud fra egne religiøse tanker. Hvis nadveren ikke kobles sammen med ”gamle ord” om Jesu frelseshandling og genkomst, kan vægten i stedet komme til at ligge på indholdet i gourmet-maden. Var det Bibelens Kristus, gudstjenesten skulle ”befries” fra?

Hvis Bibelen kun rummer ”fortællinger” og poesi på linje med andre fortællinger, kommer tro og teologi til at handle om det, vi selv kan finde på. Kristendommen ændres fra at være åbenbaringstro til at være religiøsitet. Der er en gud, og hver især er vi vores egen profet. Luther gik bagom hjemmelavet senmiddelalderlig fromhed, tilbage til Bibelen og klassisk kristen tro, og det kalder vi reformation. For ”den nye gud” passer det bedre med Rethink: Man forkaster ”gamle ord” og konstruerer selv en gudstjeneste med et indhold, der så i forbløffende grad minder om det, der i forvejen er tidens trends.

Aarhus Domkirke er kendt for at være et gæstfrit sted. Byens flotteste rum stilles til rådighed for mange ting. Den tager ingen skade af at være ramme om en katolsk konfirmation og en almindelig skoleafslutning. Heller ikke af at få besøg af eksperimenterende teaterfolk.

Jeg bliver mere nervøs for folkekirkens overlevelse som kristen kirke, hvis aftenens begivenhed ikke bare var en enkeltstående event i et kulturår, men afsløringen af en trend i fremtidens teologi og gudstjenesteforståelse.

Godt, at der på søndag igen er gudstjeneste i sognekirken, så vi kan samles om en tro, vi ikke selv har fundet på, og som vi er fælles om.

Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet i Aarhus.