Prøv avisen
Interview

Bent Feldbæk skrev kirkehistorie: Gudstjenestens form er ligegyldig, hvis budskabet mangler

Kirkehistorien viser, at der efter en periode med fornuftskristendom ofte kommer en stærk vækkelse med en subjektiv form for kristendom. Så tiden må snart være inde til det, mener tidligere sognepræst Bent Feldbæk. – Foto: Jens Bach

Bent Feldbæk blev i 1996 dømt af en præsteret, fordi han mente, at dåben ikke fører til frelse uden personlig omvendelse. Han håber stadig på en vækkelse i folkekirken, men synes ikke, at debatten giver noget særligt håb for fremtiden. I morgen fylder han 80 år

”Forkyndelsen i folkekirken er udvandet og tandløs. Jeg savner præster, der tør forklare folk, at det kræver en personlig omvendelse at blive frelst. Jeg mener fortsat, at Bibelen klart fortæller, at man ikke bliver frelst via dåben alene.”

Sådan lyder det fra Bent Feldbæk, der skrev kirkehistorie, da han i 1996 som den første og hidtil eneste præst i folkekirken blev stillet for og dømt af præsteretten i en læresag. Han mistede embedet for at fornægte det officielle folkekirkelige syn på dåben. Gennem en personlig omvendelse var han nået frem til, at folkekirkens dåb for at være gyldig skulle følges af en personlig tro som voksen. Da han i sin forkyndelse formidlede den fortolkning af Bibelen, indstillede daværende biskop i Aalborg Stift Søren Lodberg Hvas i 1994 til, at der blev rejst en præsteretssag imod ham. Sagen endte fem år senere i Vestre Landsret, hvor præsterettens dom, som gik imod Bent Feldbæk, blev stadfæstet, og han blev afskediget.

Bent Feldbæk har aldrig fortrudt, at han fastholdt sit synspunkt og stod ved – i håb om, at det ville vække præster og menigheder til at indse det, han fortsat mener, er indlysende:

”Luther fremførte, at det er troen, der frelser. Men selvom folkekirken kalder sig luthersk-evangelisk, er den tilsyneladende gået tilbage til at forkynde frelse ved dåb. Jeg synes, man på den måde reducerer sig selv til en service- og ritualkirke,” siger Bent Feldbæk, da Kristeligt Dagblad i anledning af hans 80-årsfødselsdag i morgen har indbudt til samtale om folkekirken.

”Man er nok bange for, at det faldende dåbstal skal føre til folkekirkens langsomme død, og derfor er man parat til at gøre næsten hvad som helst for at holde på folk. Men det er jo ikke i sig selv noget værd, at man holder folk inde i folden, hvis man ikke samtidig fortæller dem, at personlig omvendelse er en forudsætning for frelsen,” siger Bent Feldbæk.

Han karakteriserer nutidens folkekirke som præget af en rationalistisk teologi, der minder om den, der herskede på Grundtvigs tid.

”Den gjorde Grundtvig op med til gengæld for en subjektiv kristendom, hvor den enkeltes personlige tro stod i centrum. Der fandt en vækkelse sted, som min slægt også blev præget af, da både min oldefar og min mormor oplevede en personlig omvendelse. Min far, som var præst, var derimod præget af Karl Barths teologi og meget imod følelser og subjektivitet. Det gælder også de fleste præster i folkekirken i dag,” siger Bent Feldbæk.

Han efterlyser præster, der tør tale imod vielse af homoseksuelle og ”andre ubibelske tiltag”.

”Jeg hører ikke mange, der tør sige den slags, formodentlig fordi man er bange for at være politisk ukorrekt,” siger han og tilføjer, at teologer, som er uddannet fra Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut har svært ved at få ansættelse i store dele af folkekirken, fordi menighedsrådene blokerer for at ansætte præster med konservative holdninger.

”Så det er ikke svært at forstå, at vækkelsen udebliver. For troen kommer jo af det, der høres,” siger han.

Hans egen omvendelse fandt sted i 1977, tre år efter at han var blevet ansat som sognepræst i Snedsted i Thy, og den fik ham til at læse Bibelen mere personligt og bogstaveligt – og førte i sidste ende til hans afskedigelse. Siden har han ikke for alvor følt sig hjemme i en større kirkelig sammenhæng.

”Jeg er nok lidt af en ener, for selvom jeg på mange måder deler teologi og dåbssyn med for eksempel baptisterne, føler jeg mig ikke helt hjemme der. Og på den karismatiske fløj i folkekirken, som jeg på mange måder sympatiserer med, er der ikke helt opbakning til mit dåbssyn,” siger han.

Han finder det positivt, at der tilsyneladende er stigende interesse for åndelige emner blandt danskerne, men efterlyser, at denne interesse bliver mødt med klar forkyndelse om frelse og fortabelse frem for eksperimenter med nye gudstjenesteformer.

”Formen på gudstjenesten er ligegyldig, så længe forkyndelsen ikke er modig og klar,” siger han.

Han bruger meget tid på at læse ældre vækkelseslitteratur og leder en studiekreds om Paulus’ breve for gamle bekendte fra det karismatiske miljø. Og selvom han ikke umiddelbart ser tegn på en ny vækkelse, fastholder han troen på, at den kan komme.

”Kirkehistorien viser, at der efter en periode med fornuftskristendom ofte kommer en stærk vækkelse med en subjektiv form for kristendom. Så tiden må snart være inde til det,” siger han.