Midt i en debat om krav til den gode gudstjeneste er der en bestemt side af gudstjenesten, som det er vigtigt at huske på. I første omgang er gudstjenesten vigtig af teologiske grunde. Den kristne tro lever af tre hovedkilder: Bibelen, traditionen og erfaringen.
Alt for ofte har kirken mistet balancen mellem de tre kilder. Man glemte at bruge Bibelen eller holdt sig kun til enkelte passager og en meget begrænset måde at bruge Bibelen på. Eller man foragtede Bibelen og tradition, fordi man var så sikker på, at ens egen oplevelse og erfaring var det eneste saliggørende.
Er gudstjenesten bibelbrug, traditionsformidling eller erfaringsdannende oplevelse? Forhåbentlig indgår der lidt af det hele. Vi kan gå så langt som til at sige, at gudstjenesten er lige så vigtig som Bibelen. Men gudstjeneste og bibel er vigtige som to ligeværdige fødekilder både til den brede kristne inspiration og til fastholdelsen af fokus på kristendommens centrum i troen på Jesus Kristus.
Gudstjenestenen er også noget andet, som vi måske ikke tænker så meget over. Gudstjenesten er en særlig samværsform med en bestemt og meget værdifuld karakter. Gudstjenesten er langsom, tingene får lov til at få den tid, de nu tager. Vi synger alle vers også af de lange salmer, vi tager hele det aftalte nadverritual, vi taler ikke i munden på hinanden. Først er der plads til musikken og indgangsbønnen, så kommer dem, der skal læse teksterne og prædike, stille og roligt på tur og række. Altergangen må afvikles lidt kløgtigt, hvis der er mange i kirke. Men vi sjusker ikke. Vi bruger den tid, det tager under den valgte form. Måske bliver vi endda siddende under hele postludiet.
Denne liturgiske, lidt langsomme, disciplinerede og fokuserede opmærksomme samværsform, som kirkekristne kender så godt fra gudstjenesten, kan og bør bredes ud til mange andre og måske endda alle samværsformer i kirken. Mange steder og i mange sammenhænge er det afgørende, at kirken er liturgisk, lidt langsom, disciplineret og fokuseret opmærksom, fx i sjælesorgssamtalen, ved menighedsrådsmødet og i ledelsen af frivillige og ansatte. Jeg skal nøjes med at nævne et eksempel, som mange menigheder er gået i gang med, og flere kan få glæde af fremover.
I løbet af april er projektet Lokal kirkeudvikling startet op med tre konferencer med arbejdsgrupper på 6-8 deltagere fra hver af fra 4-6 sogne, der har været sammen henholdsvis i Taulov, Gellerup og Karlslunde kirker. Der er således over et hundrede folkekirkefolk, der er gået i gang med den treårige proces Lokal Kirkeudvikling.
I hvert sogns arbejdsgruppe er der menighedsrådsmedlemmer, ansatte, frivillige og kirkefremmede i en god blanding. I det første halve års arbejde er det gennemgående formål at lære at lytte, dels indadtil blandt kirkens brugere for at finde ud af, hvor guldet ligger i kirkens arbejde, hvad mennesker er glade for og gerne ville have mere af, dels udadtil i form af lytterunder blandt forskellige grupper i sognet. Lad os her se på den sidste arbejdsform som eksempel.
En lytterunde gennemføres ved, at for eksempel tre mennesker fra kirken, evt. fra arbejdsgruppen, inviterer for eksempel seks mennesker fra en bestemt gruppe i sognet til en to timers samtale under hyggelige former. Hele pointen er, at de indbudte får lejlighed til at tale om, hvad der er godt, og hvad der er tungt i deres liv, hvad de i det hele taget tænker om deres liv og dermed også om kristendommen og kirken. I en rigtig god samtale kan de indbudtes tro og livserfaring komme til orde og dermed måske til live for nu at bruge et godt udtryk af Bjarne Lenau Henriksen. Men det kræver, at samtalen i lytterunden har en helt særlig form.
Hvad der er brug for, er den liturgiske, lidt langsomme, disciplinerede og fokuseret opmærksomme samværsform, som kirkekristne kender så godt fra gudstjenesten. Får denne samværsform lov at brede sig, kan man i en lytterunde akkurat som i en anden god samtale opleve, at her er der næsten mere gudstjeneste end ved gudstjenesten. Her rækker mennesker hinanden nogle ord til at tyde deres liv, og de får et rum til selv at bruge ordene og gøre dem til deres. De får mulighed for at tage ordene i munden, så nye og gamle ord, kommer til at tage bolig i dem.
Hans Raun Iversen er lektor i teologi på Københavns Universitet.