Folkekirken har sendt liturgien i udvalg. I øjeblikket ser man nærmere på gudstjenesten, sakramenterne og på, hvordan folkekirken arbejder med liturgi, i tre udvalg, som biskopperne sidst i 2016 nedsatte.
I kommissorierne for disse udvalg blev det præciseret, at det er faglige udvalg, læs: ekspertudvalg. De rigtige eksperter, kirkegængerne – eller brugerne, om man vil – vil undervejs i arbejdet være repræsenteret i de nyere empiriske undersøgelser, som udvalgene uden tvivl vil støtte sig til.
Og udvalgene skal efterfølgende lægge op til en bred offentlig debat om liturgien, hvor alle får chancen for at give deres besyv med. Når den tid kommer.
I mellemtiden kan man reflektere over, hvad der sker, når man sender liturgi i udvalg. Det er nemlig langtfra ligegyldigt, hvordan man går til en opgave med liturgieftersyn. Selve arbejdsmåden former udfaldet. Et udvalg er et redskab, der hører organisationsformen bureaukrati til. Når man sender en sag i udvalg, behandles den som et problem, der skal løses. Sagen vendes og drejes, der indkaldes særligt sagkyndige, og man overvejer, hvem der har kompetence til dette eller hint.
Et udvalg er typisk et redskab til at fastlægge procedurer og skabe ensartethed. Og dermed en vis centralisering – i modsætning til den anarkistiske frihed, der kunne udfolde sig i kraft af digitaliseringen, hvor enhver med en printer i teorien kunne mangfoldiggøre sin egen liturgi hver søndag.
Et udvalg er som organisationsform som skabt til at finde balancen mellem orden og frihed, mellem centralisering og decentralisering, mellem fællesskab og individualisme. Hvis det altså når frem til et resultat. Det sker ikke altid. I tilfældet med liturgiudvalgene er der dog allerede forudskikket, hvad resultatet kunne blive. Det skal nemlig overvejes, om der skal nedsættes ”et permanent liturgisk forum”, der kan sørge for ”et kontinuerligt arbejde med liturgi på landsplan”.
Man har med andre ord tænkt sig mere permanent at sende liturgien i udvalg i folkekirken. Er det en dårlig løsning? Ikke nødvendigvis. Det handler jo om at finde balancen mellem fornyelse og traditionsbevarelse, og her er pragmatiske kompromiser ganske fornuftige. Sådan gør man i protestantiske kirker. Til gengæld kan udvalgene roligt forberede sig på kritik.
Som organisationsform er et udvalg nemlig stort set lige så dårligt til at skabe fornyelse, som det er til at sikre traditionsbevarelse. Nogle vil mene, at det er fodslæbende konservativt, fordi det bliver så som så med den radikale fornyelse, de måtte ønske sig, mens andre vil finde resultatet alt for moderne, fordi man jo bryder med en tradition, når man for eksempel knæsætter nye ordninger.
Et stående udvalg for liturgi virker som en indlysende løsning på et problem, der ikke kan løses en gang for alle. Til gengæld bliver det så uhyre vigtigt, hvordan det udvalg arbejder, og hvem der får plads i udvalget. Men det spørgsmål ligger et stykke ude i fremtiden.
Det kan selvfølgelig være, at et sådant forum slet ikke kommer. At arbejdet ender resultatløst. Det er set før. Men der er en vis sandsynlighed for, at der kommer noget ud af arbejdet. Særligt i lyset af, at debatten om folkekirkens styre endte resultatløst i 2014.
Hvis det var endt med en form for styringsreform, havde man også fået nye procedurer for, hvordan liturgiske spørgsmål skulle behandles i folkekirken. Sammenhængen mellem kirkeordning og liturgi er ikke tilfældig.
Efter Grundlovens indførelse i 1849 blev man således enige om at afvente en kirkeordning, før man tog stilling til ”de indre anliggender”, altså blandt andet liturgi, som biskopperne med udvalgene tydeligt signalerer, at folkekirken selv må kunne finde ud af at ordne.
I 1800-tallet var ”de indre anliggender” knap så indre, som de er i 21. århundrede – for det meste. Selvom Folketinget var drivkraft i indførelse af vielse af par af samme køn, så hører det til undtagelserne. Og man kan vel næppe forestille sig Folketinget i ophidset debat om højmesseordningen, når de biskoppelige udvalg afgiver betænkning til sin tid.
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.