Søster til fængslet Jehovas Vidner-dansker: Hans tro betyder alt for ham og kommer først i hans liv

Vi er kede af det, men ikke slået ud, siger søsteren til det danske medlem af Jehovas Vidner i Rusland, som i denne uge blev idømt seks års fængsel

I sine breve og opkald til broderen Dennis Christensen har det været vigtigt for Majbritt Paulsen at fortælle ham, at han fortsat skal kæmpe for at holde ud og holde humøret oppe. For hende har det betydet meget at læse, at han er ved godt mod, er rask og trives trods omstændighederne.
I sine breve og opkald til broderen Dennis Christensen har det været vigtigt for Majbritt Paulsen at fortælle ham, at han fortsat skal kæmpe for at holde ud og holde humøret oppe. For hende har det betydet meget at læse, at han er ved godt mod, er rask og trives trods omstændighederne. Foto: Mladen Antonov/Ritzau Scanpix.

Den russiske retssag mod et dansk medlem af Jehovas Vidner, som i går kulminerede med en dom på seks års fængsel, har påkaldt sig international opmærksomhed. Men få har formentlig fulgt sagen, som er en af de mest spektakulære retssager mod et trossamfund i nyere russisk historie, med så store kvaler som familien til den dømte Dennis Christensen.

”Vi er rystede og kede af Dennis’ dom,” siger søsteren Majbritt Paulsen, som bor i Danmark og også er medlem af Jehovas Vidner.

”Rystede over, at vores Dennis, et så kærligt og helt igennem fredeligt menneske, kan blive behandlet så uretfærdigt.”

Det er første gang, at familien fortæller åbent om forløbet, som begyndte, da Dennis Christensen i maj 2017 blev anholdt under et bibelstudie og anklaget for at ”organisere aktiviteter i en ekstremistisk organisation”. Sagen mod ham er den første straffesag mod et medlem af Jehovas Vidner, siden Ruslands højesteret i 2017 erklærede trossamfundet ”ekstremistisk”.

”De har ingenting på ham. Ikke ét eneste bevis på, at han har opført sig ekstremistisk, er blevet fremført,” siger Majbritt Paulsen.

”Vi er kede af det i familien, men vi er ikke slået ud. Vi har været forberedt længe på, at dette kunne ske, så det kommer ikke som et stort chok for os. Selvfølgelig havde vi håbet på noget andet, men vi ved også – som Dennis sagde – hvilket land han bor i,” siger hun med henvisning til, at Rusland de senere år har fået hård kritik for brud på menneskerettighederne.

Forskere og menneskerettighedsorganisationer har betegnet sagen som udtryk for forfølgelse af religiøse mindretal i Rusland, og ifølge Majbritt Paulsen vil hendes bror anke afgørelsen ved alle retsinstanser og gå hele vejen for at rense sit navn.

Dennis Christensen har under hele det over 600 dage lange forløb været varetægtsfængslet, og kontakten til omverdenen har været sparsom. Uvisheden om, hvordan han har haft det, har ifølge Majbritt Paulsen været noget af det værste.

”Vi har kun fået lov til at tale sammen i telefon fem gange på de 20 måneder, han har været varetægtsfængslet. Vi har fået 15 minutter til samtalen, og de har ikke været private, men overvågede. I lange perioder har vi ikke vidst, hvordan han havde det, og det har været meget hårdt for familien,” siger hun.

I sine breve og opkald til broderen har det været vigtigt for Majbritt Paulsen at fortælle ham, at han fortsat skal kæmpe for at holde ud og holde humøret oppe. For hende har det betydet meget at læse, at han er ved godt mod, er rask og trives trods omstændighederne.

Dennis Christensen blev født i København i 1972, hvor familien allerede bekendte sig til Jehovas Vidner. To år efter at have modtaget eksamensbevis som byggetekniker tog han i 1995 til Skt. Petersborg for at hjælpe med opførelsen af Jehovas Vidners kontor i Solnechnoye i udkanten af den russiske storby. Han faldt for Rusland, og i 1999 flyttede han til den nordvestlige by Murmansk, hvor han mødte Irina, som for nylig var blevet en del af Jehovas Vidner. De giftede sig i 2002, og i 2006 flyttede de sydpå til byen Orjol, hvor Dennis Christensen arbejdede som selvstændig entreprenør. Det var her, han i 2017 blev anholdt.

”Dennis havde et godt liv, før han blev anholdt. Han var glad for sit arbejde og sin hverdag,” siger søsteren.

Under forløbet har Majbritt Paulsen fundet styrke i sin tro, og hun ved, at Dennis Christensen gør det samme.

”Min bror har altid haft en stærk tro på Gud og på hans ord, Bibelen. Han lever og ånder for at tjene Gud. Hans tro betyder alt for ham og kommer først i hans liv.”