Guide: Fem sommerarrangementer i uge 35

Der er tværkunstneriske eksperimenter, avantgarde kunst og efterårshøjskole på programmet i denne sensommeruge. Vi har fundet fem spændende sommerarrangementer i Kirku.dk.

Kunstforeningen Gl Strand præsenterer den første store solopræsentation i Danmark af kunstner, musiker og designer Henrik Vibskov.
Kunstforeningen Gl Strand præsenterer den første store solopræsentation i Danmark af kunstner, musiker og designer Henrik Vibskov. Foto: Søren Bidstrup.

Skæld ud på Gud

Søndag eftermiddag kan du komme til foredrag med Preben Kok i Lyng Kirke ved Haderslev.

Preben Kok er sygehuspræst og opererer i grænselandet mellem liv og død. I sin bog fra 2010 Skæld ud på Gud fortæller han om sit arbejde og sin tro. Med troen som udgangspunkt går han i clinch med parforhold, skyld, magtesløshed, stress og illusionen om det perfekte menneske. Han giver mennesker i krise mulighed for at dele ansvaret og sorgen med Gud, når livet gør ondt, og meningen hører op.

Læs mere om foredraget her.

Efterårshøjskole om Danmark

Dette efterår arrangerer Davidskirken på Østerbro i København efterårshøjskole om Danmark i årene 1953 til 1972 og tiden, hvor landet befandt sig i skæringspunktet mellem øst og vest, Norden og EF.

Efterårshøjskolen foregår over syv torsdage og starter den 29. august med universitetslektor Karsten Fledelius, der lægger ud med foredraget Det nye Danmark Danmark til Nordpolen. Det tager afsæt i Grundloven af 1953, hvor Grønland og Færøerne blev integreret som ligevægtige dele af Danmarks Rige, der officielt strakte sig fra Østersøen til Arktis.

Læs mere om efterårshøjskolen her.

Islamisk kunst og Kierkegaard

Tag med Roskilde kulturforening og Jakobskirken til København, for at søge rødderne i den islamiske og kristne kultur. Oplev farverigdommen i den islamiske kunst og besøg filosoffen Søren Kierkegaards gravsted.

Davids Samling rummer en af de største samlinger af islamisk kunsthåndværk i Europa, og på Assistens Kirkegård ligger mange danske kulturpersonligheder begravet, med Søren Kierkegaard og H.C. Andersen som nogen af de mest kendte. Dagen igennem tolkes der fra dansk til tyrkisk og omvendt, så alle får udbytte af guiderne undervejs.

Læs mere om arrangementet her.

Avantgardens mester

Kunstneren Man Ray (Emmanuel Radnitzky, 1890-1976) er kendt som en af de helt store hovedkræfter i avantgardens Paris i 1920'erne og et vigtig medlem af både dadaisterne og surrealisterne. Han begyndte sin kunstnerkarriere som maler og kastede sig siden med stor nysgerrighed over alle de medier, han kom i nærheden af.

Udstillingen på Gl. Holtegaard præsenterer fotografen og filmskaberen Man Rays ikoniske værk blandt andet med fotografier af de kvinder, han levede sammen med, de kendte portrætter af datidens store kunstnere, men også hans mere ukendte side som for eksempel modefotograf.

Læs mere om udstillingen her.

Tværkunstneriske eksperimenter af Henrik Vibskov

Kunstforeningen Gl. Strand præsenterer den første store solopræsentation i Danmark af kunstner, musiker og designer Henrik Vibskov.

Henrik Vibskov arbejder i et unikt tværæstetisk krydsfelt mellem design, musik, performance, scene- og installationskunst. På få år har han opnået international berømmelse for sine nyskabende tværkunstneriske eksperimenter og sine spektakulære modekollektioner og -shows.

I udstillingen Neck plus ultra på Gl. Strand omdanner han hele 1. og 2. sal til en stor totalinstallation. Udstillingen er et omfattende gesamtkunstwerk, hvori de traditionelle grænser mellem kunstgenrer er opløst: Musik, skulptur, design, og film indgår i samspil med billeder, mode, scenografi og lyd.

Udstillingens titel Neck plus ultra er et ordspil over det latinske nec plus ultra - hertil og ikke længere - et udtryk, der ifølge den græske mytologi stod indgraveret i søjlerne ved den kendte verdens ende. Samtidig refererer ordet neck til forbindelsen mellem hoved og krop, nemlig nakken og netop nakker og hoveder fra fugle, udgør en væsentlig del af udstillingen.

Læs mere om udstillingen her.