Prøv avisen

Gudstjeneste "på synnejysk": Gujs frej weæ mæ jer!

Sognepræst Christa Hansen bærer en tysk, luthersk præstekjole ved søndagens gudstjeneste ”på synnejysk” i Hertug Hans Kirke i Haderslev. Den farverige stola om halsen har især en beroligende effekt ved barnedåben, fortæller hun - for de små babyer er fuldstændig optagede af at kigge på de mange farver. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Én gang om året foregår gudstjenesten på sønderjysk i Hertug Hans Kirke i Haderslev, og sproget gør noget helt særligt ved både præst og menighed. Dialekten opfattes nemlig som et hjertesprog

”Skal du også ind og høre lidt sønderjysk i dag?”. Kirketjener Betina Dau Petersen står i døren ind til kirkerummet og deler salmebøger ud til de mange mennesker, der lige netop denne søndag er mødt frem ved Hertug Hans Kirke i Haderslev. Aldersgennemsnittet passer meget godt med fremmødet, 60 plus, hvilket er lidt flere end til en almindelig højmesse. Folk sætter sig på kirkebænkene, falder lynhurtigt i snak med sidemanden, og lyden af hjertelig genkendelse og kærlige grin fylder mere, end det plejer at gøre i en kirke, før bedeslagene falder.

Én gang om året holder sognepræst Christa Hansen denne særlige gudstjeneste på ”synnejysk”. Hun er ansat som præst ved Haderslev Domsogn med særligt ansvar for det tyske mindretal i menigheden og holder derfor de fleste af sine gudstjenester på tysk, men den sidste søndag i august har i flere år været forbeholdt det sprog, som hun selv kalder ”hjertesproget”: sønderjysk.

”La wos åll bæj,” siger hun og folder hænderne, efter at hun har fortalt kirkegængerne lidt om dagens gudstjeneste, ”hvor der bach-ætter er kaf uje i gården,” og som servicemeddelelse også lige fortæller, at der ved nadveren er ”saft i æ bæcher, for det æ den sist søndaw i æ månet”.

Kun salmesangen, Fadervor og trosbekendelsen er på det dansk, vi alle kender. Prædiken, bøn og velsignelse foregår på sønderjysk.

Dagens tekst er fra Mat- thæusevangeliet og handler om Zebedæus-sønnerne, og Christa Hansen har læst den højt på sønderjysk, oppe fra prædikestolen, der i denne kirke er en del af altertavlen, og derfor står hun allerhøjest oppe i kirkerummet, med lydhimmelen lige under loftet. Her udfolder hun sin fortolkning af teksten med referencer både til Benny Andersen, Jan Lindhardt og Albert Schweitzer, hvor tidens menneskesyn udfordres.

”Man kan nemlig dyrke sig sjelv så møje, te man bliver fuldstænne sjelv og oljenn i verden, for så ender man deæ, hvor man virkelig æ sit egen levns herre – også sin egen Guj. Men den frihed, det hea æ tale om, beskriver hel anne betingelser, ind dem vi er vondt te å omgås. Og deri liche osså æ frihej te å kunne se bort fra sæ sjelv!”.

Grundtvigs salme ”O kristelighed” er den sidste på tavlen, og efter orgelbrus og alle stemmer i kor har sunget de sidste strofer: ”så glade vi føler, os skabes i bryst de levendes lyst,” er stemningen løftet, og der bliver trængsel ved kaffekrusene ude foran kirken bagefter.

Martha Vollstedt hører til det ”sønderjyske, tyske mindretal”, som hun selv beskriver det. Hun holder meget af den årlige gudstjeneste på sønderjysk, for ”sønderjysk er jo et talesprog, ikke et skriftsprog, og derfor bliver det hele også mere direkte på sønderjysk. Man kan ikke pakke noget ind, men må sige tingene, som de er”, siger hun.

Og som en del af et mindretal, oplever hun også, at netop det sønderjyske sprog er det, der har samlet befolkningen i Sønderjylland igennem mange år, ”og på den måde gør os fælles, uanset om vi tilhører det tyske mindretal eller det danske flertal”, som Martha Vollstedt forklarer det.

”Og så er det jo samtidig vores oprindelige sprog. Før vi lærte både tysk og dansk, lærte vi sønderjysk. Det var det, der blev talt i hjemmene dengang,” siger hun.

For sognepræst Christa Hansen sker der også noget særligt, når hun skal skrive sin prædiken på den sønderjyske dialekt. Hun kalder det for sit ”hjertesprog”, fordi ”ordene ikke først skal omkring hjernen, men går direkte i hjertet”, forklarer hun.

”Derfor er der også en helt særlig atmosfære ved de her gudstjenester. Alle lytter intenst, og på sønderjysk kan jeg som præst sige tingene uden omsvøb eller tilløb. I dagens prædiken ville der garanteret have været flere følgesætninger knyttet til udsagnet ’I er noget!’, men på sønderjysk siger det det hele, når jeg siger ’I æ ållere’ naw’.”

Christa Hansen holdt sin første gudstjeneste på sønderjysk i 2001. Da var hun sognepræst i Tinglev og havde forinden oplevet, at en døende havde bedt hende om at holde begravelsen på sønderjysk.

”Og det fik Æ Synnejysk Forening nys om, så de spurgte, om jeg ikke ville holde en hel gudstjeneste på grænselandets dialekt. Det blev et kæmpe tilløbsstykke,” fortæller Christa Hansen, der selv er født og opvokset i en tysk mindretalsfamilie, og som netop oplever, at en del ældre fra dette mindretal ønsker det sønderjyske sprog ved deres begravelse.

”Tidligere i deres liv har de måske haft travlt med at lægge afstand til deres tyske mindretalsbaggrund. Det så vi jo især efter 1945, men det kan også have været i forbindelse med mobning i skolen eller andre chikanerier, at de har forsøgt at blive så ’rigsdanske’ som muligt og derfor har lagt det tyske, men også det sønderjyske, på hylden. Men nu er de så på det sidste, og så begynder den oprindelige baggrund at dukke op igen. Og det sønderjyske sprog bliver for dem det kit tilbage til rødderne, som det sprog, de talte i deres hjem. Det binder på den måde en fin sløjfe på deres liv,” siger Christa Hansen.

Hun peger dog også på, at den sønderjyske dialekt i sig selv er ”et døende sprog”, som hun siger:

”I dag er der ingen konfirmander, der kan tale eller forstå sønderjysk. Det er jo også tydeligt, at det er de ældre generationer, der kommer i kirken i dag. Så hjertesproget er nok desværre ved at uddø.”

Se video på

Sognepræst Christa Hansen bærer en tysk, luthersk præstekjole ved søndagens gudstjeneste ”på synnejysk” i Hertug Hans Kirke i Haderslev. Den farverige stola om halsen har især en beroligende effekt ved barnedåben, fortæller hun – for de små babyer er fuldstændig optagede af at kigge på de mange farver. Foto: Mikkel Møller Jørgensen.