De lange og mørke vintre i Grønland har uddannet enestående fortællere, som i århundreder har fået børn og voksne til at holde vejret i spænding, når der blev fortalt om gyselige spøgelser, overnaturlige væsener og åndemanere. Grønlandsforskeren Knud Rasmussen og andre har nedskrevet i stribevis af fortællinger, men nu giver en ny film, som har premiere i København på søndag, mulighed for et enestående kig ind i en verden af forunderlige fortællinger.
Et hovedtema i fortællingerne er overgangen fra den traditionelle religion til kristendom. For eksempel fortæller 80-årige Inoqusiaq Piloq fra Thule gribende om dengang, hendes bedstefar blev døbt. Han var en af områdets store religiøse ledere, en åndemaner:
»Det var så lyksaligt at leve sammen med sine hjælpeånder. Han kunne få hjælpeånderne til at assistere sig med hvad som helst. Uanset hvad. Alt var dem muligt«, fortæller Inoqusiaq Piloq.
Alligevel valgte den gamle åndemaner at blive døbt, for »han var jo blevet klar over, at det ikke var noget liv at leve som åndemaner, men at det ville være bedst at leve som et kristent menneske«.
Og så fortæller hun med fængslende detaljer, hvordan hendes bedstefar begav sig hen mod kirken, men hjælpeånderne forsøgte at forhindre ham i at nå derhen ved at få ham til at føle, at de stak søm ind i hans krop. Fortællingen fortsætter:
»Da han havde siddet et stykke tid i kirken, begyndte han langsomt at falde til ro. Han følte det, som om han fik taget en snavset anorak af og fik en ny og ren på i stedet for. Da han bøjede sig over døbefonden, for at præsten skulle hælde vand over ham, så han noget dernede, noget der lyste meget stærkt op. Han vidste ikke, hvad det var, han så - måske var det et ansigt«.
Fortællingerne på instruktør Karen Littauers film »Jeg husker« rummer også beskrivelser af aktuelle spørgsmål, for eksempel amerikanerne i Thule. Også her er det Inoqusiaq Piloq, der leverer fortællingen om, hvordan grønlænderne reagerede på de første amerikaneres ankomst. Ingen havde fået noget at vide, og pludselig kom der både flyvemaskiner og undervandsbåde, som ingen før havde set.
»Hvad var det dog for noget. Måske var europæerne på vej for at dræbe os alle. Vi var parate til at flygte«, husker hun og fortæller om, hvordan den amerikanske base efterhånden fortrængte både fangstdyr og fangere, så befolkningen var nødt til at flytte.
Mens denne beretning fra Thulebasen er fyldt med frustrationer og bidende ironi, er ingen af fortællingerne om kristendommens indtog i Grønland fortalt med distance. Eskimolog Kirsten Thisted, Københavns Universitet, forklarer hvorfor:
- De føler, at Gud er kommet direkte til dem. Der er ikke tale om, at danskerne eller andre har gjort dem kristne, sådan som vi ellers gerne vil tro. Grønlænderne har mange fortællinger om, hvordan Gud selv har talt til dem, og missionærerne alene har været hjælpere.
Kirsten Thisted har udgivet bogen »Grønlandske fortællere«, som hænger sammen med filmen »Jeg husker« på den måde, at bogen gengiver fortællingerne i deres helhed, mens filmen viser uddrag. Hun er henrykt over muligheden for at se fortællerne fortælle.
- Det er simpelthen Knud Rasmussen live! I årevis har mange af os tænkt, at kunne vi da bare se disse fortællinger blive fortalt. Det kan vi nu, siger Karen Thisted.
Hun forklarer, at det først og fremmest er i stemmen, blikket, ansigtets mimik og hændernes og armenes bevægelser, at fortællingernes drama foregår.
Filminstruktør Karen Littauer har arbejdet med filmen »Jeg husker« i tre år. Hun har valgt at opsøge de grønlandske yderdistrikter i nord og øst, fordi det moderne liv er kommet dertil senest.
- Det spændende ved de gamle fortællere er, at de har levet i begge verdener, den gamle og den nye. Det er da også i sidste øjeblik, denne film kunne laves, for der er ikke mange mennesker tilbage, som for eksempel har mødt en åndemaner eller som har boet i både hytte af tørv og højhus af beton, siger Karen Littauer.
- Også i en anden forstand hastede det med at få lavet filmen, for fortælletraditionen er i fare for at forsvinde, fordi den er udsat for voldsom konkurrence fra tv og andre medier.
Karen Littauers fortæller i forordet til bogen, at hun blev undfanget i Grønland, hvor hendes forældre arbejdede som lægefamilie. Derfor opfatter hun Grønland som en slags »åndeligt hjemland« og har besøgt det flere end 30 gange.
Hun er især fascineret af den naturlige plads, som det overnaturlige har hos grønlændere.
- Det er spændende at lytte til fortællingerne, hvor man aldrig helt kan finde ud af, hvornår det er personlige beretninger, og hvornår det er fantasi, fortæller hun.
Kirsten Thisted peger på, at hun med dette projekt ikke vil »fortidiggøre« grønlændere.
- Det er jo kun i yderdistrikterne, at der endnu lever mennesker, som havde en bedstefar, der var åndemaner. Ellers er grønlændere jo præcis lige så nutidige som danskere. Ved siden af deres åbne indstilling over for det åndelige, rummer de også en moderne virkelighedsopfattelse, som bringer dem i tvivl, siger hun.
Både film og bog dokumenterer ikke desto mindre, hvordan for eksempel fortællinger om de såkaldte fjeldgængere lever i bedste velgående. Fjeldgængere er mennesker, som af forskellige grunde valgte at forlade bopladsen og begive sig ud i ensomheden.
Mgssnguaq Jensen fortæller om, hvordan mange i Søndre Upernavik blev fjeldgængere på grund af depressioner, for »når folk ikke længere kunne klare deres tunge tanker, flygtede de, fordi de ikke længere ønskede at være iblandt andre mennesker«.
Blandt de tilbageblevne opstod der hurtigt fortællinger om, hvad der skete med fjeldgængerne eller qivittoq'erne, når de levede i ensomheden. Således siger Ane Nakinge:
»Det fortælles, at qivittoq'en kan blive så ond, at han bliver i stand til at udrydde sine bopladsfæller. Så onde bliver de, de vokser sig store og uhyggelige og stærke og i stand til at flyde. Alt kan de blive i stand til! De små ryper spiser de rå. Fordi de er så besat af det onde, fordi de var vendt sig bort fra det gode. Alt er de i stand til, fordi de bruger det onde som redskab. Sådan lever qivittoq'er!«.
Fakta
Grønlandske fortællere
* I tre år har filminstruktur Karen Littauer indsamlet materialet til det omfattende projekt om grønlandske fortællere. Hun har filmet beretninger af 32 grønlændere, som bl.a. fortæller om deres barndom og ungdom, ånder og åndemanere, overgangen fra hedenskab til kristendom og amerikanernes indtog i Thule.
* Filmen »Jeg husker« er på 70 minutter og rummer uddrag af 14 fortællinger. I bogen »Grønlandske fortællere« forklarer eskimolog Kirsten Thisted om fortællekunsten, og hun har redigeret gengivelsen af 22 fortællinger i deres helhed.
* Alt filmmaterialet vil fremover befinde sig på Dansk Folkemindesamling.
Karen Littauer (instruktør): Jeg husker. Fortællinger fra Grønland. Dokumentarfilm på 72 minutter. Premiere på søndag i Cinemateket i København.
Kirsten Thisted (red.): Grønlandske fortællere. Nulevende fortællekunst i Grønland. 368 sider, 399 kroner. Aschehoug Dansk Forlag.