Prøv avisen

Håbet om evigheden giver mig mod til nuet

Trods den store sorg og uvished efter tabet af sin søn, svigerdatter og to børnebørn er Flemming Kofod-Svendsens eget liv ikke endt i bitterhed. -- Mit tab har tværtimod forstærket mit fokus på det evige liv og styrket mit håb, siger han. -- Foto: Peter Kristensen.

LIVET EFTER DØDEN: Den anden søndag i advent for to år siden prædikede Flemming Kofod-Svendsen i Birkerød Kirke om de sidste tider. Samme søndag sagde han farvel og god rejse til sin søn, svigerdatter og to børnebørn, der troede, at de var på vej til en tryg familieorlov i Thailand. Nu er Flemming Kofod-Svendsen ved at færdiggøre en bog om sine tanker efter tsunamien, der kostede hans familie livet

Frugttræerne står nøgne i haven og strækker sig mod himlen. Ikke et eneste æble, ikke engang et blad er tilbage på grenene, men enkelte ligger livløse nær stammerne på Flemming Kofod-Svendsens græsplæne. Her har han selv stået dagligt i snart to år og spejdet efter Jesus på himlen over Birkerød. For savnet efter sønnen, svigerdatteren og de to børnebørn, han mistede til flodbølgen i Thailand, har kun forstærket forventningen til frelserens genkomst.

Om sommeren minder de fyldte frugttræer i haven ham om de to børnebørn, Silas og Regitze, der ikke længere kan løbe deres farfar i møde med favnen fyldt med frugt. Og herinde fra arbejdsværelset ligner de tomme træer selve livets skrøbelighed. For ingen skulle tro, at der nogensinde kommer liv i dem igen, hvis ikke man kendte til forårets spirende sejr. Hvis ikke man troede på miraklet.

– Når det kommer til stykket, er opstandelsesbudskabet det eneste, der for alvor giver mod og kraft til at leve, siger Flemming Kofod-Svendsen, da vi sidder i arbejdsværelsets sofa for at snakke om de tanker om "Døden, sorgen, håbet", der udkommer i bogform i første halvdel af 2007.

På væggen bag ham hænger tre fotografier og et maleri. På det nederste foto skærer Poul Nyrup Rasmussen (S) en kage for, da partilederne Mimi Jacobsen (CD), Marianne Jelved (R) og Flemming Kofod-Svendsen (KD) – i al hemmelighed – har accepteret hver deres portion ministerier i Pia Gjellerups (S) lejlighed på Frederiksberg. Ovenover hænger de officielle regeringsbilleder så, fra den første Nyrup-regering og en tidligere Schlüter-regering, hvor Flemming Kofod-Svendsen også var boligminister. Men det er måske alligevel maleriet af et oprørt hav, der kommer Flemming Kofod-Svendsens væsen nærmest.

– Det er fra Løvehoved ved Hammeren på Bornholm, forklarer han. Og pludselig virker maleriet som det perfekte billede på Flemming Kofod-Svendsens egen klippefaste tro.

Bølgerne bokser mod klippen med havets hvidknyttede næver. Store, brede og frygtindgydende. Men klippen står fast, mens de vrede vandmasser tilintetgøres én efter én. Og heller ikke den store ulykke, der er skyllet ind mod Flemming Kofod-Svendsen, har fået ham til at miste troen eller håbet.

– Nej, jeg har ikke på noget tidspunkt tvivlet på Guds eksistens, svarer han sikkert og kaster et kort blik ud mod havens tomme træer, inden han fortsætter:

– Derimod har jeg ikke kunnet forstå Gud. Men jeg har læst, at det bedste, man så kan gøre, er at komme med det til Ham. Og sådan fandt jeg faktisk ud af, at jeg kunne være lige så ærlig over for Gud som de gammeltestamentlige forfattere. Især blev salmisterne mine medspillere, fordi de hudløst ærligt fortæller om deres skuffelser og tvivl: "Hvorfor sover du, Gud?" "Hvorfor griber du ikke ind?" De ord, som jeg har læst så mange gange før, blev eksistentielle for mig på en ny måde efter mit tab. For de var som sagt ud af mit eget hjerte og min egen situation. Hvorfor skulle dette ske? Hvorfor greb Gud den almægtige ikke ind og hindrede denne katastrofe?

Den anden søndag i advent 2004 holdt Flemming Kofod-Svendsen gudstjeneste i Birkerød Kirke. Det var en ordinær højmesse med dåb og altergang. Men det særlige ved denne dag for familien Kofod-Svendsen var, at de den søndag var samlet for at sige farvel og god rejse til sønnen Jacob (28 år), svigerdatteren Lisbeth (32 år) og de to børnebørn Silas (4 år) og Regitze (3 år).

– Ved gudstjenesten prædikede jeg over dagens tekst fra Lukas-evangeliet kapitel 21, vers 25-36, hvor Jesus blandt andet siger: "Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen." Og jeg understregede, at disse rædsler er et forvarsel om den glædelige begivenhed, at Kristus kommer igen.

Tyve dage senere ramte den værste flodbølgekatastrofe i nyere tid Asien. Over 100.000 blev dræbt. Og Flemming Kofod-Svendsens egen familie var blandt ofrene:

– Min søn og svigerdatter havde glædet sig meget til at kunne rette al opmærksomhed mod deres to børn. De havde taget familieorlov. Og de havde været meget optaget af at finde et trygt sted, hvor de kunne være sammen som familie. De undersøgte flere steder, men valget faldt på Thailand, som flere havde rådet dem til, fordi der var vældig smukt og trygt. Børnene syntes, at det var utroligt spændende. Og den sidste mail, vi fik fra dem, er fra den 25. december, hvor de fortæller, hvordan de fejrede en dejlig juleaften.

Siden hørte Flemming Kofod-Svendsen intet, og det tog over et halvt år, før alle de fire familiemedlemmer blev identificeret og kunne begraves herhjemme. Men trods den store sorg og uvished er han ikke endt i bitterhed mod Gud.

– Mit tab har tværtimod forstærket mit fokus på det evige liv og styrket mit håb om, at Kristus kommer og opretter en ny himmel og en ny jord.

Du skriver ligefrem, at du ofte har stået i din have og spejdet efter Jesus på himlen

– Ja, det gør jeg stadigvæk.

Men hvordan kan du i det hele taget opretholde en forventning om en god Gud, der kommer tilbage, når han tillader, at dine kære er blevet taget fra dig?

– Det, vi har løfter om, er, at Gud vil genoprette en ny jord og en ny himmel, men vi har ikke fået nogen løfter i Bibelen om, at dette liv skal være uden lidelse eller ondskab. På den måde er Bibelen meget realistisk. Vi skal også være klar over, at Gud og vi har en modstander, Djævelen, som var initiativtager til oprøret mod Gud. Han vil gøre alt for at føre mennesker væk fra Gud. Jesus kalder ham fra begyndelsen en manddræber. Og denne virkelighed er også blevet stærkere for mig. For her har vi hovedforklaringen på, at der er så meget ondskab i verden.

– Guds løsning er at redde os ud af denne verden og skabe en ny verden, hvor den nye himmel og den nye jord er karakteriseret ved fravær af alt det, der her gør ondt. Smerte og sorg er simpelthen væk i himlen. Bibelen kalder det en genoprettelse af det, der engang var fuldkomment godt. Derimod taler Bibelen om, at der er ondskab her på jorden, og det, vi er lovet hos Gud, er forløsning fra ondskabens kræfter. Men vi har ikke fået løfter om at få svar på alt det, vi ikke forstår.

Du skriver, at din familie havde lagt deres ferie i Guds hånd og bedt om, at de måtte komme et trygt sted hen. Hvordan forholder du dig til, at Gud på den måde kan virke, som om at han rystede på hånden?

– Jeg kan faktisk ikke sige andet end, at her er noget, jeg ikke forstår. Der, hvor jeg er endt, er ved det ord, som Gud taler igennem profeten Esajas. At hans tanker og veje er højere end mine. Der er ting, som jeg bare ikke forstår, men samtidig kan Gud have planer og veje, som jeg ikke kender til. Det eneste, som jeg for alvor kan holde mig til, er, at Gud i sin kærlighed gav os det bedste, han havde, sin søn, og at Jesus for at redde os også gik igennem lidelse.

– På den måde er der ikke noget tab eller nogen lidelse, som Gud ikke selv kender til. For tanken er det jo også helt ufatteligt, at den almægtige Gud lider. Og at Jesus, den almægtiges søn, siger "min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?"

– Det er en bøn, der får mine tanker til at stå stille, men heldigvis kom der også en påskemorgen, hvor graven var tom. På den måde får jeg fællesskab med en, der har prøvet alle lidelser og har besejret al ondskab. Og det giver mig livsmod, når jeg tænker på, at Kristus kommer tilbage for at oprette sit herlighedsrige og udslette al ondskab. Det er det, som jeg ser frem imod og det, der giver mig frimodighed til at løse de opgaver, der er mine her på jorden.

– Men at jeg skulle leve, mens min søn skulle dø, det forstår jeg ikke. For der er noget naturstridigt i at følge sin søn, svigerdatter og børnebørn til graven.

På bordet mellem os står der hjemmebagte brunkager. Det er de tre børnebørn, "der er tilbage", som har bagt kagerne. Flemming Kofod-Svendsen byder med et spirende smil. Livet kan stadig smage godt midt i sorgen, fornemmer man.

– Jeg tror, at vore valg er utrolig afgørende, når vi bliver ramt af et pludseligt dødsfald, smerte eller lidelse. Vi kan vælge hele tiden at fokusere på det urimelige eller uforståelige ved at spørge hvorfor, men man kan også spørge: Hvad gør jeg nu?

– Jeg har selv andre børn og børnebørn. Jeg har opgaver som præst, og jeg forsøger at se dem som positive udfordringer. Og en af de ting, som jeg nu har gjort, er at skrive denne bog, hvor jeg gerne vil fokusere på det kristne håb. Mit ønske er at synliggøre den virkelighed, at Jesus har besejret døden. At der findes en kraft i at kende ham. At døden ikke har det sidste ord. For der kommer engang, hvor han opretter et rige, og hvor døden er borte. Og jeg håber, at folk, der er tynget af sorg, gennem bogen må få fokus rettet hen på, at Kristus har overvundet døden.

Men risikerer man ikke, at livet bliver et slags busstoppested i stedet for en rejse i sig selv, hvis man bruger det på at spejde efter Kristus på himlen?

– For mig er det lige omvendt. Troen og håbet giver mig et fundament, som jeg kan bygge et meningsfyldt liv på. Faktisk tror jeg, at man først for alvor lærer at leve, hvis man har set døden i øjnene, så man retter sit fokus mod de væsentlige ting i tilværelsen. På den måde ser jeg ingen modsætning mellem at leve i nuet og se frem mod evigheden. Tværtimod. For selvfølgelig synes jeg, at man skal tage taknemmeligt imod al den menneskelige støtte, man kan få.

– Jeg mener afgjort, at det kan hjælpe en bedre igennem en sorg, hvis man er åben om den. Derfor skal man tage taknemmeligt imod hjælp fra venner og psykologer. For sorg er en amputation af kærlighed, man må lære at leve med. Men selv menneskelig hjælp kan dybest set ikke stille noget op mod dødens gåde. Det kan til gengæld håbet om evigheden hos Jesus, og det kan netop derfor give mod og kraft til at leve i nuet.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Bogen "Døden, sorgen, håbet" udkommer i 2007 på forlaget Rosinante.

FLEMMING KOFOD-SVENDSEN

Forhenværende minister, født den 21. marts i 1944 i Aakirkeby på Bornholm. Studentereksamen Rønne Statsskole 1962. Cand.theol. Københavns Universitet 1969. Generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende 1970-77. Leder af Credo Forlag 1976-79. Sognepræst Birkerød sogn fra 1976. Landsformand for Kristeligt Folkeparti 1979-90. Folketingsmedlem fra 1984-94 og fra 1998-2001. Boligminister 1987-88. Boligminister og minister for nordisk samarbejde og Østersøspørgsmål 1993-94. Generalsekretær i ISOBRO fra 2001-2006. Har udgivet en række bøger, blandt andet "Etik og teknologi" (1982), "Den politiske udfordring" 1987 og "Bibelens bøger" (2004).