Prøv avisen

Hård kritik af opgør med bibeltekst

I et interview i Kristeligt Dagblad for nylig slog den århusianske lektor og forfatter til bogen "Taking Leave of Abraham" til lyd for, at folkekirken og kristne i almindelighed af hensyn til demokratiet bør tage et opgør med fortællingen om Guds ordre til Abraham om at ofre sin søn, Isak. -

Præster kritiserer århusiansk teologs ønske om et demokratisk opgør med den bibelske fortælling om Abraham, der skulle ofre sin søn Isak

Prodekan Troels Nøragers udfald mod Det Gamle Testamentes fortælling om Abraham fører nu til voldsom debat i det kirkelige Danmark.

I et interview i Kristeligt Dagblad for nylig slog den århusianske lektor og forfatter til bogen "Taking Leave of Abraham" til lyd for, at folkekirken og kristne i almindelighed af hensyn til demokratiet bør tage et opgør med fortællingen om Guds ordre til Abraham om at ofre sin søn, Isak.

Men den går ikke, mener flere præster og teologer.

Lektor og leder af forskningsprojektet "Gammel Testamente som kulturel erindring" på Aarhus Universitet, Pernille Carstens, mener, at vi ikke kan kassere bibelske tekster, bare fordi vi er uenige i dem.

- Der er så mange grusomme sandheder, som vi som samfund må forholde os til. Der er millioner af kristne armenere, der blev slået ihjel af tyrkerne under Første Verdenskrig, og der var jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig, der fandt sted, uden at omverdenen løftede en finger. Det er noget, vi er nødt til at leve med i dag. Vi kan ikke bare lægge det væk. Det ville være alt for risikabelt, siger Pernille Carstens.

Leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret, Niels Jørgen Cappelørn, er enig i, at man ikke kan tilpasse kristendommen, så den passer til demokratiet.

- Det er en tankegang, hvor der ikke er plads til absolutte sandheder, og som risikerer at ende i ren relativisme, siger Niels Jørgen Cappelørn.

Formand for Menighedsfakultetet, sognepræst Jørgen Jørgensen, mener, at Nøragers tilgang til de bibelske tekster nærmer sig gudløshed.

- Og hvis folkekirken får serveret en række præster fra et teologisk fakultet, hvor Nøragers form for teologi er grundtonen, kan det være skadeligt for folkekirken, siger han.

Troels Nørager glæder sig over, at hans bog skaber debat. Han mener dog, at kritikken lider under, at kritikerne ofte har tendens til at vælge den mest bekvemme løsning i forståelsen af fortællingen om Abraham og Isak.

- Mange siger, at Gud bare tester Abraham og slet ikke ønsker menneskeofringer. Det, mener jeg, ikke er rigtigt. Det er ren ønsketænkning, siger Troels Nørager og uddyber:

- Teksten er fuldstændig entydig. Der er intet, der indikerer, at Gud ikke har til hensigt at lade Abraham gennemføre ofringen af sin søn. Gud tager heller ikke afstand fra ofringen, men belønner Abraham for hans lydighed.

revsbech@kristeligt-dagblad.dk