Hæder til Rejseholdet

Pris: DR's dramaserie, Rejseholdet, fik en Emmy, tv-seriernes svar på en Oscar. Men fremover bliver der færre penge til dramaserier, siger DR's generaldirektør

Det er ikke kun de danske seere, som er begejstrede for DR's Rejseholdet. Natten til tirsdag vandt tv-serien den eftertragtede amerikanske Emmy-pris som årets bedste udenlandske dramaserie. Herhjemme fejres kåringen med genudsendelse af to afsnit i dagene mellem jul og nytår.

- Vi er meget beærede over at modtage denne pris i tv's eget hjemland, sagde DR-producer Sven Clausen, da han på hele holdets vegne modtog prisen på Hotel Sheraton i New York.

Her var skuespillerne repræsenteret af Charlotte Fich, der spiller Rejseholdets leder i serien og Mads Mikkelsen, der spiller den unge betjent Fischer. Inden prisfesten havde skuespillere og tv-ansatte forsøgt at neddæmpe forventningerne. Prisen i kategorien »Best Drama Series« plejer at gå til England, der har vundet 26 ud af i alt 29 prisuddelinger. Foruden England og Danmark var tv-serier fra Australien og Holland denne gang nomineret.

DR's generaldirektør Christian Nissen siger til Ritzau, at kåringen bekræfter, at DR har en af verdens bedste dramaafdelinger. Samtidig beklager han, at der i fremtiden bliver færre penge til danske tv-serier.

- Rejseholdet har vist, hvad den kan, både over for danske, norske og svenske seere. Lige fra første afsnit har serien haft fat i publikum, fordi kvaliteten er så fremragende. Derfor kommer succesen i New York heller ikke som nogen stor overraskelse, men den bekræfter os i, at vi har en af verdens bedste dramaafdelinger, siger Christian Nissen.

Det forlig om filmstøtten, som regeringen indgik i efteråret, får negative konsekvenser for tv-seerne, der må nøjes med mindre, end de er vant til, siger Christian Nissen.

Filmforliget betyder, at DR og TV2 frem til 2006 hvert år skal skyde godt 60 millioner kroner i spillefilmsproduktioner. For de penge får tv-stationerne ret til at vise de spillefilm, som de skyder penge i. Men visningsretten er ifølge DR langt fra så attraktiv sammenlignet med den drama, som DR selv producerer.

- Det er vemodigt, at vi må stoppe nogle af vores projekter i vores egen dramaafdeling for at lægge pengene ud til nogle filmselskaber. Derfor er prisen i New York på samme tid moralsk oprustende og vemodig, siger Christian Nissen.

Til januar begynder optagelserne af to nye afsnit. De bliver på hver halvanden times varighed og sendes i julen 2003.

/ritzau/

kultur@kristeligt-dagblad.dk