Prøv avisen

Hærvej bliver pilgrimsrute

Danmark får en 300 kilometer lang pilgrimsrute langs Hærvejen. Her er det pilgrimsvandrere i Grib Skov. - Foto: Leif Tuxen.

Danmark kommer helt i front på europæisk plan, når landets største officielle pilgrimsrute indvies i morgen med 10 nye overnatningssteder langs Hærvejen

Tunge erhvervsfonde og kommunale pengekasser står bag, når Danmark i morgen får sin hidtil største og officielle pilgrimsvej. Ruten går langs den gamle jyske hærvej fra Viborg ned til den tyske grænse. Folkene bag forventer, at flere end 2000 danskere allerede i år vil trække i vandretøjet for at søge tilværelsens mening på den 300 kilometer lange historiske strækning, hvor også 10 særlige pilgrimsherberger nu står klar til at modtage gæster.

Biskop Karsten Nissen indvier den nye pilgrimsvej i morgen ved en stor gudstjeneste i Viborg Domkirke. Han ser vejen som et udtryk for en ny tendens i danskernes religiøsitet, som kirken nyder godt af.

Der sker i disse år fantastisk meget inden for det brede felt, der benævnes spiritualitet. Her har den kristne kirke en skatkiste af dimensioner, og det er utrolig vigtigt, at vi her genopdager denne skatkiste og fra folkekirkens side er inkluderende i forhold til den del af spiritualiteten, der både er ægte kristen og kirkelig, siger han.

Forbilledet for den nye pilgrimsvej er caminoen den gamle pilgrimsrute i Spanien til Santiago de Compostela, som i de seneste år også er blevet et populært turistmål.

Den nye danske rute forbinder Danmark med det store europæiske net af pilgrimsveje.

Ad disse veje passerede middelalderens pilgrimme og handelsfolk. I dag forener vejene danskernes interesse for naturoplevelser og en ikke-forkyndende religiøsitet.

I modsætning til den traditionelle gudstjenestes envejs-kommunikation i kirken indbyder pilgrimsvandringen til dialog, og det tiltaler mange mennesker i dag. Det er lettere at snakke sammen, når man går sammen, og når man flytter sig fysisk, flytter man sig også mentalt, siger arkitekt Andreas Blinkenberg, som har medvirket til at skabe ruten, der nu bringer Danmark i front på europæisk pilgrimsplan.

Den nye pilgrimsrute og det tilhørende herbergsprojekt er finansieret af Realdania, Friluftsrådet, Skov- og Naturstyrelsen, EU-penge, og tilskud fra Viborg og Silkeborg Kommuner. Hovedsponsor er Realdania, som betaler otte af de i alt 12 millioner kroner.

steens@kristeligt-dagblad.dk