Høvdingens gravhøj blev filmmagnatens mausoleum

Stifteren af Nordisk Film, generaldirektør Ole Olsen, havde et mål. Han ville med sit og sin hustrus mausoleum sætte et minde over den tid, han levede i. Trods protester fra Nationalmuseet indrettede han sit mausoleum i en gravhøj fra oldtiden

STEDET: Den midterste af de tre bronzealderhøje, Estershøjgruppen, prægtige oldtidsgrave, som kroner den høje bakkekam ud mod Sejerøbugten, øst og vest for byen Høve i Odsherred. Her havde en af Danmarks rigeste mænd, stifteren af Nordisk Film, generaldirektør Ole Olsen, sat hovedstadspressen samt enkelte andre stævne.

TIDEN: Den 6. maj 1938. På sin vis en historisk dag, eftersom det blev den eneste gang, offentligheden fik adgang til Ole Olsens mausoleum - hans egen beskrivelse af den forvandlede kæmpehøj hin forårsdag. Når generaldirektøren selv var død, skulle hans urne anbringes på gravmælets alter - og højen holdes lukket i 200 år!

Derfor blev pressemødet i maj 1938 en foreløbig enestående chance for at skrive om og fotografere mausoleets 72 kvadratmeter mosaikker. Her oprulledes et billedgalleri med Lillebæltsbroen, DSB's nye stolthed Lyntoget, Skamlebæk Radio-station, biler, dampskibe, to mænd med kamera og filmstrimmel, en familie omkring radioen, en pilot ved sit fly og videnskabsmænd i et laboratorium. Alt forklaret i en mosaik-indfældet tekst, forfattet af den unge digter Knud Sønderby: »Ole Olsen gav sig og sin hustru denne grav i en kæmpehøj fra oldtiden og lukkede sin tid ind til al den tid, der svandt. Mennesket frigjorde sig fra jorden, lyden blev frigjort, billeder blev levende, og man søgte tingenes inderste kerne. Vor tid, flyvningens, filmens, radioens og atomsprængningens tid«.

Min barndoms land
Tilsyneladende lidt uden for dette emne, men måske med bud fra de dybeste lag i Ole Olsens sind, var der på mausoleets væg ophængt to mindre emaljer. Den ene af Vallekilde Kirke - ved den blev hans forældre begravet. Den anden af Dragsholm Slot.

Ole Olsen voksede op i dyb og ydmygende fattigdom nær det højfornemme baroni, og i tidlig barndom måtte han tigge mad hos gode mennesker, blandt andet kokkepigerne på Dragsholm Slot. Efter faderens død kom hans moder på fattiggården.

Sin stolteste stund som voksen fik han ved at løskøbe sin moder hos sognerådsformanden.

»Så vender jeg tilbage til min barndoms land. Ringen er sluttet«, sagde han til pressen i maj 1938, netop fyldt 75:

»Baronerne på Dragsholm er døde og borte, nye tider og nye folk. Den gamle baron og baronessen lod sig begrave i en gravhøj ved Vejrhøj skov. Men det er en ganske almindelig gravhøj, hvor deres støv er blandet med jorden over dem. Der er intet, som i kommende fjern tid vil fortælle om deres liv. Men i den fattige vogterdrengs gravhøj vil vor tid leve frem gennem århundreder, når den gamle gøgler længst er glemt. Det er mit mål og min mission, før jeg dør. Det er nået nu.«

Ole Olsen forseglede sin og hustruens grav bag en tung bronzedør og forsvarligt aflåst gitterhegn med advarende pigge. Sådan som det kan iagttages i dag, anno 2001. Samme beskyttelse var der ikke på den grav, som en navnløs, men formentlig fuldt så magtfuld bronzealderhøvding lod bygge engang i 1300-årene før Kristi fødsel.

Protesten, der blev underkendt
For stedet var just det samme, som Ole Olsen i maj 1938 efter Kristus præsenterede som sit mausoleum. Det var bygget under klar protest fra Nationalmuseet, som i et høringssvar til Undervisningsministeriet anså det for »principielt absolut forkasteligt at indrette moderne begravelser i en oldtidshøj - uanset om højens landskabelige virkning ved et sådant indgreb mere eller mindre forringes. Mod forstyrrelser af denne og lignende art bør landets oldtidsmindesmærker i alle tilfælde skærmes.«

Da den store Fredningslov i 1937 indførte tvungne fredninger, havde Ole Olsen for længst fået godkendelse til mausoleet fra Justitsministeriet, der i øvrigt også havde spurgt Kirkeministeriet. Protesten fra Nationalmuseet var blevet underkendt.

Sværd fra Solvognstid
I Høve Museum ved foden af den Estershøj, som kendes på Genforeningsstenen fra 1920, ses det bronzealdersværd, som høvdingen fik med sig i graven. Det var ikke arkæologer, der førte spaden på Ole Olsens vegne, så en sagkyndig vurdering af fundet en meter nede fra toppen af den midterste Estershøj må af gode grunde mangle. Generaldirektøren tilkaldte omgående Nationalmuseet, og derved blev smykkerne fra en kvindegrav længere nede i højen optaget i bedre behold end det knækkede sværd. De befinder sig nu på Nationalmuseet, mens bronzesværdet efter Ole Olsens udtrykkelige ønske - og med Nationalmuseets godkendelse - blev skænket det nystiftede Fårevejle Museum. Herfra er det senere flyttet til Høve Museum, hvor det sommeren igennem har et stort publikum. Et passende punktum for nogle af de foredrag, som Odsherreds Museum arrangerer på Estershøj.

Samme museums konstituerede leder, museumsinspektør, mag.art. i europæisk forhistorie, Arne Hedegaard Andersen, fortæller, at bronzealdersværdet kan dateres til omkring år 1300 før Kristus. Det er blevet til i samme periode som Solvognen fra Trundholm, Odsherreds og Nationalmuseets stolteste oldtidsfund. Solvognen anses for Europas navnkundigste vidnesbyrd om bronzealderens soltilbedelse, måske den største skat blandt Nationalmuseets oldsager.

Det smukke Odsherred har altid været god for en højst usædvanlig historie. Arkæolog Arne Hedegaard Andersen skriver om Ole Olsens gravhøj i »Årbog for Holbæk Amt« - udgivet af Historisk Samfund for Holbæk Amt. Den udkommer meget snart. Som kilde er desuden benyttet Poul Malmkjærs bog »Gøgler og generaldirektør« (Gyldendal, 1997). Samt National-museets arkiv.

Olsens kup
Geniet røber sig tidligt. Stifteren af Nordisk Films Kompagni, verdens næststørste filmproduktionsselskab, generaldirektør Ole Olsen (1863-1943) startede som ludfattig sin karriere på et marked i Næstved. Her foreviste han i kukkasse en ugebladstegning af attentatforsøget på konseilspræsident J.B.S. Estrup i 1885. Entre 10 øre. Olsens fortjeneste på den første dag: 260 kroner.

I al sin færd var Ole Olsen forud for sin tid, også da han i 1930'erne under Nationalmuseets skarpe protest skaffede sig justitsministeriel tilladelse til at indrette familiegravsted i en bronzealderhøj nær hjemmet i Odsherred. Ifølge Poul Malmkjærs bog om Ole Olsen havde denne besluttet, at mausoleet skulle være lukket for offentligheden i 200 efter sin død. Han døde i 1943, og mausoleet skal således være lukket for offentligheden til 2143. Det har ikke været muligt at få opklaret, hvorfor Gunnar Helweg-Larsen i sin samtidige kommentar om gravhøjen (th. på denne side) angiver årstallet 2300.

I 1937 fik Danmark den fredningslov, der effektivt forhindrede gentagelser. Ole Olsen blev en af Danmarks rigeste mænd med en verdensberømt samling af øst-asiatisk kunst.

Kommentar fra sidelinjen
Generaldirektør Ole Olsen, stifteren af Nordisk Film, hvis isbjørn sidder på bronzeportalen til hans gravsted, var altid godt stof i pressen. Som hovedrig kunstsamler modtog han i sit hjem berømte kendere fra hele verden, blandt andet den senere kong Gustav VI Adolf af Sverige.

I pressedækningen omkring hans store præsentation af mausoleet i den midterste Estershøj i Odsherred finder vi en speciel kommentar, skrevet i Kristeligt Dagblad af bladets chefredaktør Gunnar Helweg-Larsen. »Olsens Gravhøj« hedder kommentaren, dateret den 8. maj 1938:

»Den gamle gøgler Ole Olsen, der i sin tid tjente millioner på dansk film, har fået den bizarre idé at indrette sig et mausoleum i en 3000 år gammel gravhøj oppe i Odsherred. Dens tidligere indehavere, en gammel kriger og hans kvinde, er fjernede sammen med deres våben og smykker, og i stedet bereder filmsmanden sig til at overtage den ledigblevne lejlighed. Den er blevet noget komfortablere udstyret. Pompøs granit-portal med den kommende beboers navn og titel, tommetykke malmdøre, og indvendig hvælver sig en gylden kuppel med mosaikker af film og radio og med portrætter af Ole Olsen og hans hustru over et lille alterlignende bord med lysestager. Det hele synes at virke mere ejendommeligt end egentlig smukt. Men i al denne prunk har gamle Ole Olsen altså ønsket at blive lukket inde, når hans tid engang er omme. Så lukkes malmdørene i lås, og gravhøjen må først åbnes igen år 2300. Så skal, mener Olsen, den tids mennesker forbavsede se på, hvad vor tid skabte af ånd og teknik. Deri ser han gravhøjens »kulturelle mission«. Det er vanskeligt at dømme om, hvordan vore efterkommere, når de år 2300 får lov at kigge ind til Ole Olsens støv, vil tænke om ham og hans tid. Rimeligt nok vil de smile ved at se denne ukendte mands naive forsøg på at værge sig mod udslettelsen og forglemmelsen. Og så vil de give sig til at studere indskriften i gravhøjen. Den hedenfarne taler fra den gyldne mosaik. »Min tid«, siger denne ukendte Olsen, »var den, hvor mennesket frigjorde sig for jorden. Lyden blev frigjort. Billeder blev levende. Og man søgte tingenes inderste kerne«. Hvis den, der læser dette, er blot nogenlunde orienteret i historien, vil han se forbavset hen til askeurnen på det sælsomme alter. »Gamle, ukendte Olsen«, vil han sige, »var det, hvad du havde at sige om den mærkelige og forfærdelige tid, du levede i? Det var verdenskrigenes og verdensoprørernes tid. Det var ensretningens og militærdiktaturernes tid. Det var jødeudryddelsens og lovløshedens tid. Mennesket tilbad hastigheden, mekaniseringen og sig selv. Det var bundet som aldrig før, og du taler om, at det frigjorde sig. Det var udadvendt og rodløst, og du taler om, at det søgte tingenes inderste kerne. Stakkels gamle Olsen, al den gyldne prunk, der indrammer dit støv, tjener jo blot til at afsløre, hvor lidt du forstod af din tid«. Således vil gæsten i Ole Olsens gravhøj anno 2300 højst sandsynligt tale. Men det er der jo længe til. Den tid, den sorg. Foreløbig er det blot den københavnske presse, der er blevet indbudt til at se indenfor i højen. Og det, de sagde, lød helt anderledes. Det var pæne og dannede mennesker. Og Ole Olsen selv så skaberglad til. »Stolt minde om en gammel gøgler«, sagde han. Vist så, vist så. Gøglere er vi alle. Og alle søger vi at narre forkrænkeligheden. Det Olsen'ske påfund er såmænd ikke mere misforstået end så mange andre. Blot lidt naivere«.

Gunnar Helweg-Larsens kommentar er også trykt i hans essay-samling »Stormfulde Døgn«, som Gyldendal udgav i 1946.