Bibelen er fyldt med love, råd og vejledninger, der som helhed sigter på kærligheden til den anden frem for selvoptagethed. Men man skal nu ikke have bladret længe i Bibelens bøger, før forskellen på ideal og virkelighed bliver tydelig. Der er for eksempel en rød tråd om bibelsk bøvl med begær efter at samle til huse, der er spundet tæt på en anden om frygt for at mangle forråd og forsyning. Allerede Bibelens fortælling om Israels ørkenvandring tager fat på det. Ørkenvandringen havde for det bibelske folk en vigtig funktion som eksempelfortælling, som pædagogik, der skulle videregive essensen af, hvad det ville sige at være en del af dette folk.
Et af de afgørende temaer er inddæmningen af begæret efter mere forråd, end vi kan bruge, og den historie, der bringer pointen i hus, er beretningen om manna-brødet. Som det første efter udvandringen fra Egypten stiller den spørgsmålet: Hvordan sikre sig, når den daglige føde i Egypten er væk? Svaret er: ved at stole på Herrens daglige forsyning og kun at samle mad til dagens kalorieindtag. Trods konflikter kan ørkentiden hos profeterne beskrives som en bryllupsrejse. Folket stod brud i ørkenens telte, da det måtte lære at stole på Herrens daglige forsyning. Ifølge profeterne var situationen en helt anden, da folket fik huse. Problemet var ikke samling af årlige forråd til den golde tid. Beretningen om Josefs kornlagre i Egypten til syv års tørke hylder forudseenhed. Problemet var ophobningen hos de få, der førte til nød hos de mange.
Det mest radikale forsøg på at gøre noget ved begæret efter selvoptaget forråd finder vi i Tredje Mosebogs lov om jubelåret. For at nulstille ulighedens ophobning skulle al gæld eftergives og al pantsat markjord tilbagegives hvert 50. år. Israel skulle så at sige vende tilbage til ørkensituationens telte frem for det forjættede lands mange besiddelser. Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det var det efter al sandsynlighed også. Vi har ingen eksempler i de bibelske eller i senere jødiske tekster på, at jubelåret blev ført ud i livet.
Derimod har vi mange eksempler på irettesættelse af trangen til at ophobe rigdom som for eksempel profeten Amos, der med afsky i stemmen skriver om de rige i Samaria, der ”ligger på elfenbenslejer, henslængt på deres divaner (…) og drikker vin af pokaler”, mens de ”tramper på den svage og kræver kornafgift af ham”.
I Det Nye Testamente taler Jesus med et dybt ekko fra ørkentiden mod begærets overfyldte lader og opfordrer til at stole på Herren som markens fugle. I Apostlenes Gerninger møder vi en nærmest euforisk beskrivelse af den første tid efter pinsedag. Når nye medlemmer solgte deres ejendom og gav den til menigheden, kan det forstås som et udtryk for at vende tilbage til ørkentidens lighed. Men beretningen om Ananias og Safira, der ikke kunne skille sig af med hele deres forråd, varsler, hvordan fællesejet som jubelåret endte, før det fik begyndt. Bibelen skildrer ædrueligt, at begæret efter overfyldte lader er urmenneskeligt.
Morten Hørning Jensen er lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af det arkæologiske tidsskrift TEL.