Prøv avisen
Før søndagen

Håndspålæggelse var tænkt som en overførsel fra en person til en anden

I søndagens evangelietekst lægger Jesus sin hånd på nogle børns hoveder og velsigner dem. Selve håndspålæggelsen var allerede en indforstået gestus i samtiden og blev brugt både ved præsteindsættelser og dyreofringer

Den episode, der udspiller sig i søndagens evangelietekst, har formentligt fået nogle nysgerrige forbipasserende til stoppe op. De har kunnet se en række forældre, der forsøgte at bringe deres børn hen til Jesus, men i første omgang blev holdt tilbage af Jesu disciple. Dernæst har de alligevel fået lov til at komme til Jesus, der har lagt sin hånd på børnenes hoveder og velsignet dem. Et umiddelbart opsigtsvækkende scenarie midt på gaden. Men en eventuel undren hos tilskuerne har ikke været på grund af selve håndspålæggelsen. For det var ikke en usædvanlig eller gestus på den tid. Det fortæller Hans Jørgen Lundager Jensen, der er professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet.

”Håndspålæggelse optræder i Det Gamle Testamente, men det er tydeligt, at det ikke er noget, der bliver indført her. Fænomenet er ikke noget, der hverken begrundes eller forklares, men blot noget, der tages for givet. Det har været en gammel rituel handling, man ikke har stillet spørgsmålstegn ved, og som blev brugt ved forskellige lejligheder,” forklarer Hans Jørgen Lundager Jensen.

Man kan altså ikke spore håndspålæggelsens fødsel til en bestemt periode, fortæller forskeren, men det har på Jesu tid været noget, der indgik i en række af ceremonielle begivenheder. Det var et værktøj til velsignelser, som vi hører om i søndagens evangelietekst, men indgik også ved forskellige indsættelser af eksempelvis nye præster og også i forbindelse med ofringer. Sidstnævnte har formentligt været udtryk for en markering af offerdyrets tilhørsforhold.

”Man må forestille sig, at håndspålæggelsen har været tænkt som en form for overførsel fra en person til en anden. En transport af en energi eller en tilstand, og i forbindelse med indsættelser nok også af karisma,” forklarer Hans Jørgen Lundager.

Desværre finder man hverken i Det Gamle Testamente eller lignende kilder nogle svar på, hvordan et ritual som håndspålæggelsen er blevet en gestus, som var indforstået i samtiden. Hans Jørgen Lundager Jenser henviser til, at man må gå til ritualteorien, hvis man skal komme med et kvalificeret bud.

”Ritualer er jo et sæt af handlinger, hvor kroppen bliver involveret og aktiveret i et eller andet omfang, i modsætning til prædikener, hvor det er ordet og talen, der er centrum. Det er ofte ret elementære handlinger som for eksempel en håndspålæggelse, man kan gøre. Man kan rejse sig, sætte sig, række ud eller modtage noget. Men det interessante spørgsmål er jo, hvorfor man gør det. Hvorfor kan man eksempelvis ikke bare nøjes med at sige, ’nu er du velsignet’?”, spørger han og svarer selv:

”Der er ikke noget 1:1-forhold mellem det, du kan sige med din tale, og det, du kan sige med kroppen. Med ord kan du udtrykke dig meget mere præcist, end du kan med din krop, men til gengæld er ord mere flyvende og bliver ikke hængende hos modtageren på samme måde. De kropslige handlinger er derimod meget mere emotionelt virkningsfulde. Oplevelsen gør et større indtryk, og vi husker dem bedre, når kroppen er med.”

Med det in mente, mener Hans Jørgen Lundager Jensen, at det ikke er så underligt, at et ritual som håndspålæggelsen er blevet en integreret del af religiøse praksisser. Og altså ikke blot har været en gestus, som Jesus har benyttet sig af. Men Hans Jørgen Lundager Jensen finder det vigtigt at understrege, at grunden, til at håndspålæggelsen på et uvist tidspunkt blev et virkningsfuldt element i religiøse praksisser, er, at den trækker på noget, der stikker dybere i os mennesker.

”Hvor vores evne til at kommunikere via sproget har nogle tusinde år på bagen, så har forløberne for homo sabiens kommunikeret med bevægelser og berøring flere millioner år. Så jeg tror, at virkningen af den kropslige kontakt sidder dybt i os mennesker. Det er jo det samme, som hvis vi skal trøste et medmenneske, så slår ord nogle gange ikke til. Den kropslighed, som en sådan religiøs praksis gør brug af, er en kommunikation fra krop til krop, der går forud for sproget.”