Prøv avisen
Nyhedsanalyse

Håndtryk er en øm tå i flere trosretninger

Blandt nogle ultraortodokse jøder finder man en lignende praksis. De giver ikke hånd til kvinder uden for familien af renhedshensyn. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Det er ifølge to biskopper en myte, at folkekirken har problemer med håndtryk til kvinder i dag, men det har flere verdensreligioner. I Danmark har der siden 2007 kun været muslimske konflikter og klagesager om håndtryk

Ikke bare muslimer, men også folkekirken har haft problemer med håndtryk for 10 år siden. Det er blevet sagt igen og igen, siden regeringen bebudede, at den ville gøre håndtryk lovpligtige ved den ceremoni, der giver indvandrere dansk statsborgerskab. Det har folkekirken ganske rigtigt også. Men dermed er kun den halve historie fortalt. For ifølge to tidligere biskopper er håndtryksproblemet i folkekirken fortid.

Biskop emeritus over Viborg Stift Karsten Nissen har for nylig fundet det nødvendigt at skrive et læserbrev i JydskeVestkysten, hvor han afviser ”avishistorier” om, at han støtter afvisning af håndtryk til kvindelige præster, men faktisk gjorde en ende på denne praksis blandt konservative præster i Viborg Stift i 2007.

Tidligere Ribe-biskop Elisabeth Dons Christensen har i denne uge skrevet et lignende læserbrev i Morgenavisen Jyllands-Posten for at oplyse en gymnasieelev om, at afvisningen af håndtryk ikke findes længere i folkekirken. De kritiske angreb på folkekirken nævner ganske rigtigt ikke konkrete nutidige tilfælde, og man må opfordre kritikerne til at fremlægge dokumentation.

Væsentligt er det, at de kristne og muslimske motiver til ikke at give hånd er meget forskellige. I folkekirken fandtes afvisningen kun ved en særlig gudstjeneste, nemlig ved ordinationen af kvindelige præster, hvor en skare konservative mandlige nægtede at give hånd, fordi de derigennem ville vise, at de ikke støttede selve princippet om, at kvinder kan blive præster. Og det var indtil 2007 kun få procent af folkekirkens præster, der protesterede på den måde.

Blandt muslimer har afvisningen andre årsager: Det er et fromheds-ideal, at man skal undgå berøring med det modsatte køn. Dette forstås som forbud med hjemmel i religionens helligskrifter. Kun et mindretal af muslimer undgår håndtryk, og det kan være både mænd og kvinder.

Det beskrives ofte som et spørgsmål om kvindesyn, men som håndtrykssagen om samfundsdebattøren Asmaa Abdol-Hamid viste, er det også et spørgsmål om mandesyn. Eller mere præcist: Om fysisk kontakt mellem kønnene.

Blandt nogle ultraortodokse jøder finder man en lignende praksis. De giver ikke hånd til kvinder uden for familien af renhedshensyn. Det har forfatter Lene Andersen beskrevet som en tradition med rod i det gamle forbud mod at berøre en kvinde med menstruation, fordi hun er uren.

Mange hinduer foretrækker frem for håndtrykket at lægge deres håndflader sammen foran brystet i en såkaldt namaste-hilsen. Særligt mellem en mand og en kvinde, der ikke kender hinanden, er håndtryk ofte ugleset. Og håndtryk med venstre hånd undgås generelt i Indien, fordi det er en uren hånd, som mange bruger til at vaske sig bagi efter at have været på toilettet.

Kristne undgår generelt ikke håndtryk af kønsbetingede årsager. Selv i mere fromhedsprægede versioner af kristendommen er det ikke et fænomen, der rækker ud over særtilfælde.

Men man kan blandt for eksempel ortodokse kristne finde en anden grund til ikke at give hånd. Møder man en biskop eller en anden højtstående gejstlig, kysser man hans hånd. Man giver ikke hånd. Da den koptiske pave Tawadros II var i København i 2015, kunne man se de koptiske kristne stå i kø for at kysse hans hånd som udtryk for en helt særlig respekt.

Håndtrykket er en omgangsform, der har ganske mange betydninger i forskellige troskulturer. Men den politisk relevante variant er naturligvis den muslimske afvisning af håndtryk, der er langt den hyppigste hertillands. Og det er i dag den eneste religiøst betingede håndtrykspraksis, der giver anledning til konflikter og klagesager. Derfor bliver det den, der lovgives imod, omend der skal findes en lovformulering, der gælder håndtrykket i sig selv som fysisk fænomen på tværs af alle kulturer og religioner.