Prøv avisen

Haarder kritiserer ønske om at flytte konfirmationsundervisning

- Det er ikke folkeskolens opgave at værne om konfirmationen. Og det afgørende kan ikke være, om konfirmationen ligger om morgenen eller om eftermiddagen. Vi har en folkeskole, som skal fungere, og konfirmation er ikke en del af folkeskolen, udtaler uddannelsesordfører Christine Antorini (S). Foto: konfirmationsforberedelse på Hørby Præstegård. - Foto: Lars Pauli Denmark

Lokalpolitikeres støtte til at flytte konfirmation fra morgen til eftermiddag vil skade både folkekirke og skoleelever, mener de borgerlige partier. Skolen er vigtigere end kirken, mener oppositionen

Lokalpolitikere i Lyngby- Taarbæk Kommune tænker med hovedet under armen, når de støtter skolers ønske om at rykke konfirmationsforberedelsen fra morgen til eftermiddag.

Sådan lyder kritikken fra de borgerlige partier på Christiansborg, efter at Kristeligt Dagblad i lørdags skrev, at skoler flere steder i landet ønsker at fjerne konfirmationen fra morgentimerne. Blandt andet vil ni skoler i Lyngby-Taarbæk Kommune med opbakning fra et flertal i kommunalbestyrelsen lægge konfirmationen om eftermiddagen. Og det har skabt protester blandt kommunens præster, der frygter at skulle konkurrere med sportsaktiviteter og fritidsjob.

Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Marlene Harpsøe, opfordrer nu undervisningsminister Bertel Haarder (V) til at gå ind i sagen.

- Jeg vil bede ministeren om at indskærpe over for kommunalbestyrelsen, at det ikke dur at lægge konfirmationen om eftermiddagen, hvor elever går til fodbold og andre fritidsaktiviteter. Der må Bertel Haarder op på dupperne, siger hun og påpeger, at ikke bare konfirmation, men alle kirkens aktiviteter står for skud: Morgensalmer og morgenbøn er blevet fyord på mange skoler, og flere steder er uddeling af brochurer for minikonfirmationsforberedelse blevet forbudt.

- Skridt for skridt dømmes kirken ude af folkeskolen og dermed ude af det kulturelle liv og elevernes dannelsesproces. Det er et skridt i den forkerte retning. Kristendommen er en stor del af det, der gør os til danskere, siger Marlene Harpsøe.

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) er stærkt imod skolernes ønske om at lægge konfirmationsundervisningen om eftermiddagen.

- Jeg beklager meget, hvis man i Lyngby-Taarbæk uden stærke grunde vælger at lægge konfirmandundervisningen, så den skal konkurrere med frivillig idræt og andre fritidsaktiviteter. Jeg mener bestemt, der er plads til konfirmation inden for almindelig skoletid, siger han.

Alligevel afviser undervisningsministeren at gribe ind ved nye vejledninger eller lovændringer.

- Der skal være et vist kommunalt spillerum til at træffe den slags beslutninger. Men jeg vil godt understrege, at det er beklageligt, hvis andre kommuner ønsker at gøre som i Lyngby-Taarbæk, siger han.

Den konservative uddannelsesordfører, Charlotte Dyremose, er "rystet" over, at lokalpolitikere fra samtlige partier i Lyngby-Taarbæk - foruden De Konservative - bakker op om skolernes ønske. Ligesom undervisningsministeren opfordrer hun lokalpolitikerne til at tænke sig godt om, inden de træffer den endelige afgørelse.

- Lige nu bakker de op om skolernes ønske, fordi skolerne lægger pres på dem. Men derefter vil de opleve et stort pres fra andre – blandt andet fra pårørende, der får problemer med begravelser, fordi begravelserne så skal flyttes til om morgenen, siger hun.

Både SF, De Radikale og Socialdemokraterne understreger, at striden i Lyngby-Taarbæk er et lokalpolitisk anliggende, som folketinget overhovedet ikke bør blande sig i.

- Det er kommunalbestyrelsen, der bestemmer, og jeg kan ærligt talt ikke forstå de folketingspolitikere, der vil blande sig, siger uddannelsesordfører Christine Antorini (S) og fortsætter:

- Det er ikke folkeskolens opgave at værne om konfirmationen. Og det afgørende kan ikke være, om konfirmationen ligger om morgenen eller om eftermiddagen. Vi har en folkeskole, som skal fungere, og konfirmation er ikke en del af folkeskolen.

Christine Antorini afviser, at skolernes og lokalpolitikernes ønske er med til at øge kløften mellem stat og kirke.

- Det her handler udelukkende om, at folkeskolen skal kunne tilrettelægge sin undervisning bedst muligt og lægge sine timer, hvor det bedst passer. Det er fint, hvis skolen samarbejder med kirken ligesom med alle mulige foreninger, men det skal ikke gå ud over undervisningen, siger hun.

johansen@kristeligt-dagblad.dk