Prøv avisen

Haarder og Lilleør: Der skal mere gang i folkekirken

Tv-værten Clement Kjersgaard var ordstyrer ved lørdagens debat om folkekirkens fremtid i Københavns Universitets festsal. Her opfordrede kirkeminister Bertel Haarder (V) og sognepræst Katrine Lilleør til at skabe mere liv i kirken ved at skabe fokus på god praksis. Foto: Søren Bidstrup

Under lørdagens debat på Københavns Universitet om folkekirkens fremtid, opfordrede kirkeminister Bertel Haarder (V) og sognepræst Katrine Lilleør til mere liv i kirken og forkyndelsen

"Hvad er dansk ved den danske folkekirke?" lød det indledende spørgsmål fra ordstyrer Clement Kjersgaard til kirkeminister Bertel Haarder (V) og de københavnske sognepræster Flemming Pless fra Christians Kirke på Christianshavn og Katrine Lilleør fra Sankt Pauls Kirke ved Nyboder ved debatmøde om folkekirkens fremtid i Københavns Universitets festsal lørdag formiddag.

Lilleør lagde vægt på lovsang- og salmetraditionen fra Grundtvig, friheden til at fortolke evangeliet og det stærke bånd mellem stat og kirke, som hun er tilhænger af, men som ifølge hende også har medvirket til at fremme en tilbagelænet, doven kirke og forkyndelse.

Magelige præster er en af folkekirkens største udfordringer, mente Lilleør, som er træt af det tidehvervske diktum om, at antallet af kirkegængere ikke betyder noget. Præsterne skal op af stolen og med levende forkyndelse af kirkens kernebudskaber fylde kirkebænkene i langt højere grad end i dag, sagde hun.

Også Bertel Haarder hæftede sig ved, at folkekirken trods en medlemsandel på knap 77 procent af befolkningen, har meget lav kirkegang.

"Vi skal være lidt mere katolske, og have lidt mere gang i den", sagde kirkeministeren. Det fik ordstyrer Clement Kjersgaard til at spørge om et opgør med Reformationen er på ministerens dagsorden, når de aktuelle forhandlinger om den såkaldte imamlov er overstået.

Det afviste Haarder, som mener at den danske kirkeordning, hvor politikerne sikrer rammerne om en rummelig folkekirke, er fortræffelig. Med Grundtvig, sagde kirkeministeren, skal kirken netop være det sted, hvor der er plads til de stridende parter, og hvor striden skal holdes i liv, om muligt til verdens ende.

Under Festsalens mange vægmalerier af kirkens og statens fælles fortid, lagde ordstyrer Kjersgaard nu op til debat om folkekirkens fremtid. For sognepræst Flemming Pless skal kirken udmærke sig som et fælles tænkerum, hvor kirkens nationale forankring i luthersk kristendom udgør fundamentet for også at kunne rumme andre religioner og kulturer.

Derudover lagde Pless vægt på, at danskerne og kirkelige debattører er alt for gode til at finde hullerne i osten. Folkekirken gør også meget rigtigt, mente han.
Det var hverken Haarder eller Lilleør uenige i, men sidstnævnte så det alligevel som sin opgave at opfordre kirken til at arbejde mere med gudstjenestens form, så det ikke kun er aktiviterne i sognegården, som trækker folk til.

Adspurgt hvordan han konkret vil arbejde for mere liv i kirken, svarede Bertel Haarder at Kirkeministeriet i fællesskab med de kirkelige aktører skal sætte fokus på god praksis. Hvad er det der virker, og hvad får folk til at komme i kirken?

Fra salen blev den grundtvigske valgmenighedsmodel bragt op som en mulighed, der begrænser bureaukratiet og sikrer frihed og engagement i kirkens liv og vækst. Den tanke mødte umiddelbar opbakning i panelet, selvom Haarder mente, at modellen for valg- og frimenigheder netop skal være en mulighed, og ikke noget, som skal trækkes hen over hovedet på folkekirken.

Trods Haarders hyldest til Grundtvigs stridende kirke, var der således ikke meget strid under debatten om folkekirkens fremtid. Måske havde det set anderledes ud, hvis tidligere sognepræst og tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Søren Krarup, som annonceret havde været en del af panelet.

Nu blev det ved en fælles kærlighedserklæring til den folkekirkelige rummelighed og et ønske fra tre københavnere om mere liv i kirken.