Bertel Haarder tager imod i entreen. På en kold og solbeskinnet vinterdag falder lyset ind fra alle vinkler gennem de store vinduespartier i hans og hustruens fire år gamle hus placeret på det centrale Østerbro i København.
I umiddelbar forlængelse af køkkenet er der indrettet legehjørne til de mindste af børnebørnene med tæppe, små traktorer og legetøjsrangler. På husets tætpakkede bogreoler bugner det med romanlitteratur, værker om Kierkegaard og Shakespeare, Bibelen i flere udgaver og samlinger med kultur- og verdenshistorie.
LÆS OGSÅ: Kirkeministers ytringer om præsters tro skaber debat
Jeg sætter stor pris på at læse og har altid haft stor historisk interesse. Desværre er tiden ikke altid til det, så der er mange bøger i reolen, som jeg endnu ikke har været igennem, indleder Bertel Haarder, der siden 1975 har siddet i Folketinget for Venstre med en afstikker til Europa-Parlamentet 1994-2001.
Han går ind på sit arbejdskontor og finder den prædiken frem, som han for ganske nylig holdt i Præstø Kirke på Sydsjælland. Her kredsede han om lignelsen om sædemanden, som der i morgen prædikes over i landets kirker. Den står for Bertel Haarder som en fantastisk fortælling.
Lignelsen fortæller så fremragende, at Guds ord har uendelig rækkevidde. De fleste frø falder på stengrund og bliver ikke hørt, men der er nogle, som sætter blomster og bærer frugt.
Bertel Haarder peger ud i sin have. En stor sammenhængende have med nabohusets. Her bor hans søn, svigerdatter og tre af børnebørnene med fri daglig adgang til bedsteforældrene. Da Bertel Haarder og hans kone byggede hus, blev der opgravet en kæmpe bunke jord. Da forårssolen tittede frem, voksede de største og smukkeste valmuer, Bertel Haarder har set, på toppen.
Måske var det frø eller sporer fra Englandskrigenes tid eller helt tilbage fra vikingetiden. Pludselig spirede de og satte blomst og frugt. Sådan er det med ordet. Det kan falde på stengrund, blive glemt, afvist og foragtet. Men pludselig ser vi lyset underet som når foråret bryder frem efter mørke og kulde, siger Bertel Haarder, der er en stor naturelsker.
Han kredser også om de frø, der aldrig bliver til noget. Dem, som dør. Her er lignelsen, mener Haarder, inde på et menneskeligt grundvilkår.
Vi er ofte både døve og blinde. Det værste er, hvis vi som mennesker er døde i sværen og ikke har sans for åndelige værdier, siger han og fortsætter:
Vi mennesker rummer begge dimensioner. Det gode og det onde. Troen og tvivlen.
Selv oplevede han, hvordan tvivlen ramte ham, da han under Muhammed-krisen deltog i mange tværreligiøse dialoger. Selvom han intet havde tilovers for det, han kalder fanatiske imamer og voldsprædikanter, der i Allahs navn ville påtvinge andre et uforståeligt hysteri over fjollede karikaturer, så ramte oplevelserne ind i hans egen tvivl.
Når jeg så en sort præstekjole, kunne jeg ikke lade være med at tænke på al den tåbelighed og ondskab, som også kristendommen lagde navn til med inkvisition, religionskrige og hekseafbrændinger. Det er langtfra alle ord og handlinger i kristendommens navn, der har været lige kloge og sande. Det ramte mig, da krisen rasede.
Ad flere omgange har Bertel Haarder stået på prædikestolen rundt om i forskellige kirker i landet. Det er for ham en særlig ramme at tale i. Men ikke fremmed. Han voksede op på Rønshoved Højskole ved Flensborg som søn af forstanderparret Hans og Agnete Haarder. Det grundtvigske menneske- og kristendomssyn fik han ind med modermælken.
Kirken skal være rummelig og for hele folket, også for den lille mand med den lille tro.
Den kirkelige rummelighed fik han tæt ind på livet, da han i februar 2005, den første søndag efter at han var blevet udnævnt til ny kirke- og undervisningsminister, var taget en tur på ski i Dyrehaven.
Det var den vinter, hvor Taarbæk-præsten Thorkild Grosbøll havde påkaldt sig hele nationens bevågenhed ved at proklamere, at han ikke troede på Gud. På sin skitur spurgte Bertel Haarder en forbipasserende ældre herre om vej.
Det skal jeg sige Dem, hr. Haarder, hvis De fortsætter ad denne vej, kommer De til Taarbæk Kirke, og der er der mange, der gerne vil tale med Dem!
Manden var fra Taarbæk-menigheden og ønskede, at den nyudnævnte kirkeminister skulle lægge vejen forbi Taarbæk for at høre de mange Grosbøll-støtter fra menigheden.
Jeg vidste med det samme, at jeg ikke skulle til Taarbæk. Som minister var det helt afgørende for mig, at sagen forblev et kirkeligt anliggende. Jeg skulle ikke inddrages. Derfor var det også det eneste rigtige, at Roskilde-biskoppen Jan Lindhardt overtog tilsynet med Grosbøll, når Helsingør-bispen ikke ville tage ansvar for hans forkyndelse. Sådan har man også tidligere løst den slags konflikter, siger Bertel Haarder.
Han forholder sig derfor også kritisk til, at nuværende kirkeminister Manu Sareen (R) for få uger siden kastede sig ind i diskussionen om Mejdal Kirke, der i et stillingsopslag søgte en troende præst.
Sådan et forhold skal kirken ene og alene tage sig af. Det er en sag for biskoppen. I modsætning til den nuværende kirkeminister, der har kaldt sig chef for kirken, lagde jeg som kirkeminister vægt på at kalde mig selv pedel. Det er vigtigt, hvis vi skal bevare det nuværende forhold mellem kirke og stat, siger Bertel Haarder.
Politikeren vender tilbage til lignelsen om sædemanden, alt imens fuglene ude i haven leder efter små korn og frø som føde.
Lignelsen har han arbejdet med ad flere omgange i den seneste tid. I forbindelse med Hernings kommende byjubilæum er Bertel Haarder blevet bedt om at skrive en salme, der skal synges til påske.
Salmen bliver til i samarbejde med Bent Fabricius-Bjerre, og Bertel Haarder har været en tur i komponistens musiklaboratorium. Han trækker en linje fra de frø, der tales om i morgendagens tekst, til den danske salmeskat.
De frø, der bliver til noget, og som vokser sig store og levedygtige, er de ord, der generation efter generation har lydt til os gennem vores enestående salmetradition. Jeg ville ønske, at kirken, hver gang et barn blev døbt, gav dåbsforældrene en lille salmebog for børn, siger Bertel Haarder, der selv er vokset op med salmesang og hver eneste aften sang godnatsalme for sine egne fire børn, da de var små.
For mig er salmerne den smukkeste og bedste måde at give ordet og traditionen videre på. Her er smukke billeder, og melodierne får os til at huske dem.
Bertel Haarder kunne i 2011 fejre 20-års-jubilæum som minister. Han er den minister, der i nyere tid har siddet næstlængst i ministerstolen. Selvom han nu er 68 år, og huset ofte er fyldt med en ny Haarder-generation af børnebørn og deres legetøj, så har han ingen intentioner om at indstille sit politiske virke. Han vil stadig påvirke og så frø.
Jeg tror, at der også bliver brug for mig og mit arbejde efter det kommende valg, siger han med et smil, der antyder, at han satser på et regeringsskifte og med ham selv i en betydningsfuld rolle.
Søndagens tekst
Sammendrag af teksten til søndag den 3.2.13, Markusevangeliet 4, 1-20.