Hacker rammer Indre Mission med satanist-symboler

Hacker har overtaget flere af Indre Missions hjemmesider og påklistret det sataniske symbol 666

Sådan så Indre Missions hjemmeside ud efter en hacker overtog siden.
Sådan så Indre Missions hjemmeside ud efter en hacker overtog siden.

Indre Mission er blevet tvunget til at lukke en stor del af deres cirka 50 hjemmesider midlertidigt, fordi en hacker med et satanistisk budskab har kapret flere af siderne. Det skriver TV2.dk.

"Vi ved ikke så meget andet, end at det er ret omfattende. Hvorfor vi lige er blevet ramt, ved jeg ikke," siger Indre Missions netmissionær Asbjørn Asmussen til TV2.dk.

LÆS OGSÅ: Fra google-buddhisme til wiki-kristendom

At der skulle være tale om en satanistisk overtagelse, har Asbjørn Asmussen dog svært ved at tro.

"Vi tror ikke, at der er tale om, at det er en ægte satanists værk. Vi tror mere på, at det er en, der har villet lave noget sjov."

Det er ikke første gang hackeren, der optræder med navnet R5EK, har været på spil. Tidligere har R5EK overtaget blandt andet prisfest.dk og maalovkirke.dk.

"Vi kan se, at den samme hacker tidligere har lagt flere sider fra vores webleverandør ned, så derfor tror vi ikke, at angrebet er rettet specifikt mod os," siger Asbjørn Asmussen til TV2.dk.