Den generelle tendens i Europa er at afskaffe forbud mod blasfemi. Sekulariseringen og de europæiske landes karakter af multireligiøse samfund er motor i denne udvikling, hvor et forbud mod blasfemi i stigende grad opfattes som et forældet levn fra fortiden.
Forbud mod at bespotte Gud opleves i dag som et tiltag, der beskytter en slags officiel sandhed, som staten promoverer, og i hvis navn man kan begrænse ytringsfriheden. Det forekommer ikke ønskeligt i et moderne samfund. En anden grund er, at det ofte kun er én Gud i praksis flertalsreligionen der beskyttes. Denne kritik blev rejst i 1990erne, siger Louis-Léon Christians, professor i religionsret og kanonisk ret ved det katolske universitet i Louvain i Belgien.
Han har været rådgiver for Europarådet, som i midten af 00erne offentliggjorde flere rapporter om blasfemi. Europarådet anbefaler at afskaffe blasfemiparagrafferne, især af hensyn til ytringsfriheden, men det åbner for nye problemstillinger, påpeger Louis-Léon Christians.
Jeg ser ikke noget problem i at afskaffe blasfemilovgivning, når bare der er mulighed for at straffe de opfordringer til had, der ligger bag nogle blasfemiske udsagn. Forbud mod opfordring til had er fremtidens lovgivning i Europa, og det er netop den vej, de fleste lande går, i overensstemmelse med Europarådets anbefalinger, og en lignende udvikling har vi set i USA, siger Christians.
LÆS OGSÅ: Blasfemilove under pres i Europa
Men hvor går grænsen mellem hadefuld tale og legitim kritik af religioner?
Den europæiske Menneskerettighedsdomstol har udviklet en retspraksis, der hviler på et kriterium for, hvornår det er legitimt at tale om hadefuld tale. Dette kriterium er den grundløse forhånelse eller forhånelse for forhånelsens egen skyld. Eller med domstolens egne ord: et udsagn, der ikke bidrager til en nyttig offentlig debat i menneskehedens tjeneste, forklarer Louis-Léon Christians.
I nogle sager vil domstolen underkende en blasfemi-dom, i andre vil den stadfæste. Domstolen er meget mere forsigtig end Europarådet og har ikke en domspraksis, der siger, at blasfemilove skal afskaffes. Domstolen skønner blandt andet, at spørgsmål af denne type er dybt rodfæstede i et lands kulturelle identitet, og at det ikke er muligt at anlægge en ensrettet linje, der passer på alle lande, siger Louis-Léon Christians.
Men når det gælder hadefuld tale mod grupper og ikke mod identificerbare enkeltpersoner, er vi ude på mere gyngende grund. For her nærmer vi os betænkeligt den tilgang, som er blevet promoveret især af muslimske lande i Den Arabiske Liga, og som handler om forhånelse af religioner. Det er en tendens, som kritiseres for at have den skjulte hensigt at standse religionskritik. I stedet for at tale om blasfemi taler man om forhånelse af religion, påpeger Christians.
FNs rapportør om religionsfrihed, Heiner Bielefeld, er for eksempel stærkt bekymret for, at denne tilgang skal snige sig ind via forbuddet mod forhånelse af religiøse grupper.
Det gælder også tendensen til at sidestille religionskritik med racisme.
Vi kan sige, at vi har et forbud mod en slags racemæssig blasfemi. Det er for eksempel ikke tilladt at sige, at den hvide race er den sorte overlegen. Men hvad så, hvis man siger, at den ene religion er den anden overlegen? Her har vi også en slags kollektiv ærekrænkelse. Vil man indføre det samme forbud i forhold til religion, som man har gjort i forhold til race?, spørger Louis-Léon Christians.
Europa er i færd med at udvikle en ny indgang til blasfemi og religionskritik. Det er et ualmindeligt ømtåleligt spørgsmål, for bag det, vi betegnede som blasfemi, kan der ligge hensigter om at oppiske til had, ikke mod Gud, men mod de troende. Og den slags ytringer har landene et legitimt ønske om at gribe ind over for. Men det er også en vej, der risikerer at føre til en glidebane.