Prøv avisen

Hærværk mod kirkegårde er noget af det mest krænkende

Otte ruder blev smadret i Vejleå Kirke i Ishøj natten til søndag.

Otte store ruder i en kirke i Ishøj ved København blev natten til søndag smadret. Kirker og kirkegårde er offentligt tilgængelige og dermed sårbare, siger forsker

Fredag aften blev omkring 50 gravsten på den muslimske gravplads i Brøndby ved København udsat for hærværk. I lørdags blev hærværk mod H.C. Andersens grav på Assistens Kirkegård på Nørrebro anmeldt til Københavns Politi, og natten til søndag modtog Københavns Vestegns Politi så en anmeldelse om hærværk. Denne gang begået mod Vejleå Kirke i Ishøj.

Her er otte store vinduer i kirkebygningen blevet smadret med sten. Stenene er siden blevet undersøgt for spor, og Københavns Vest-egns Politi patruljerede efterfølgende præventivt omkring kirken og andre kirker i området.

Selvom det ikke er første gang, at gravpladser og kirker bliver udsat for hærværk, er det noget af det mest krænkende. Det siger Michael Hviid Jacobsen, sociolog ved Aalborg Universitet og forfatter til flere bøger om døden.

”Uanset om det er drengestreger, en gal mands værk eller politisk eller religiøst motiveret, så rører det ved stærke følelser, når kirker og kirkegårde bliver skændet. Man ødelægger mindet om en afdød, og det er noget, de fleste mennesker finder voldsomt krænkende, uanset om gravstenen kun har stået der i 2 måneder eller 10 år,” siger han.

”Vi har i vores samfund en opfattelse af, at de døde skal hvile i fred, og kirkegårde er derfor stærkt følelsesladede områder. De er samtidig offentligt tilgængelige rum, og derfor er de også sårbare. Der er en forventning om, at de bliver respekteret, og derfor er det så krænkende, når det ikke er tilfældet,” siger Michael Hviid Jacobsen.

I løbet af weekenden blev de ødelagte muslimske gravsten heftigt beskrevet i medierne. Ifølge Michael Hviid Jacobsen skyldes det blandt andet, at vi har været mere vant til hærværk på folkekirkens grund.

”Det er en af de første gange, der har været gravskændinger af det omfang på en muslimsk gravplads, og på den måde er det noget ekstraordinært. Det hører til en af de alvorligere sager,” siger han, men understreger, at det ikke ændrer ved de følelser, der almindeligvis er i spil, når kirker og kirkegårde udsættes for hærværk.

Politiet oplyser, at der ikke på nuværende tidspunkt er nogen mistænkte for hærværket, ligesom der ikke er spor i sagen, der peger på, at der er forbindelse mellem hærværket mod kirken og hærværket mod den muslimske gravplads i Brøndby.

Kunstneren Peter Brandes har udsmykket kirkens øverste vinduer med glasmosaik, som dog gik fri af hærværket. Foto: Scanpix