Prøv avisen

Han bliver kaldt Christianias Lille-Jesus

John Andersen med blikket vendt opad og udad. Malet af den skotsk-danske kunstner Leah Robb i forbindelse med en udstilling af portrætter fra fristaden med titlen Christiania Genspejlet, 2009.

Christianit John Andersen har fået kælenavnet Lille-Jesus af beboere i fristaden i København. Måske fordi han lever efter og tror på Jesu ord i søndagens tekst, som handler om, at gerninger definerer os

Dagen før dette interview gik en mand målrettet igennem folkemængden på Christiania; han skulle hen til den 44-årige christianit gennem 14 år John Andersen og forbi de folk, han snakkede med. Manden masede sig helt hen til ham og hviskede:

– Mit toårige barnebarn har fået konstateret kræft og ligger på intensiv. Vil du kigge forbi mit hus?

For en uge siden blev John ringet op. Nogens datter havde begået selvmord. Ville John lige kigge forbi?

Før det standsede en mand John i opgangen til hans lejlighed på anden sal i en gammel bygning ud til Pusherstreet i fristaden. Han manglede kræfter og penge til at reparere utætheder i sit hjem. Ville John lige bede sammen med ham?

Hver gang svarede John "ja".

"Lille-Jesus" bliver han kaldt af nogle. Og selvom christianitens kælenavn ikke siges uden en vis ironi, er det kærligt og ærligt ment. Tilnavnet skyldes ikke kun, at han er tømrer, langhåret, har fuldskæg og ofte prædiker. Det skyldes også det, han gør for andre. Ligesom Jesus, der i søndagens tekst siger: "De gerninger, jeg gør, de vidner om mig." Og senere: "Jeg og Faderen er ét."

– Skulle jeg sætte en overskrift for den tekst, så ville det være: Vores gerninger viser, hvem vi er ét med, og hvad vi identificerer os med, siger John Andersen efter at have læst stykket.

Kristeligt Dagblad mødes med ham for at tale om teksten i forhold til Johns liv. I løbet af den time, interviewet varer, kommer fire gæster uanmeldt, men selvfølgeligt og spørger, om de må spise med til aftensmad. Hans højgravide kone smiler og dækker bord til flere og flere.

– Når jeg ser på, hvad Jesus gjorde, giver det mig motivation og inspiration til, hvordan jeg skal leve mit liv. Og jeg husker, at det er vigtigt, at troen får krop og udtryk, siger John, som har haft et nært forhold til kristendommen siden barndommen.

Troen har været en basis at falde tilbage på, som altid har holdt, siger han.

Og han mener, at det guddommelige bliver til at tage og føle på, når man gør noget for andre.

Når John afleverer sine to drenge i børnehaven om morgenen, finder han kaffe og brød frem til tilbageturen, hvor han spiser morgenmad og beder sammen med en hjemløs ven, der plejede at bo i hundehus, men som John har skaffet en varevogn at sove i. Bagefter drikker han kaffe hos en mand, der lever under et halvtag.

– At se den taknemmelighed, som nogle oplever af, at man kommer med en almindelig kop kaffe, det er utroligt skønne øjeblikke, siger John og konkluderer:

– Så er Jesus der.

Han smiler.

– Ikke hvert eneste øjeblik af ens liv er sådan. Langtfra. Men hvert eneste af dem er dyrebare.

Gode gerninger opløfter både giveren og modtageren, siger John, der gerne peger på Jesus som sit forbillede.

– Han boede i sin fantastiske himmel, hvor der ikke er al den nød og elendighed, som omgiver os i denne verden. Men han valgte et andet liv: at komme ned til denne jord. Og ikke bare på kort visit, han bosatte sig her. Gik, hvor vi gik, var, hvor vi var. Han mødtes med mennesker. Det har en helt anden ægthed over sig, end hvis Gud bare havde sendt engle med pjecer om Guds godhed, siger han.

– Jesus valgte at blive budskabet. Og det kan vi som mennesker lade os inspirere af.

John har valgt at bruge 30 timer om ugen til at hjælpe andre og 25 timer på at studere teologi, så hele familien lever lige nu af hans kones barselsorlovspenge. Det er ikke altid en glæde.

– Nogle gange bliver jeg træt, siger John. Han kalder det, nogle gange at måtte sige at sige nej til at hjælpe, for "en udfordrende nødvendighed".

– Det kan være en byrde at leve, som vi gør, fordi det også kommer til at tynge én, når man oplever mennesker omkring sig med et virkelig nedtrykt hjerte, siger han.

Familien Andersen bor i det hjørne af Christiania, som kaldes Pusherstreet. Deres bygning er arret af skudhuller fra maskingeværer. Store kamphunde går omkring, politiet laver razziaer, og gaden larmer til sent ud på natten.

– Når jeg tænker på mine børn og familie, kunne jeg godt ønske for dem at bo et andet sted på Christiania. Men derudover synes jeg, at det er et privilegium at bo lige i centrum. Det er et sted, hvor mange mennesker søger hen, siger han og forklarer sin opfattelse med et minde:

En dag for et par år siden kom en færøsk kaptajn hjem fra en længere fisketur og opdagede, at en anden mand var flyttet ind i hans hus og boede med hans kone og børn. Kaptajnen tog til Christiania for at drikke og ryge sig ihjel.

Men to etager under familien Andersens lejlighed holder de nogle gange gudstjenester. Her havnede kaptajnen ved et tilfælde.

– Og det viser sig, at han har en barnetro. Vi får lov at snakke om hans situation og fortæller ham, at Gud er med ham i hans sorg og smerte. Pludselig ser vi ham få nyt håb.

– Så er det, at man siger tak . Fordi jeg fik lov at være lige der. Midt i festen og larmen, blandt værtshusene og hashboderne. Fordi det var her, et menneske troede, at han kunne flygte fra det liv, han var i. Men han faldt ind ad døren og fandt livet i stedet for.

schou@kristeligt-dagblad.dk