Han ligger uroligt på laurbær

På tirsdag fylder professor emeritus i Kierkegaard Studier Niels Jørgen Cappelørn 75 år. Han sætter fingeren på tidens triste tegn og mener, at vi lever i et visionsløst samfund

Niels Jørgen Cappelørn har sit eget omfattende Søren Kierkegaard-bibliotek. Her ses han foran det i hjemmet i indre København. – Arkivfoto: Leif Tuxen.
Niels Jørgen Cappelørn har sit eget omfattende Søren Kierkegaard-bibliotek. Her ses han foran det i hjemmet i indre København. – Arkivfoto: Leif Tuxen.

Han står bag den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. Han skabte Søren Kierkegaard Forskningscenteret og stod bag den videnskabelige udgivelse af 55 bind med alle Søren Kierkegaards skrifter – kommenteret vel at mærke. Det er sagt om Niels Jørgen Cappelørn, der på tirsdag fylder 75 år, at der ikke er forfærdeligt mange andre i Danmark end ham, der ville kunne magte to på hinanden følgende så store opgaver.

”Nogle ville hvile på laurbærrene efter at have haft ansvar for en samlet dansk nyoversættelse af Bibelen. Men Niels Jørgen Cappelørn ligger uroligt på laurbær,” siger teolog Joakim Garff, der i dag har overtaget Cappelørns tidligere post som leder for Kierkegaard-centeret på Københavns Universitet.

Han nævner, at Cappelørn efter at have forestået den enorme udgivelse af Kierkegaards skrifter i bogform og elektronisk form kastede sig over endnu et stort projekt, nemlig at udgive værkerne i en paperback-udgave med kommentarer til sproget – en udgivelse målrettet en bredere og yngre målgruppe. Det sidste bind i den udgivelse udkom i oktober sidste år.

Da Niels Jørgen Cappelørn i slutningen af gymnasieårene fandt ud af, at han ville læse teologi, fik han som matematisk student travlt med at læse sprogfag op. Det gjorde han i sommerferien efter den afsluttede studentereksamen, og læsningen foregik blandt andet i kælderen under Vejle Sygehus, hvor han arbejdede i vaskeriet.

”Mange kvinder i det vaskeri kom aldrig til at forstå den underlige unge mand, som sad i omklædningsrummet og læste latinske verber i frokostpausen,” siger Cappelørn selv i dag.

I studieårene på Københavns Universitet fik han i et studiejob på det daværende Kierkegaard-bibliotek den opgave at lave et indeks til Kierkegaards papirer. Det blev til omtrent ti års arbejde og 140.000 håndsskrevne kartotekskort, før det første omfattende projekt i hans arbejdsliv var afsluttet. Derefter blev han som den yngste kandidat i feltet valgt som Bibelselskabets nye generalsekretær i 1980.

Det var en uriaspost i en tid, hvor både Det Gamle og Det Nye Testamente skulle oversættes til en ny autoriseret bibel. Cappelørn ønskede, at alle kirkelige retninger i landet skulle bakke op om oversættelsen. Det skulle være en bibel, der kunne bruges i kirken, og som samtidig var oversat efter videnskabelige principper.

Og kampen om Bibelen var stor på den tid, hvor højrekirkelige retninger truede med at gå undervejs, og hvor oversættelsen af Det Gamle Testamente samtidig mødte kritik for at være for kirkelig og for lidt religionsvidenskabelig. Så Cappelørn turnerede rundt i landet for at tale for sin sag, og han har siden været respekteret for sin indsats.

Efterfølgende vendte han tilbage til hjertebarnet Kierkegaard og skaffede bevillingen til det førnævnte Kierkegaard-center, som han skabte fra bunden, og som løftede dansk Kierkegaard-forskning op på højeste internationale niveau. Han har, fortæller både Joakim Garff og tidligere biskop Kjeld Holm, udvist en særlig optagethed af den kristelige og opbyggelige side af Kierkegaards forfatterskab, mens andre positioner i forskningsmiljøet har været mere optaget af Kierkegaard som eksistensfilosof og som litterat. Også de senere år har Cappelørn som professor emeritus forsket videre i forfatterskabet, og i øjeblikket arbejder han på en bog om teologien i Kierkegaards altergangstaler. Cappelørn afskyr ordet otium og befinder sig bedst i tilværelsen, når han arbejder.

På den ene side har han gennem tiden delt ud af sig selv med sin udlægning af kristendommens betydning for mennesker, senest i bogen ”At leve i nuet og gå glip af det evige”. Men på den anden side er han også et meget privat menneske. Det bunder i, siger Cappelørn, hans opvækst i et landbomiljø nær Vejle.

”Man delte ikke ud af privatsfæren i offentligheden i den del af Jylland, hvor jeg er vokset op. For så bliver det sladder, og det var det værste, man kunne forestille sig,” siger han.

Cappelørn snakker ikke. Han taler. Altid om noget vedkommende, forlyder det. I offentligheden er han heller ikke sen til at spidde tidsånden. Han har blandt andet sat fingeren på, at vestlig kristendom ikke længere har sans for lidelsen, at vi strør om os med ordet ”ånd”, men ikke kender dets betydning, og at moderne mennesker ikke længere har en fælles moral. Det er nærliggende at spørge ham, hvad i tiden der bekymrer ham mest.

”At den er slap. Der er ingen lidenskab. Vi lever i et visionsløst samfund, hvor der bare lappes. Ingen spørger: ’Hvad vil vi med Danmark og med demokratiet?’. Så begge dele smuldrer lidt hver dag, og det samme kan man sige om kirken, som ikke kan finde ud af, hvad den vil. Når den ikke kan det, bliver den leflende. Men lefleri kommer man ingen vegne med i det lange løb. Man skal i stedet stå fast på, hvad der er kernen, og det er at forkynde Kristus,” siger Cappelørn og tilføjer:

”Vi har fået en krænkelseskultur og politisk korrekthed, som gør, at kirken ikke længere tør tale om synd og skyld, for det hører ikke hjemme i tidsånden. Sådan noget sludder. Kristendommen retter sig ikke efter tidsånden,” siger han og afslutter:

”Vi skal være kristne på tidsåndens vilkår, men aldrig på dens betingelser. Aldrig.”