Prøv avisen

Han meldte sig ind, hun meldte sig ud

-- Når jeg endelig kommer i kirke, synes jeg jo, det er et fantastisk sted at være, siger Thea Skaanes, der imodsætning til sin mand, Johan Ahrenfeldt, ikke er medlem af folkekirken. -- Foto: Lars Aarø/Fokus.

Hun meldte sig ud af folkekirken, da hun fik sin første lønseddel. Han er medlem, men kommer kun sjældent trods sin kristne tro. De elsker gudstjenestens højtidelighed -- men som national samler har folkekirken udspillet sin rolle, mener Thea Skaanes og Johan Ahrenfeldt

Thea Skaanes sværger hverken til folkekirke eller kristendom. Derfor overvejede hun at lufte tanken om et gudløst bryllup for sin kristne kæreste, Johan Ahrenfeldt, inden parret skulle giftes i august sidste år. Ved nærmere eftertanke blev det klart for hende, at kirken stadig står med de bedste tilbud, når store beslutninger skal træffes.

– Jeg havde tænkt på, om det var noget at få en vielse gennem Humanistisk Samfund, for jeg har også brug for et ritual, selvom jeg ikke er kristen. Men det duede ikke rigtigt for mig, for jeg afskriver jo ikke religion og kan ikke kalde mig ateist. Jeg er snarere søgende. Og vielsen betød meget for min mand og svigerforældre, fortæller Thea Skaanes, 34 år og museumsinspektør på Moesgaard.

Folkekirken har ellers været uden betydning for hende, siden hun som 12-årig fik sit første fritidsjob og opdagede, at hun skulle betale penge til en kirke, hun aldrig kom i. Hun diskuterede muligheden for at melde sig ud med sine 68?er-forældre. Og meldte sig ud.

– På lønsedlen kunne man se, hvor mange penge der gik til kirken. Jeg har altid interesseret mig for religion, men jeg strittede meget imod at skulle betale til et sted, jeg aldrig brugte. Og jeg kunne ikke forstå, hvorfor man havde en statskirke, man skulle betale skat til. Hvad med alle de andre kirkesamfund og trosretninger?

I dag bliver Thea Skaanes rørt til tårer, når hun en sjælden gang – som ved sit eget bryllup – sætter fødderne i kirkerummet. Men stedet mister sin betydning for hende i det øjeblik, hun er ude af våbenhuset.

– De gange, jeg har været i kirke, har jeg oplevet rummet som enormt effektfuldt og med en formidabel stemning. Men det er ikke et sted, jeg går og mangler i min hverdag. Den der anledning til at reflektere over sit liv og det åndelige, som mange oplever i kirkerummet, finder jeg sammen med min familie og venner og i mit arbejde som antropolog, siger hun.

Anderledes er det for hendes mand, 36-årige formidlingstekniker Johan Ahrenfeldt, som er opvokset i et hjem med stærk tilknytning til folkekirken. Hans farfar var præst, og hans mor sad i mange år i det lokale menighedsråd. Selvom der er langt mellem besøgene, er kirken væsentlig for hans gudstro.

– Kirken og ritualerne giver mig mulighed for at komme i en sindstilstand, jeg ikke kommer i andre steder. I kirken oplever jeg en samhørighed med min familie, med mine medmennesker – og også med Thea. Jeg bliver taknemlig og jeg får en fornemmelse af, hvad jeg skal lave om på i mit liv, og hvilke mennesker jeg måske bør behandle bedre, end jeg gør. Jeg tror, at Gud kommer meget tættere på mig der, siger Johan Ahrenfeldt. Og tilføjer hurtigt, at han ikke giver meget for kirkens mange dogmer.

– Jeg tror, at vi har fået nogle fælles bud, vi bør leve efter – og det allerstørste er næstekærligheden. Men jeg har altid forbeholdt mig retten til at have min egen version af kristendommen. Og jeg kan godt sidde i en sognekirke og høre en præst, der gør mig i rigtigt dårligt humør og får mig til at tænke, "er jeg virkelig medlem af det her?" Det kan være en præst, der taler om livet som et forfærdeligt ophold på jorden, vi bare skal have overstået, siger han.

Begge ægtefæller er meget imod, at borgerlige politikere og nogle kirkelige kredse forsøger at give folkekirken rollen som national samler – en rolle, som de mener, kirken mistede for mange år siden.

– Det er helt forkert, når nogle mener, at kirken absolut skal være nationalt samlingspunkt, og folk nærmest bliver ekskluderet fra vores samfund, fordi de ikke tilslutter sig kristendommen, som vi kender den i folkekirken. I dag kan man jo være del af alle mulige fællesskaber uden for kirken og forsamlingshuset, siger Johan Ahrenfeldt – og får opbakning af sin hustru.

– Forestillingen om at samle nationen eller danskerne omkring kirken eller kristendommen tror jeg ikke på. Globaliseringen er gået ind med store støvler på, og det er andre fællesskaber end de nationale, der i dag betyder noget for os. Måske er der nogle i den ældre generation, der stadig har den der følelse, men det er på vej ud, siger hun.

Selvom folkekirken gennem de seneste 25 år har været præget af medlemstab, har den stadig en finger med i spillet ved nogle af livets vigtigste begivenheder – og derfor må Johan Ahrenfeldt og Thea Skaanes løbende "forhandle" sig frem til, hvor meget kirken skal fylde i deres tilværelse. Senest i forbindelse med brylluppet. Og for fem år siden, da de fik sønnen Atle Skaanes Ahrenfeldt. Thea Skaanes ønskede ikke, at han skulle døbes. Og det ønske bakkede Johan Ahrenfeldt op om.

– Jeg fortalte Johan, at det kun havde skærpet min interesse for det religiøse, at jeg ikke var blevet døbt, eftersom der så lå en større opgave i selv at finde ud af , hvad jeg troede på. Hvis vores søn var blevet døbt i folkekirken, var den opgave ligesom løst. På den her måde må han senere i livet forholde sig til, hvad han tror på. Og han kan jo så altid vælge selv at blive døbt, siger hun.

– Det stemmer fint overens med min tro, at han selv finder frem til, hvad han skal tro på. For mig er næstekærligheden det store tema, og det forsøger jeg at give videre til ham. Jeg ved, at det også er vigtigt for Thea, siger Johan Ahrenfeldt.

Når talen falder på livets absolut sidste store begivenhed, vil Thea Skaanes gå langt for at tage hensyn til Johan Ahrenfeldts og svigerfamiliens gudstro.

– Hvis de har et stærkt behov for, at jeg får en folkekirkelig begravelse, tror jeg, jeg ville melde mig ind igen, siger hun. Og tilføjer efter en kort tænkepause:

– Jeg har faktisk overvejet, om jeg burde melde mig ind igen. Når jeg endelig kommer i kirke, synes jeg jo, det er et fantastisk sted at være og sætter stor pris på det.

johansen@kristeligt-dagblad.dk