Efter næsten 30 år som sognepræst har Vilhelm Stender meldt sig ud af folkekirken. Han bor i dag på et værelse hos de katolske jesuitter, der er tilknyttet Jesu Hjerte Kirke på Vesterbro i København. Han går til messe to gange dagligt. Desuden har han en ansøgning liggende hos den katolske biskop, hvor han beder om at blive optaget på præsteuddannelsen i Rom. Vilhelm Stender har foretaget flere spring i livet end de fleste, og det har lært ham at handle med hjertet.
– Den lidenskab, der lader sig styre, er ikke en lidenskab. Hvis mit ønske ikke havde været en lidenskab for mig, havde jeg heller ikke kunnet gøre det, jeg gjorde. Men jeg havde ikke det mindste gran af tvivl i mig, for første gang i min tilværelse var jeg nødt til at gøre noget radikalt, siger præsten Vilhelm Stender.
I 2002 solgte han alle sine ejendele og brød permanent op fra tilværelsen som sognepræst ved den lille kirke Tveje Merløse på Sjælland.
Han ville leve livsdrømmen om at bo i et "paradis på jorden" ud og leve et liv med bøn og fordybelse.
Helt præcist drog han til hovedøen Tongatapu, en af Tonga-øerne, der er en øgruppe i det sydlige Stillehav omtrent 3000 kilometer fra den newzealandske kyst. Et tidligere besøg på øgruppen havde overbevist ham om, at stillehavsøerne var stedet, han havde drømt om. For første gang var han nødt til følge udlængslen, der havde fulgt ham, fra han som dreng holdt ferie med sine forældre og fem søskende tæt ved morbrødrenes landbrug på Langeland.
Ferierne på Langeland var Vilhelm Stenders bedste barneøjeblikke. Den pligtopfyldende dreng, der ellers ofte foretrak at blive inde og læse lektier, når de andre børn legede udenfor, slap pligtfølelsen og "nød at slippe koblingen" i morbrødrenes traktor og køre ud over marken. Det var da også på Langeland, at han for alvor stødte ind i sin egen drøm om at finde "paradis på jorden".
– En sommerferie cirkulerede der den her historie om en købmandssøn fra øen, der var rejst til Tahiti og senere vendt hjem med en ren tahitiansk skønhed som sin kone. Der kan jeg huske, at jeg første gang tænkte, det måtte være lykken at drage af sted til sådan en eksotisk ø, fortæller 54-årige Vilhelm Stender med et smil.
Til trods for glimtet af udlængsel valgte han i mange år at lade pligtopfyldenheden komme først i livet. Pligtfølelsen drev ham igennem skole- og gymnasietiden, ligesom trangen til at gøre alting bedst muligt helt bogstaveligt fik Vilhelm Stender til at studere både dag og nat på teologistudiet i København.
– Jeg var nervøs for at blive en af de evighedsstudenter, der var så mange af i 1970'erne. Jeg ville ikke være gammel, når jeg blev ordineret som præst, siger Vilhelm Stender og fortsætter:
– Allerede dengang var jeg nok meget bevidst om, at livet ikke varer evigt, og derfor ville jeg også gerne være færdig med studiet i en fart.
Han var 24 år, da han var færdig med teologistudiet, og 25 år da han blev ordineret som præst og fik sit første embede på Møn.
Barndommens udlængsel forsvandt ikke, men blev i mange år parkeret bagerst i Vilhelm Stenders bevidsthed. Han holdt af arbejdet som præst både i tiden på Møn og senere i embederne i Odense, Faaborg og Tveje Merløse.
Men der manglede noget, og det var ikke kun præstekonen, der lod vente på sig i de frigjorte 1970'ere, hvor det ikke stod højt på kvindernes ønskeseddel at bo i en præstegård og bage boller til menigheden, siger Vilhelm Stender, der også er bror til sognepræsten Poul Joachim Stender.
Det var arbejdets ugentlige konfrontationer med døden, der var med til at bringe opbrudstankerne op til overfladen.
– Det at have begravet over tusind mennesker kan ikke andet end at påvirke en meget dybt, og skam skulle få en, hvis det ikke gjorde det. Jeg blev igen og igen mindet om, hvor kort livet er, og til sidst turde jeg ikke vente med at leve min drøm om at finde paradis på jorden ud, siger Vilhelm Stender.
Da først beslutningen var taget, gik det stærkt. Vilhelm Stender fik to års orlov fra embedet. Han solgte alle sine møbler og 4000 bøger, og så rejste han. Om på den modsatte side af kloden for at prøve kræfter med livet på en af de stillehavsøer, han havde drømt om det meste af livet.
– Alle på øen hilste på mig, når jeg gik ned ad byens hovedgade, som om de havde kendt mig hele livet. Der var en lattermildhed og glæde ved tilværelsen på Tonga-øerne, som havde sådan en smittende effekt på mig. Alle var engagerede i kirken og gik til gudstjeneste hver søndag og sang, så det var en hjertens fryd at lytte til. Jeg følte mig som en fisk i vandet, og for mig var det virkelig paradis på jorden, siger Vilhelm Stender.
Han boede permanent på Tonga-øerne i to år, hvor han tjente 250 kroner om ugen ved at undervise i kirkehistorie og Det Nye Testamente på øgruppens teologiske præsteseminarium og ellers levede af de penge, salget af hans ejendele havde indbragt. Da orloven sluttede, meldte pligtopfyldenheden sig atter, og selvom Vilhelm Stender havde lyst til at blive på Tonga-øerne, besluttede han at vende tilbage til arbejdet i Tveje Merløse og besøge stillehavsøerne i ferierne.
– Jeg genoptog mit arbejde den første maj 2004, men efter 14 dage i jobbet mærkede jeg, at jeg ikke kunne vende tilbage til min gamle tilværelse igen. Mit opbrud viste sig at være en irreversibel bevægelse, og selvom jeg havde de bedste intentioner om at genoptage jobbet, så kunne jeg ikke gøre det mentalt, konstaterer Vilhelm Stender med en strøg af undren i stemmen, som om han endnu ikke selv har begrebet det helt.
– Årene på Tonga har gjort mig indstillet på klostertilværelsen, fordi mit trosliv blev uddybet på øerne. Bønnen er kommet til at betyde meget for mig sammen med det én gang at have givet afkald på alle mine ejendele. Ting spiller ikke nogen rolle for mig længere, siger Vilhelm Stender.
Ud over det barske danske vinterklima har han efter hjemkomsten til Danmark fået øje på "en dansk bekymrethed, der i virkeligheden er meget lidt evangelisk". Vilhelm Stender kan godt blive bekymret for, om livsglæden drukner i arbejde, hæsblæsende travlhed og regler, og han synes, det er vigtigt, at danskerne ikke lovgiver så meget og opstiller så mange regler, at de snævrer livsrummet ind.
– Man kan ikke gardere sig mod alting i livet. På Tonga tog man det ikke så tungt med regler, og selvfølgelig skete der indimellem ting, der ikke skulle ske. På den anden side blev livet foldet meget ud, siger Vilhelm Stender og tilføjer:
– Det er meget vigtigt, at vi giver os livet i vold indimellem og bruger alle de talenter, Gud har givet os. Han har jo givet os dem, for at vi skal bruge dem.