Jeppe Rønde undersøger troens væsen i alle sine film

Filminstruktør Jeppe Rønde mistede som syvårig sin far og boede siden meget hos sin indremissionske mormor. Hans barnetro var præget af skyld og frygt, men også af en tryghed, som han savner i dag – og stadig leder efter

Da filminstruktør Jeppe Rønde var barn, boede han i lange perioder hos sin indremissionske mormor. I dag savner han sin barnetro, selvom han i første omgang blev tvunget til at tro, fordi der ellers ville ske noget grimt. ”Det er så ærgerligt, at min tro på den måde skulle kobles med en frygt, og at protestantismen er så fokuseret på skyld, som jeg i den grad har bakset med lige siden. Men det var jo samtidig en tro givet til mig i kærlighed. Og jeg elskede min mormor for netop det.” –
Da filminstruktør Jeppe Rønde var barn, boede han i lange perioder hos sin indremissionske mormor. I dag savner han sin barnetro, selvom han i første omgang blev tvunget til at tro, fordi der ellers ville ske noget grimt. ”Det er så ærgerligt, at min tro på den måde skulle kobles med en frygt, og at protestantismen er så fokuseret på skyld, som jeg i den grad har bakset med lige siden. Men det var jo samtidig en tro givet til mig i kærlighed. Og jeg elskede min mormor for netop det.” – . Foto: Janus Engel/Polfoto.

Jeppe Rønde er solbrændt. Han er lige kommet hjem fra Cannes, hvor han har været nede for at fortælle om idéen til sin nye film, der er ved at tage form. Idéen har ligget og rumsteret i den 43-årige filminstruktørs hoved i noget tid, men han vil ikke fortælle så meget mere om den. Kun at den ligesom alle hans øvrige film igen kredser om troens rolle i vores liv. Om dens både lyse og mørke sider.

Helt tydeligt var det, da han med dokumentarfilmen ”Jerusalem, min elskede” fra 2003 tog til den splittede og krigshærgede by i Israel, hvor man i filmen følger tre profeter og deres dagligdag i byen. De tre mænd udgør filmens ydre spor og handling, men det indre spor handler om den voksne Jeppe Røndes egen søgen efter at genfinde den barnetro, der nu er blevet væk.

Og som han savner.

Men spørgsmålet om tro og religion lurede også i baggrunden i hans første spillefilm, der havde premiere sidste år. ”Bridgend” er fortællingen om en lille kulmineby i Wales, hvor 79 unge begik selvmord i løbet af en periode på fem år. Ingen ved hvorfor. Heller ikke Jeppe Rønde, der tog til Bridgend efter at have læst om fænomenet i en avis – og af en eller grund følte sig kaldet til at rejse dertil.

I syv år forsøgte han at dykke længere og længere ind i det samfund, der tilsyneladende var med til at skabe grobunden for det uhyggelige fænomen.

Her oplevede han, hvordan byens unge mødtes i al hemmelighed til rituelle scener i skoven, hvor flere af deres kammerater havde hængt sig. Men at ingen talte om det, der foregik. Heller ikke de voksne eller de unges forældre.

Se traileren for "Bridgend" herunder 


Undervejs blev han tæsket af de lokale, der bestemt ikke havde lyst til, at en fremmed satte fokus på de tabubelagte selvmord. Og selvom han aldrig når frem til entydige svar i sine film, så er Jeppe Rønde alligevel nået frem til en erkendelse, der kan være en del af forklaringen:

”Umiddelbart er der jo noget ved et ’vi’, der drager. Og det er præcis dét, religionen, fællesskabet eller kulten tilbyder. Hvor den private tro kan være både tryg og også grundlæggende ensom, så har vi ofte et behov for eller en længsel efter at tilhøre et ’vi’, og for mig at se, er det noget af det, der er på spil blandt de unge i Bridgend,” siger Jeppe Rønde.

Han fortæller, at han ikke selv vælger sine film. De vælger ham. At det på den måde ikke kunne være anderledes. Han skal åbenbart tage fat på de svære og oftest meget tilgemte steder i vores eksistens – og altid fordi han også selv er på en indre rejse i sine film.

”Jeg kender aldrig svaret på forhånd på de film, jeg går i gang med. Men jeg ved, at det er livsnødvendigt for mig at fortælle historier. Det fandt jeg ud af, da jeg var helt lille. Min mor og far blev skilt, og jeg kom til at bo hos min far. Men min far var misbruger – både af alkohol og stoffer. Så når jeg stod op om morgenen, var han tit forsvundet. Kun ølsjatterne stod tilbage. Jeg var seks år og nødt til at fortælle mig selv, at min far elskede mig – og at jeg elskede ham. Så jeg fortalte historier for at overleve. Og jo mere jeg løj, jo tættere kom jeg nok på virkeligheden. Det vidste jeg selvfølgelig ikke dengang, men det har været en af mine helt store erkendelser siden, og den ligger i virkeligheden til grund for alle mine film. De kredser allesammen helt grundlæggende om spørgsmålet: ’Hvorfor skal jeg stå op om morgenen?’. Og for at svare på det spørgsmål eller finde en mening, er du simpelthen nødt til at sætte dig selv ind i et narrativ, en historie.”

Da Jeppe Rønde var syv år , døde hans far. Og drengen Jeppe, der ellers var vokset op i en forstad til Aarhus, boede derefter i lange perioder hos sin mormor i Vestjylland, hvor han blev tvunget til at tro. Med aftenbøn og trusler om evig ild og pinsel, hvis han ikke foldede sine hænder for Herren. Og selvom han derfor troede, også af frygt, så betød mormoderens klare regler og formaninger også en tryghed og nogle faste rammer, som han i den grad havde savnet i sin ellers grænseløse opvækst.

”Det er så ærgerligt, at min tro på den måde skulle kobles med en frygt, og at protestantismen er så fokuseret på skyld, som jeg i den grad har bakset med lige siden. Men det var jo samtidig en tro givet til mig i kærlighed. Og jeg elskede min mormor for netop det. Som 12-årig valgte jeg også selv at blive døbt, fordi jeg mærkede, at troen betød noget for mig, som var virkelig vigtigt – noget mine forældre ikke havde valgt at gøre. Jeg tror faktisk, at netop det har givet mig det her dobbelte syn på troen: at jeg havde oplevet en anden virkelighed, før jeg kom til min mormor, og på den måde ikke var flasket op med Indre Mission, men også vidste, at der var en anden verden. Jeg har på den måde kunnet skabe min egen tro, der er blevet til i en blanding af de to verdener. Men det har selvfølgelig også givet mig et dobbeltblik, hvor jeg både er tiltrukket og skeptisk over for troen, men nok især religionen på grund af tendensen til opdeling i et dem og et os.”

Mens han venter på at gå i gang med sin nye film, er Jeppe Rønde i gang med at redigere en gammel krimiserie fra DR 2 om til en spillefilm. Om magtbegær, korruption, mafiarelationer og mord. Det er i en pause fra klipperiet i DR Byen, at han fortæller om sit evige anliggende med troen. Om opvæksten, tabet og troen, men også om håbet og kærligheden. Om at skulle til bryllup dagen efter i Wien med sin kone og deres niårige datter, og om at han nogle gange kan misunde sin katolske kone, fordi troen ikke på samme måde er et problem eller en anfægtelse hos mange katolikker.

”I katolicismen er der mere fokus på at fejre livet og på dets farverigdom. Mens vi protestanter er så optaget af vores skyld – og meget mere blufærdige og private med vores tro.”

Engang i Barcelona følte han det, som om hun afslørede ham totalt. De var gået ind i en kirke, som de altid gør, og da hans kone gik ud igen, blev han siddende i kapellet. Han troede, han var alene. Lukkede øjnene og bad. Noget han ellers næsten aldrig gør. Da han åbner øjnene, ser han hende.

”Og i et splitsekund var det, som om hun så lige igennem mig. Hun så mig i mit helt eget rum. Det var meget voldsomt, og jeg følte mig fuldstændig nøgen og blottet. Vi har aldrig talt om det, men det skulle vi heller ikke, for hvad skulle hun spørge om? Hun havde set ind i mit allerinderste – og selvom jeg følte mig blottet, så véd hun jo godt, hvad jeg rummer. For i kærligheden træder du ind med alt, hvad du har.”

Og det er netop kærligheden, der også er på blokken til Jeppe Røndes næste film. For det, der nu trænger sig på, er spørgsmålet om, hvorvidt religioners regler og rammer måske også kan ses som udtryk for kærlighed – og ikke kun som begrænsninger.