Prøv avisen

Han venter stadig på en vækkelse

Bent Feldbæk har en Walt Disney-plakat for tegnefilmen "Pinocchio" på væggen over for skrivebordet, hvor den forvandlede trædukke danser fornøjet til Gepettos trækharmonika, fri af sit snoreværk. "Det var sådan, jeg havde det efter min omvendelse," forklarer Feldbæk. "Jeg oplevede, hvordan Guds ord blev levende for mig og sprængte de gamle bånd." -- Foto: Jens Bach.

Sognepræst Bent Feldbæk skrev kirkehistorie, da han som den første, og hidtil eneste, i Danmark blev dømt ved en præsteret. Nu bor han på 11. år som pensionist i Sundby i Thy, få kilometer fra sit gamle sogn

I hans lille studereværelse står henne ved døren bedepulten med en stor, gammel, opslået bibel. Der er fyldt med bøger og religiøse billeder, og et portræt af Søren Kierkegaard kigger Bent Feldbæk i nakken, når han sidder ved sit skrivebord og studerer vækkelseslitteratur og Kierkegaards religiøse og filosofiske værker.

Når den tidligere Snedsted-præst så under læsningen ser op, falder øjnene på en farvestrålende Walt Disney-plakat for tegnefilmklassikeren "Pinocchio", der hænger på væggen over for skrivebordet. På plakaten danser den forvandlede trædukke, der nu er blevet fri for sit snoretræk, fornøjet rundt til dukkemageren Gepettos spil på trækharmonikaen.

"'Der er ingen bånd der binder mig'," citerer Bent Feldbæk titlen på den kendte sang fra filmen og forklarer, hvad denne plakat gør i selskabet med de ellers så kristelige billeder og opbyggelige bøger:

"Det var jo sådan, jeg havde det efter min omvendelse. Jeg oplevede, hvordan Guds ord blev levende for mig og sprængte de gamle bånd."

Omvendelsen skete en majmorgen i 1977. Bent Feldbæk Nielsen – som siden har afskaffet Nielsen - havde på dette tidspunkt været præst i den danske folkekirke i 11 år, uden bøvl med hverken biskop eller menighed, men det kom der efter omvendelsen. Den kostede ham i sidste ende hans embede. Samtidig blev han skrevet ind i kirkehistorien, fordi han som den første, og hidtil eneste, i Danmark blev dømt ved en præsteret. Sagen blev ført ved byretten i Thisted, og dommen siden stadfæstet af Vestre Landsret.

Præsteretten blev indført i 1992 med "Lov om gejstlige læresager" som en ny folkekirkelig mulighed for at få behandlet teologiske læresager af jurister og teologer ved domstolene. To år senere kom den nye institution i brug, da Feldbæk - dirigeret af sin nye bibelopfattelse efter omvendelsen - med sit dåbssyn kom på tværs af biskop og dele af sognet. Den langvarige sag endte i 1999 med afskedigelse som sognepræst i Snedsted ved Thisted, hvor Bent Feldbæk havde været præst siden 1973. Nu bor han sammen med hustruen, Kirsten, på 11. år som pensionist i Sundby i Thy, kun tre-fire kilometer fra sit gamle sogn.

Siden afskedigelsen har der været stille omkring ham, og kun få kolleger har siden offentligt støttet Feldbæks sag. De fleste har nok været bange for at få "ørene i maskinen" og har derfor valgt at klappe i, mener Feldbæk.

"Det forstår jeg egentlig godt. Det er jo et sprængfyldt emne. Jeg forstår godt, at ingen ønsker at risikere en ny sag," tilføjer han.

Alligevel har den "dybe tavshed", han oplevede i kølvandet på dommen, skuffet. Bent Feldbæk havde håbet på en vækkelse i folkekirken. Den venter han stadig på.

"Og den kommer en dag," mener han og forklarer, at det jo går i bølger og dale, også i "det åndelige liv":

"I 1800-tallet gjorde Grundtvig og senere Indre Mission op med rationalismen i kirken. Lige nu er vi inde i en rationalisme, der minder om dengang."

Den fyrede præst, der nu er 72 år, får tiden til at gå med at studere Søren Kierkegaard og den vækkelseslitteratur, der siden omvendelsen er kommet til at betyde stadig mere for ham. Han har færdiggjort et manuskript til en bog om vækst og udvikling i kristenlivet, hvilket også i flere år har været et emne i Alliancekredsen - en bedekreds af "genfødte kristne", som samles hver 14. dag i hjemmet.

Der er ikke nogen bitterhed over, at det gik med sagen, som det gik.

"Jeg har altid forsøgt at holde det personlige ude af sagen og fastholde, at det her var en teologisk sag," forklarer Bent Feldbæk, der mener, at også en mere generel lokal modstand mod den karismatiske bevægelse, som han tilsluttede sig, spillede ind.

Efter omvendelsen begyndte han at studere Bibelen ud fra en ganske anderledes bogstavelig, konservativ læsning end hidtil. Pinsedag 1983 meddelte han sin biskop og sit menighedsråd, at han, som resultat af sine bibelstudier, fremover agtede at døbe "til" og ikke - som ritualet ellers foreskrev - "i" Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Siden indgik han et kompromis med sin daværende biskop, Henrik Christiansen, hvorefter Feldbæk læste dåbsritualet med et "til", og derefter døbte med et "i".

"Så det var ikke det, jeg blev dømt på, da der kom en ny biskop, og der blev rejst sag, men derimod at jeg i mine prædikener, og ellers når der var lejlighed til det, understregede, at jeg – som det jo fremgår af Bibelen – ikke tror, at der sker nogen kristelig genfødsel af et menneske i spædbarnsdåben. Den genfødsel, Det Nye Testamente taler om, sker først i omvendelsen, hvor troen bliver personlig og levende, og mennesket derved "genfødes" til et nyt kristenliv. Det er os mennesker, der ifølge dåbsbefalingen fra Matthæusevangeliet handler i dåben, og ikke Gud, og det understreges netop ved at døbe "til" Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, som er den bibelsk korrekte ordlyd," forklarer Feldbæk.

Derved kom han i strid med folkekirkens lutherske dåbsopfattelse.

"Luther videreførte det katolske dåbssyn, som ikke kræver noget af det menneske, der døbes, fordi man mener, det er Gud, der handler. Jeg kan godt forstå, at denne opfattelse er populær i en bred folkekirke. Den er jo vældig praktisk, fordi den ikke kræver noget som helst af den, der døbes, men det er altså ikke i overensstemmelse med Bibelen. Problemet i folkekirken i dag er, at der ikke prædikes om den omvendelse, der ud fra et bibelsk synspunkt er altafgørende for frelsen, såvel her i livet som i evigheden."

Sagen mod Feldbæk begyndte for alvor at rulle i 1993. Det opslidende sagsforløb strakte sig over fem år. Alligevel ville han ikke, med den baggrundsviden han nu besidder, have gjort tingene anderledes.

"Jeg kunne ikke gøre andet, end jeg gjorde. Det var jo ikke et spørgsmål, man kunne gå på akkord med."

steens@k.dk