Kirker vil styrke indsats mod seksuel chikane

Flertallet af landets stifter har ikke særskilte handleplaner om seksuel krænkelse, men det vil flere nu gøre noget ved

Når biskopperne mødes sidst på måneden, vil drøftelser om seksuelle krænkelser i folkekirken være på programmet.
Når biskopperne mødes sidst på måneden, vil drøftelser om seksuelle krænkelser i folkekirken være på programmet. . Foto: DNK.PHOTO/Unsplash.

MeToo-debatten er på sit hidtil højeste herhjemme, og også på bispekontorerne i landets 10 stifter giver den stof til eftertanke. Når biskopperne mødes sidst på måneden, vil drøftelser om seksuelle krænkelser i folkekirken være på programmet. Og flere biskopper har allerede meddelt, at de vil styrke indsatsen mod krænkelser i deres stifter, blandt andet med særskilte handleplaner eller politikker på området.

Rundspørger til landets 10 stifter, som Kristeligt Dagblad og netmediet kirke.dk har foretaget, viser, at man i ni ud af de 10 stifter ikke har særskilte handleplaner for, hvordan man håndterer og forebygger sager om seksuelle krænkelser på stiftsniveau. Det har ikke været muligt at få oplysninger om en eventuel handleplan i Lolland Falsters Stift.

I 2019 udgav Folkekirkens Arbejdsmiljøråd en generel vejledning om netop håndtering af seksuel chikane og krænkende handlinger på arbejdspladsen. Men ifølge flere biskopper er det altså ikke tilstrækkeligt.

En af dem, som mener, der er brug for mere handling, er biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen. For nylig sendte han et brev til alle ansatte og frivillige i stiftet, hvor han skriver, at stiftsadministrationen nu udarbejder en handleplan. I det arbejde vil man, skriver biskoppen, ”definere, hvad vi under ingen omstændigheder vil acceptere”, og så vil man give alle med ledelsesansvar ”den nødvendige viden om, hvordan I håndterer det, hvis en medarbejder bliver udsat for seksuel chikane.”

Noget lignende er man klar til at sætte i værk i Viborg, Aalborg og også i Roskilde Stift, hvor Peter Fischer-Møller er biskop.

”Jeg har endnu ikke fået henvendelser om sager af den karakter, som har været oppe i medierne på det seneste, og hidtil har vi mest haft fokus på for eksempel mobning og seksuelle overgreb på børn. Men vi skal ikke sidde på hænderne og vente på, at der sker noget. Vi skal også være proaktive her,” siger Peter Fischer-Møller og tilføjer, at der sandsynligvis kan hentes inspiration i de strategier, som stiftet allerede har omkring mobning.

Helt så prompte er det ikke alle, der reagerer. Det gælder for eksempel i Helsingør Stift. Herfra skriver biskop Lise-Lotte Rebel i en mail til Kristeligt Dagblad, at behovet for yderligere tiltag vil blive drøftet, og at alle kan henvende sig til hende.

Hvis man skal komme problemer med seksuelle krænkelser på arbejdspladser til livs, er det vigtigt, at man som leder gør mere end det. Det siger Bodil Nordestgaard Ismiris, administrerende direktør i Ledernes Hovedorganisation.

”Det er vigtigt, at toppen i enhver organisation formulerer klart, hvad man ikke vil acceptere. Og i stedet for at lederne siger, ’min dør er åben’, bør de gå ud af døren og tage en proaktiv dialog med medarbejderne om, hvordan tonen og stemningen er,” siger Bodil Nordestgaard Ismiris, der derfor hilser det velkomment, at nogle biskopper vil udarbejde særskilte handlingsplaner.

Elof Westergaard, biskop over Ribe Stift, forholder sig dog mere afventende til, om en handleplan er en god idé. Han mener også, at den aktuelle MeToo-debat giver anledning til at drøfte, om der er brug for tiltag, som kan styrke indsatsen mod ”eventuelle seksuelle krænkelser i folkekirken”, og det vil han gøre ved at bruge de kanaler, han har, siger han.

“Jeg vil inddrage arbejdsmiljørepræsentanter og provsterne. Og på den baggrund se på, hvad der er brug for. Jeg har endnu ikke fået henvendelser om krænkelser her i stiftet, men hvis det sker, er jeg sikker på, vi vil behandle sagen ansvarligt,” siger Elof Westergaard.