Hans Egede tugtede grønlænderne, men frelste deres sprog

Taknemmelighed eller vrede? Der er stor forskel på, hvilke følelser der dominerer, når man ser på statuen af missionæren Hans Egede i Nuuk

Missionæren Hans Egede er ikke nogen entydig person blandt grønlændere. Nogle mener, at han er et symbol på den danske kolonimagt. – Foto: Ritzau Scanpix.
Missionæren Hans Egede er ikke nogen entydig person blandt grønlændere. Nogle mener, at han er et symbol på den danske kolonimagt. – Foto: Ritzau Scanpix.

Højt ophøjet på en bakketop i Nuuk står en statue, der for alvor har trukket det dansk-grønlandske forhold ind i den verdensomspændende debat om symboler på kolonifortiden. Statuen, der forestiller den dansk-norske missionær Hans Egede, blev for nylig overhældt med rød maling og fik påskriften ”decolonize” (afkoloniser) med henvisning til aktivisternes syn på missionæren som repræsentant for en undertrykkende kolonimagt.

Aktivisterne bag aktionen mener, at statuen bør fjernes. Men det ville være en fejl, mener Thorkild Kjærgaard, der er historiker og tidligere institutleder ved Grønlands Universitet i Nuuk. Han har forsket i Grønlands historie og mener, at grønlænderne har meget at takke Hans Egede for.

For det første bør man være taknemmelig for, at det grønlandske sprog har overlevet indtil nu. Det er nemlig i høj grad Hans Egedes fortjeneste, fordi han insisterede på at lære inuitternes sprog og formidle kristendommen på det lokale sprog.

”Hans Egede var en luthersk præst, som så vigtigheden i at forkynde kristendom på folks modersmål. Derfor anstrengte han sig for at lære inuitternes sprog. Blandt historikere er der konsensus om, at Hans Egede kan tilskrives æren for, at grønlandsk i dag er det officielle sprog i Grønland, hvor det bliver brugt i tv, i parlamentet og alle steder,” siger han og tilføjer, at man blot kan se på andre oprindelige folk, hvis man vil have et bud på, hvad der var sket med grønlændernes sprog, hvis det ikke havde været en luthersk præst, der var ankommet som den første.

”Hvis Grønland ikke var blevet genindtaget af Danmark-Norge, havde Storbritannien meldt sig som den mest sandsynlige kandidat til at kolonisere Grønland, og så ville det formentlig i dag være en del af Canada. I så fald havde briterne behandlet grønlænderne, som de behandlede indianerne i Nordamerika – det var modellen, man havde. Man kan spørge indianerne og eskimoerne, om de mener, at de har det bedre end grønlænderne i dag. Svaret er nej. De taler fransk og engelsk og ser med misundelse på grønlænderne, der taler grønlandsk fra parlamentets talerstol.”

At aktivisterne i Grønland ser Hans Egede-statuen som billedet på en undertrykkende kolonimagt giver Thorkild Kjærgaard ikke meget for. For han anerkender slet ikke, at Grønland var en koloni. Det grønlandske område var nemlig en del af det dansk-norske kongerige, allerede inden inuitterne kom til i og med, at det først var beboet af de såkaldte nordboer fra Norge.

Mange historikere er imidlertid ikke enige med Thorkild Kjærgaard i, at det af den grund ikke var en koloni. Blandt andre Simon Mølholm Olesen, der er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, og som forsker i Grønlands historie i 1600- og 1700-tallet. Hans argument for, at Grønland var en koloni, er blandt andet, at det gradvist gik op for Danmark-Norge efter 1660, at der ikke længere var nordboere i Grønland. Fra det tidspunkt fik forholdet et mere kolonialt præg, fordi man anså de derboende mennesker for at være et anderledes folkefærd, man med rimelighed kunne undertvinge.

Han tilslutter sig imidlertid synet på Hans Egedes betydning for det grønlandske skriftsprog og peger på, at dele af Hans Egede-kritikken savner nuancer og blik for, at Hans Egede havde både gode og dårlige sider. Blandt hans mere kontroversielle sider var det, at han sommetider udøvede vold imod den grønlandske befolkning.

”Det ses i kilderne, at Hans Egede lejlighedsvist greb til voldelige metoder. Især når han blev frustreret. Det gik først og fremmest ud over angakokkerne, altså åndemanerne, der havde det åndelige monopol, inden han kom til. De følte sig truet af hans missionsvirksomhed, og han så heller ikke positivt på dem. Det førte til håndgemæng. Der var også enkelte eksempler på, at han udøvede vold mod almindelige grønlændere uden spirituel autoritet,” siger han.

Historikeren tilføjer, at Hans Egede specifikt talte om at anlægge kolonier og om grønlænderne som nogle, der skulle undertvinges med hård magt.

”Grønland skal have kolonier på de folkerigeste steder og et passende antal missionærer beskikkes, så de vilde kan holdes under tugt og disciplin,” skrev han i 1725.

Et konkret eksempel på Hans Egedes vold så man i 1726, hvor missionæren havde fået nys om en utilfreds grønlænder. Den unavngivne grønlænder var efter sigende blevet træt af danskerne på Håbets Ø – ikke mindst Hans Egede og hans missionsvirksomhed. Ifølge Hans Egedes dagbog havde manden planlagt at dræbe danskerne, men inden da fandt Egede og hans mænd frem til manden, gav ham et lag tæsk og lænkede ham fast til en bjælke i koloniens hovedhus.

”Mit indtryk er, at Hans Egede var en ambitiøs, målrettet og viljestærk mand på godt og ondt. Han holdt af sin familie og de grønlændere, der boede ved kolonien. Men han havde samtidig en klar vision for, hvad der var hans livsopgave. Ingen skulle modarbejde ham på den front. Det gjaldt både for grønlændere og danskere,” siger historikeren fra Aarhus Universitet.

Men der er andre problemer med Hans Egede, hvis man spørger grønlændere, der ønsker hans statue fjernet fra bakken i Nuuk. En af dem er skuespilleren Makka Kleist, der i P1 Morgen i tirsdags sagde, at missionæren påtvang inuitterne kristendommen. Det er imidlertid upræcist, lyder det fra Simon Mølholm Olesen.

”Hans Egede ville selvfølgelig gerne kristne grønlænderne. Det var derfor, at han var i Grønland. Hans missionsgerning var imidlertid båret af en vis uvilje imod at døbe grønlændere i ét væk. Han nægtede for eksempel at døbe voksne grønlændere, indtil de havde opnået tilstrækkelig viden om kristendommen. Blandt andet derfor var hans menighed ret lille, da han rejste fra Grønland i 1736,” siger han og tilføjer, at man skal passe på med at tillægge Hans Egede for stor betydning i Grønlands historie:

”Man har måske i dag tendens til hurtigt at beskrive 1700-tallets grønlændere som nogle umyndige mennesker, der bare gjorde, hvad de fik besked på. Men grønlænderne var altså nogle meget viljestærke mennesker, der udmærket formåede at handle selvstændigt i mødet med danskerne. Mange af dem var kritiske over for Hans Egede og tænkte, at han var latterlig. Det var blandt andet det, der gjorde Egede så frustreret. Desuden skal man huske på, at den danske koloni var meget lille og sårbar, og derfor kunne han ikke bare slå løs på folk. Hvis det skete, så ville ingen have noget med ham at gøre. Handelen ville bryde sammen, og grønlænderne ville aldrig blive kristne. Min forskning viser, at danskerne blev helt bevidste om det forhold i løbet af 1700-tallet. Derfor var det nødvendigt at optræde balanceret i mødet med grønlænderne.”

Fra anden side har man hørt kritik af Hans Egede for at bruge ordet ”vilde” til at beskrive inuit-befolkningen. Ifølge kritikerne er det et bevis på et racistisk tankesæt, men det holder ikke, hvis man spørger historikeren Thorkild Kjærgaard.

”Det var det begreb, man rådede over dengang til at beskrive et folk, der ikke levede i et statsorganiseret samfund. Det var ikke nedsættende, men et fuldstændigt neutralt begreb dengang. Ligesom det engang har været neutralt at sige neger. Man har overhovedet ikke fattet noget, hvis man beskylder ham for racisme, fordi man ikke forholder sig til 300 års sprogforandring. Det er en meget naiv form for sproganalyse, som i sidste ende vil ramme os selv, fordi vi også bruger ord, der om 100 år ikke længere er neutrale,” siger han.

Andre har kritiseret ham for at fordømme grønlændernes seksualmoral, hvor konebytning og flere partnere var udbredt. Ifølge Simon Mølholm Olesen var der eksempler på grønlandske kvinder, der ikke brød sig om tanken om det monogame parforhold, som Hans Egede talte for. Men spørger man Thorkild Kjærgaard, var der decideret kvindekamp i at få gjort op med inuitternes løssluppenhed.

”Man kan være uenig i Hans Egedes syn på seksualmoral. Men alternativet til hans seksualmoral var et system, hvor mænd helt uforpligtende kunne gøre kvinder gravide og bare finde en ny bagefter. Det var et system i mandens favør, fordi kvinder kunne risikere at skulle opfostre et barn alene et sted uden statsmagt og socialt sikkerhedsnet. Kristendommens krav om at holde sig til én partner er en begrænsning, men man kan spørge, om alternativet her var fordelagtigt,” siger han.