Hans Küng blev både idol og sort får i den katolske kirke

For progressive katolikker var Hans Küng en kilde til inspiration, hvis kontroversielle ytringer blandt andet kostede ham retten til at undervise i katolsk teologi . For få dage siden døde d en schweiziske teolog, 93 år gammel

Teologen Hans Küng blev kendt for sit opgør med dele af den katolske lære, og han fortsatte gennem livet med at kommentere på aktuelle kirkelige kontroverser – fra cølibat og AIDS til misbrugsskandaler og abort. – Foto: Imago/Ritzau Scanpix.
Teologen Hans Küng blev kendt for sit opgør med dele af den katolske lære, og han fortsatte gennem livet med at kommentere på aktuelle kirkelige kontroverser – fra cølibat og AIDS til misbrugsskandaler og abort. – Foto: Imago/Ritzau Scanpix.

En oprørsk katolik, en rebel og en idealist. Det er nogle af de ord, der gennem tiden er blevet brugt på at beskrive præsten og professoren Hans Küng og hans forsøg på at gøre op med dele af katolsk teologi. I sidste uge, den 6. april, døde den schweiziske teolog, som blev 93 år gammel.

Küng voksede op i Schweiz i en børnerig katolsk familie fra den lavere middelklasse. Som ung tog han til Rom, hvor han studerede ved det pavelige universitet Gregoriana i Rom og blev præsteviet i 1954. I 1957 opnåede han en doktorgrad i teologi fra Institut Catholique i Paris, hvorefter han i en kort periode underviste ved universitetet i Münster i Vesttyskland og herefter ved universitetet i Tübingen i det sydlige Vesttyskland.

Allerede i studieårene stiftede Hans Küng bekendtskab med Joseph Ratzinger, der senere skulle blive pave, og trods deres forskelligheder kom de til at følges ad i mange år.

De to unge stjerneteologer deltog blandt andet begge som rådgivere – ”periti” – for katolske biskopper under Andet Vatikankoncil 1962-1965, der søgte at åbne den katolske kirke mere mod verden. Mens Küng var professor på universitetet i Tübingen, headhuntede han i 1966 også Ratzinger til universitetet.

Ungdomsoprøret i 1968 førte dog til, at deres veje skiltes. Ratzinger var chokeret over det radikale studentermiljø, og over, hvad han opfattede som en politisering af den kirkelige reformproces. Han forlod derfor Tübingen i 1969.

Küng var derimod i større overensstemmelse med tidsånden, da han i sin bog ”Unfehlbar?” – på dansk: Ufejlbarlig? – fra 1970 blev berømt for at kritisere dogmet om pavens ufejlbarlighed – altså den tanke at paven ikke kan fejle, når han som kirkens overhoved højtideligt udtaler sig om tro og moral inden for den kristne åbenbaring.

Bogen førte til, at Küng ni år senere af Troslærekongregationen i Vatikanet fik frataget retten til at undervise i katolsk teologi på Tübingen Universitet. Han forblev dog katolsk præst hele livet og fortsatte sin akademiske karriere i Tübingen som professor i økumenisk teologi.

Beslutningen tog dog stadig hårdt på Küng, og det gjorde ondt værre, at Ratzinger opretholdt forbuddet, da han to år senere gik fra at være ærkebiskop af München til at blive formand for Troslærekongregationen.

Ratzinger forsvarede i 1997 i en interviewbog Vatikanets afgørelse med, at han respekterede den vej, Küng havde valgt, men at Küng på sin side ”så ikke kunne forlange kirkens godkendelse”.

Den iltre schweizer ønskede ikke blot at føre alle Andet Vatikankoncils beslutninger ud i livet. Han ønskede et opgør med ”romersk centralisme” og en stærkere dialog med andre troende, kristne som ikke-kristne. Küng var således oprørt over Troslærekongregationens – og Ratzingers – erklæring fra 2000, ”Dominus Iesus”, der fastslog, at de efter-reformatoriske kirker ikke kan betragtes som egentlige kirker, men mere som kirkesamfund.

For brede kredse af vestlige katolikker var idealisten Küng en fejret og beundret skikkelse. Men beundringen for den grænsesøgende teolog rummede ofte en nostalgisk længsel efter dristigheden bag 1960’ernes kirkelige fornyelse. Küng havde ligeledes mange sympatisører blandt protestantiske teologer, og særligt hans bog ”Christ Sein” – At være kristen – fra 1974 fik en stor international læserskare. Samtidig fortsatte han med at kommentere aktuelle kirkelige kontroverser, fra cølibat og AIDS til misbrugsskandaler og abort.

Måske kom Hans Küngs største øjeblik, da Joseph Ratzinger i 2005 blev valgt til pave under navnet Benedikt XVI og få måneder senere inviterede Küng til en samtale i Vatikanet.

Mødet fik megen omtale, for i årtier havde de to højtbegavede, tysksprogede og jævnaldrende teologer stået som hinandens diametrale modsætninger: den ene progressiv og frembrusende, den anden dogmatisk og behersket.

Hvad samtalen gik ud på, står hen i det uvisse. Men i invitationen lå der fra Ratzingers side en anerkendelse af Küngs akademiske format, og derved var paven med til at underbygge forestillingen om de to som hinandens jævnbyrdige, trods alt.

Küng var en paradoksal skikkelse, hvis rebelske indstilling byggede på en traditionel katolsk kultur, som næppe længere findes i Europa, og det gjorde ham til mere barn af sin tid, end han formentlig brød sig om. Stillet over for kontinentets stærke sekularisering og privatisering af troslivet de seneste 50 år fik hans visioner om kirkelig reform båret af et ægte folkeligt engagement efterhånden noget abstrakt over sig.

En af Vatikanets tænketanke – kaldet Det pavelige Akademi for Livet – var forsonende, da det i anledning af Küngs død skrev, at hans ”tanker og analyser altid må få os til at reflektere over den katolske kirke, kirkerne, samfundet, kulturen. ” Men akademiet fastslog også, at han var en stor teolog ”i sidste århundrede”. Heri ligger der nok et forbehold.

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.