Et nyt projekt, der skal kortlægge folkekirkens meget spredte deltagerstatistik, har taget sin begyndelse. Allerede på første møde røg deltagerne direkte ind i et af grundspørgsmålene: Hvem skal regnes med i den statistik?
Det er oplagt, at folkekirkens medlemstal skal angives i procent af hele befolkningen. Men skal deltagelsen i kirkelige handlinger og andre kirkelige aktiviteter opgives på samme måde? I så fald får vi som oftest en ekstremt lav deltagelse i områder, hvor kirkens medlemmer udgør under halvdelen af befolkningen, for eksempel i Gellerup ved Aarhus og på Nørrebro i København.
Første gang, jeg for alvor bed mærke i problemstillingen, var ved den folkekirkelige Københavnskonference i 1983.
LÆS OGSÅ: Hvis alle blev udmeldt af kirken, ville hver anden melde sig ind igen
Her indledte daværende kirkeminister Elsebeth Kock-Petersen fra Venstre med at konstatere, at folkekirken i København ressourcemæssigt var rimeligt stillet. Der var nemlig dengang kun 2300 folkekirkemedlemmer pr. præst, mens gennemsnitstallet på landsplan var 2700.
Man skulle altså ikke forvente sig kirkeministeriel sympati, hvis nogle på konferencen skulle appellere om støtte fra resten af folkekirken til den trængte kirke i hovedstaden. I stedet antydede ministeren, at den selv var ude om egne problemer. For præsterne i København var helt unødvendigt gået med til at have konfirmander uden for skoletiden og de fleste af byens præster boede ikke i deres sogne. Så kunne det jo næsten kun gå galt.
Dermed var der lagt op til ministerstorm fra mødets kirkefolk. Kirken er da forpligtet på hele folket og er folk ikke længere medlemmer af kirken, er det kun så meget des vanskeligere at nå dem. At regne præstekvoten ud efter medlemstallet og ikke befolkningstallet er udtryk for kirkelig retræte, og slet ikke i overensstemmelse med det evangelium, der er for alle. For det er vel ikke kun juleaften, at glæden skal være for hele folket?
I små sogne forekommer det oplagt, at alle skal tælles med. Fra sin præstetid på Agersø i Storebælt beretter Jesper Stange, at Julius Karen ved kaffen efter menighedsrådsmødet fortalte: Nu er vi 256 her på øen. Den oplysning var dengang ikke tilgængelig fra kommunen, men Karen vidste besked. For, som hun sagde, da de andre spurgte: Når jeg ikke kan falde i søvn, så ligger jeg og tæller efter.
Hvortil Jesper Stange konkluderer: Smukkere kan det ikke siges, at der regnes med enhver.
Siden har den kirkelige administration og økonomifordeling et langt stykke af vejen forladt Karens tankegang til fordel for Elsebeth Kock-Petersens. Præsteforeningen er bedre til at råbe op om præsternes arbejdsbelastninger end om folkekirkens forpligtelse til at forkynde Jesus Kristus som hele verdens frelser, i Danmark altså, sådan som det i snart 10 år har heddet i den officielle folkekirkelige jargon. Det er snart kun kirkestatistikken, der halter bagefter, når den har det med at regne folkekirkens deltagerstatistik ud i forhold til den samlede befolknings størrelse. Avisernes overskriftredaktører hører også til de konservative her: Det er meget lettere at lave en dramatisk overskrift, hvis man sætter kirken i forhold til folketallet og ikke til medlemstallet.
Endnu i tidehvervsgrundtvigianismens sene velmagtsdage i 1990erne kunne man blive hængt ud i Dansk Kirketidende, hvis man var kommet for skade at bruge udtrykket kirkefolket.
Der er kun ét folk i Danmark, fik man at vide. I løbet af de kommende måneder skal kirkestatistikgruppen foreslå en praksis på den kirkelige deltagerstatistiks område.
Skal man fremover regne med to folk i Danmark: det danske folk og folkekirkens medlemsfolk?
Hans Raun Iversen er lektor i teologi på Københavns Universitet