Prøv avisen

Hans Raun: Jeg kunne ikke være kristen på en øde ø

Hans Raun Iversen mener, at hvis man vil fastholdes i den kristne tro, må man også gøre noget praktisk i Jesu navn. For hans vedkommende lyder opskriften på masser af salmer, kirkegang – og især at lytte til mennesker af enhver slags, kristne som ikke-kristne. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

For lektor i praktisk teologi Hans Raun Iversen eksisterer og lever troen gennem menneskelige relationer. Han mener, at troen ikke kan være i os, hvis den ikke er iblandt os og omvendt

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg kan i dag bedst bruge et par linjer fra sangen Time, Dag og Uge, som Johannes Møllehave skrev teksten til, og Annet Linnet fremførte på albummet Min Sang fra 1989, som var et tæt samarbejde mellem de to.

Linjerne lyder sådan: Min tro er en tillid til verden, et gavmildt og underfuldt sted, som rækker mig glæden og smerten, det hele vil jeg ha med, på denne forbløffende klode, mer rig end vi drømte og trode. Min tro er min sang og stemme, her hvor jeg har min gang, her har jeg endnu hjemme, her er min tro min sang.

LÆS OGSÅ: Arven fra Anne Linnet

Første gang jeg hørte den tekst, syntes jeg, at det var nogle lidt for fikse rim, men i dag er jeg der, hvor jeg kan tilslutte mig Møllehave. For min tro er en integreret del af mit liv og min hverdag den er midt i det, jeg hver dag modtager fra mine omgivelser, og som jeg forsøger at udtrykke og bidrage med, hvor jeg kan.

Hvordan var forholdet til tro i dit barndomshjem?

Jeg er født på Borris Hede i Vestjylland og opdraget på et husmandsted ved Ølgod. Min mor var på Grundtvigs Højskole under krigen. Min farmor sang aftensang med os børn, når hun var på besøg, og vi fik lov at gå i søndagsskole, så meget vi lystede.

Men vi snakkede ikke om det med kristendommen. Vi var bare kristne, fordi vi boede under Guds himmel, og degnen og præsten sagde, at vores religion hed kristendom. Som 11-årig kom jeg ud at tjene hos en luthersk-missionsk familie. Så kom der rigeligt med både ord og strengespil på kristendommen. Jeg blev taget med i de daglige andagter og med i missionshuset. Jeg oplevede i det hele taget en langt mere intensiv tro, end jeg gjorde derhjemme.

Hvad har udfordret din tro?

For mig er tab og ulykker ikke det værste for troen. Jeg synes, at den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup (1905-1981) har ret i, at tilintetgørelsen hører med til skabelsen. Det kan være tungt, når det rammer, især når man står og ser andres liv blive ødelagt, uden at man rigtig kan gøre noget. Men den værste udfordring er altid mine egne fejl og svigt. Jeg har prøvet det meste. To skilsmisser og min fars selvmord for eksempel. Selvom jeg måske ikke har hele skylden for det hele, er det tungt at leve med i mange år efter.

Så kan man lettest lukke sig om sig selv uden hverken at ville modtage eller give fra sig. Det udfordrer troen, fordi man lukker sig ude fra det liv, som troen lever i og af. Det er lærerigt, når Lukasevangeliet taler om, at Guds rige er midt iblandt os, men det betyder også inden i os. Troen kan ikke være i os, hvis den ikke er iblandt os og omvendt.

Jeg er et meget relationelt menneske, der lever i mine relationer til andre, og det gør jeg også kristeligt. Derfor tror jeg heller ikke, at jeg kunne være kristen på en øde ø, for troen ligger netop i udvekslingen.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Det har mine omgivelser. De mennesker, jeg har været og er tæt på, samt mit praktiske liv i kirke og samfund. Jeg har sikkert meget med fra min barndom, men har siden haft stor glæde af at være aktivt med i mange forskellige sammenhænge. Mest markant står mine år i Tanzania i 1970erne, hvor jeg som led i et forskningsprojekt studerede i otte forskellige menigheder. Her fik jeg den helt grundlæggende oplevelse af det, jeg kalder den dybe meningsfylde i det helt anderledes. Tiden i Tanzania gør, at jeg har en dyb opmærksomhed på, at man ikke kan låse kristendommen fast i en færdig skabelon. Troen er en personligt og kulturelt formet realitet.

Hvordan gør din livsanskuelse og tro en forskel i din hverdag?

Min hverdag er ikke meget anderledes end mange andres. Herunder også mange ikke-kristnes. Jeg er overbevist om, at det sandt kristelige er det sandt menneskelige og derfor ikke forbeholdt kristne. Men vil man fastholdes i den kristne tro, må man også gøre noget praktisk i Jesu navn. Ingenting lever af og i ingenting. Det gør den kristne tro heller ikke. Der findes ikke nogen universalopskrift for kristen praksis. Men for min del hedder det masser af salmer, kirkegang og især det at lytte så opmærksomt, jeg formår, til mennesker af enhver slags, kristne som ikke-kristne.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål? Hvor henter du inspiration til dit trosliv?

Når jeg skal tænke teologisk omkring det eksistentielle, støtter jeg mig meget til præster og tænkere som N.F. S. Grundtvig, Kaj Munk og tyske Dietrich Bonhoeffer.

Men ofte er det dybt menneskeligt indfølende enkeltpersoner, som er det mest udfordrende beskæmmende og inspirerende at lytte til. Jeg vil gerne nævne krigsveteranen fra Irak, Robynn Murray, som DR 2 bragte dokumentaren Forsidepige og krigsveteran om for nylig. Den unge kvinde lider blandt andet af posttraumatisk stresssyndrom. Hun angrer, hvad hun og hendes kammerater har gjort i Irak ved at skyde på civile. De følgevirkninger, soldaterne kommer hjem med, er slemme. Der skal meget menneskelig integritet til også at tage krigsovergreb på sig som en personlig skyld. Men er der anden vej frem, hvis vi skal fastholde det sandt menneskelige?

Jeg mener ikke, at alle soldater skal have dårlig samvittighed, fordi de har gjort, hvad Folketinget har bedt dem om. På den ene side har vi nu over 20.000 danske krigsveteraner, som ofte har grusomme krigsoplevelser fra de sidste 20 år. De må støttes. På den anden side har vi brug for at være ærlige omkring vores krigsindsats. Det hjælper Robynn Murray os til.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Min dogmatiklærer på teologistudiet, Anna Marie Aagaard, lærte os, at vi skulle begynde med at tematisere vore egne erfaringer, personlige som fælles, og se dem i lyset af en bibelsk forståelse af Gud som Helligånd. Altså, hvis vi skal åbne op for troen på den levende Gud, der gør sig kendt i Jesus Kristus og virker blandt os i dag i Helligåndens kraft, må vi begynde med vore egne erfaringer. Ikke med Bibelen, filosofien og dogmatikken, men med vore egne liv.

De fleste danskere tror på, at de er noget særligt. Derfor tror de på Gud som en pensioneret urmager. Gud har skabt dem, men han er ikke til stede i dag. Vi skal lære at forbinde vores liv og erfaringer med en forståelse af Gud.