Hans Raun: Vi er på vej mod en folkets kirke

Salmesangens udvikling og Kirkeministeriets debatoplæg om kirkens fremtid tydeliggør, hvor langt der er mellem statens folkekirke og folkets folkekirke

"Det er dybt skadeligt for integrationen at tillade stormoskéer," skriver dagens debattør Casper Borring Lund
"Det er dybt skadeligt for integrationen at tillade stormoskéer," skriver dagens debattør Casper Borring Lund. Foto: Uffe Bølling.

For mange var det nærmest et kætteri, at der kom 142 nye salmer med blandt de 791 numre i den nye salmebog fra 2002. Havde det ikke været for det ydre pres fra yngre kræfter og ikke mindst kirkeminister Tove Fergos pres den anden vej var salmebogskommissionen næppe heller kommet til så godt et resultat. Gennem fem år har jeg syv gange sendt ansøgninger til kirkeministerium og fonde om penge til at få undersøgt den faktiske salmesangs udvikling i Danmark. Men forgæves. Så jeg ved ikke, om jeg har ret i, at salmebogens nye salmer allerede synges mere end de gamle, men jeg er ret sikker.

LÆS OGSÅ: Flertal: Folkeskolen skal lære børn om Bibelen

Sikkert er det i hvert fald, at boomet i fremkomsten af nye salmer og nye melodier stadigvæk er tiltagende både i kvantitet, kvalitet og yndest hos folket.

Vi står ganske enkelt i et salmestilsskifte, som er af samme vigtighed som det, Grundtvig og Ingemann tog fat på for snart 200 år siden. Skal det gå som med Grundtvig, mangler vi snart bare, at de nye salmedigtere gennemskriver de gamle salmedigteres tekster, sådan som Grundtvig gjorde det med så stor succes, at end ikke den sidste originalhigende salmebogskommission kunne kassere hans omskrivninger af de gamle. Men nu kommer der bud fra salmekor, at både Iben Krogsdal og Hans Anker Jørgensen er på vej med samlinger af gendigtninger af forgængerne sågar af selveste Grundtvig. Vi har meget at se frem til, når efterårets bøger kommer ud. Ramaskrigene er forudselige jubel-råbene vil sikkert lade vente på sig, til de nye salmer er sunget ind.

Iben Krogsdals nye gendigtninger af Grundtvigs salmer, som jeg har haft lejlighed til at se, viser, hvor radikal en fornyelse vi står midt i. Iben Krogsdal skriver salmer i solidaritet med de måske kristne, for at bruge titlen på hendes egen interviewbog fra 2012. Dermed vender hun ligesom gospeltraditionen og Fangekoret tilbage til den oprindelige salmetone fra Davids salmer, hvor en salme udtrykker menneskers livssituation i sorg og glæde, tvivl og famlende tro. Salmerne bliver igen folkets salmer og ikke blot præstens prædiken sat på eller besvaret på vers, som tendensen alt for længe har været.

Udviklingen i salmesangen skaber epoke i folkekirken. Og så er den kun et af mange udtryk for den folkelige ajourføring af folkekirken, der foregår i disse år. Oven i denne situation har vi for nylig fået oplægget om ny styrringsstruktur i folkekirken. Høringsfristen er udsat til den 1. november, så ingen bekymrer sig særligt om den sag her før sommerferien. Men de allerfleste kommer heller ikke til at gøre det, for der er ikke tænkt én tanke om folkets folkekirke i det omfattende oplæg. Her handler det om, hvordan politikerne Folketinget og kirkeministeren fortsat skal kunne lade, som om det er dem, der styrer folkekirken. Klogeligt taler man netop om styrelse og ikke om ledelse, for hvordan en sådan kunne se ud, har man ikke fantasi til at forestille sig.

Fristet af professor Svend Andersen kom den ellers højdiplomatiske udvalgsformand Hans Gammeltoft-Hansen ved debatten om oplægget i Selskab for Kirkeret den 13. maj til at sige, at forslaget bestemt sigter på at forhindre tivolisering i folkekirken. Ingen af de to ældre herrer havde dog eksempler på denne syndighed. Måske kan man gætte på, at Gangnam Style bør være forbeholdt sydfynske borgmestre og forbudt for konfirmationspræster i Fredericia? Det er der nogle, der mener, som en nylig debat viste. De har så blot ikke forstået, hvordan fremtidens folkekirke formsættes i disse år.

Hvad vi er på vej mod, er en åben folkekirke, hvor alle mennesker og alle slags menneskelige erfaringer og udtryksformer inviteres ind som børn af huset og ikke blot dem, der udtrykker én bestemt stilart. Skal kristendommen være for hele folket, må finkulturens monopol brydes i kirken. Den hører hjemme i statskirken og ikke i fremtidens folkekirke. Kristendommen er stærk nok til at huse og transformere mange former eksistentielle udtryk. Det kan man for eksempel få bevidnet af de mange mennesker, der var med til en gudstjeneste bygget op om sange af Leonard Cohen på kirkedagene i Aalborg.

Hans Raun Iversen er lektor i teologi på Københavns Universitet