Hvad vil det sige at være kristen?
Det er et af kristendommens helt store spørgsmål, og det drev filosoffen Søren Kierkegaard ud i voldsomme teologiske sværdslag og kulminerende med hans kirkekamp i 1855. Mange har hæftet sig ved, at Kierkegaard i sin radikale forståelse af efterfølgelse af Kristus ender et sted, hvor troen er så krævende, at kun de færreste evner at tage troens spring.
LYT: Hvem er mennesket Søren Kierkegaard
Spørgsmålet, som eftertiden er blevet efterladt med, går på, om troen i Kierke-gaards univers er for alle og enhver, eller om den i virkeligheden udelukkende er for de få, der er villige til at lide for troen?
Problemet, når man forsøger at indfange Kierkegaards syn på troen, er, at han peger i vidt forskellige retninger. En del af hans senere skrifter eksempelvis dem, der er formuleret omkring kirkekampen rummer en radikal tænkning, hvor Kristi efterfølgelse faktisk kommer til at indebære martyriet. Simpelthen fordi sandheden vækker forargelse og modstand. På den måde indfører Kierke-gaard en særlig kristen lidelse, siger Michael Olesen Bjergsø, der har skrevet ph.d.-afhandling om netop Kierkegaards gudsforhold.
I andre og mere opbyggeligt rettede skrifter møder vi en anden efterfølgelsestanke. Her er også lidelsen en anden, nemlig et eksistentielt grundvilkår for eksempel tab, sygdom, sorg og hvor tro og efterfølgelse handler om, at vi gennem Kristi forbillede kan bevare os selv og vores menneskelighed i lidelsen, siger han.
For Michael Olesen Bjergsø er det den opbyggelige del af Kierkegaards teologi, som vi i dag kan bruge. Også selvom det er den radikale efterfølgelse, Kierkegaard ofte bliver forbundet med.
Radikaliteten blev polemisk formuleret op til og under Kierkegaards kamp mod statskirken, hvor kristentroen for ham at se var blevet en nærmest naturlig del af borgerliv og samfundsindretning, og hvor Kierkegaard jo gennem hele sit forfatterskab insisterer på troens tilegnelse hos det enkelte menneske.
Han ser gerne, at nutiden får mere øje på Kierkegaards opbyggelige trosaspekt.
Kierkegaards opbyggelige del åbner for en langt mere frugtbar kristendomsforståelse end den radikale efterfølgelsestanke. Her følger mennesket også efter Kristus, men efterfølgelsen ændrer retning. Kristus går bort, men forpligter mennesket på et andet nærvær, nemlig kærlighedens gerninger over for vores næste. Det er altså ikke en efterfølgelse ud af verden, men snarere ind i verden, fremhæver Michael Olesen Bjergsø.
Sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen i Apostelkirken på Vesterbro i København mener også, at det er en misforståelse, når det fremføres, at Kierkegaards tro kun var for de få og skulle kræve en særlig anstrengelse:
Først og fremmest så Kierkegaard troen som en gave det kræver ikke nogen åndelig præstation. Af gaven følger et troens liv i efterfølgelse, siger han og fortsætter:
Kierkegaards tanker udfordrer folkekirkeligheden, ligesom han i sin egen tid udfordrede statskirkeligheden. Hos Kierkegaard sidder troen ikke i folkesjælen. Den må tilegnes individuelt. Faldende dåbsprocenter og medlemstal ville han være fuldstændig ubekymret over. Den åndelige temperatur aflæses ikke heri, og det er den personlige tilegnelse af troen, der er altafgørende. Den skænkes som gave.
Kilde: Den store danske encyclopædi