Københavnere bosat i Aalholm Sogn i Valby må den næste tid gå forgæves, hvis de vil til gudstjeneste i den lokale kirke. Ikke på grund af renovering eller coronasmitte, men på grund af en anden syge, der har forpestet samarbejdet mellem menighedsrådet og præsterne. Forbitrelsen har nemlig nået et niveau, der har gjort, at biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen ikke så andre udveje end at lukke ned for kirkelige handlinger i kirken på ubestemt tid.
Den usædvanlige beslutning fik formand i Landsforeningen af Menighedsråd Søren Abildgaard til at spørge, hvor langt en biskop kan gå i forsøget på at løse samarbejdsproblemer. Og om folkekirkemedlemmer ikke har krav på at kunne gå til gudstjeneste i deres eget sogn.
Samme spørgsmål stiller Hans Raun Iversen, lektor emeritus i praktisk teologi, efter at have læst om sagen i Aalholm Kirke. I hans ører lyder det, som om man straffer menigheden for en konflikt, den ikke har noget med at gøre.
”Det er lidt mærkeligt at lukke for gudstjenester i kirken, fordi menighedsråd og præst ikke kan finde ud af det. Biskoppen må jo mene, at menighedsrådet er den store synder. Men det stemmer ikke med gudstjenestens væsen at bruge den som straffeforanstaltning. Man straffer jo nogle andre end menighedsrådet, hvis der altså kommer andre til gudstjenesterne i kirken,” siger han.
Men ser man juridisk på det, ligger det formentlig inden for biskoppens beføjelser at lukke ned for gudstjenester, vurderer Ditlev Tamm, der som professor emeritus i jura på Københavns Universitet blandt andet har beskæftiget sig med kirkeret.
”Det ser man også af og til i landsbykirker, hvor op til flere sogne kan gå sammen om en gudstjeneste i stedet for at holde en hver. Dette er naturligvis en anden og mere ekstrem sag, der bunder i samarbejdsvanskeligheder,” siger han.
Ditlev Tamm kalder det i bund og grund en fornuftig løsning. For mens nogle vil mene, at menigheden i Aalholm Kirke har krav på at kunne blive kirkeligt betjent i deres lokale kirke, har man som præst, provst og biskop også ansvar for, at gudstjenesterne bliver afviklet på en værdig måde.
”Spørgsmålet er, hvem man holder gudstjeneste for. Efter mine begreber er den dels henvendt til menigheden og dels henvendt til Gud. Og når gudstjenesten har dette ophøjede formål, kan man som menighed ikke være bekendt at lægge navn til afviklingen af en gudstjeneste, hvis menneskelig splid præger situationen og kan true gudstjenestens værdighed. Aalholm Kirke er ikke en privat virksomhed, men en del af den danske folkekirke, hvor der er nogle rammekrav til, at gudstjenester foregår på en hensigtsmæssig måde,” siger han.
Lisbet Christoffersen, professor i ret og religion ved Roskilde Universitet, kalder spørgsmålet om biskoppens ret til at lukke ned for gudstjenester for ”uafklaret”. Og peger på, at spørgsmålet til dels allerede har været rejst, da man diskuterede lukningen af en række københavnske kirker i 2012.
”Dengang var spørgsmålene, hvem der kan tage stilling til, om sogne kan nedlægges, om kirker skal lukkes, og hvem der bestemmer fordelingen af præstestillinger i stiftet. Kun det sidste kan vi svare på: Det er biskoppen, der bestemmer det. Men det er mere uklart, om han mod menighedsrådets ønske kan lukke for gudstjenester og ikke sikre sig, at fordelingen af præstestillinger sker sådan, at alle sogne har kirkelig betjening,” siger hun.
Biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen har ikke nogen kommentarer til sagen. Kirkeministeriet har ikke inden avisens deadline svaret på, om folkekirkemedlemmer i Aalholm Sogn har krav på kirkelig betjening i den lokale sognekirke.